Bag om ”Schlagt sie tot!” – en ny opera af komponist Bo Holten
Af Stine Isaksen, Videncenter for sang
”Schlagt sie tot!” har frem til i dag – allerede før anden akt er helt færdigkomponeret – haft en omtumlet tilværelse, idet den oprindelige bestilling blev trukket tilbage, og operaen derfor taget af bordet. Lørdag den 20. maj bliver første akt imidlertid opført koncertant af Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Opera under ledelse af Bo Holten selv. I anledning af premieren har kunstnerisk leder ved Sangens Hus Mads Bille taget en snak med Bo Holten både om baggrunden for og indholdet af operaen samt om, hvordan Holtens kunstneriske proces har udspillet sig i forbindelse med tilblivelsen af musikken.
I første omgang uddyber Bo Holten sit perspektiv på Martin Luther og forklarer, hvorfor operaen som genre er særligt velegnet til at bearbejde og formidle historien om Martin Luther og reformationen.
Alene titelen ”Schlagt sie tot!” vidner om, at operaen ikke udelukkende er tænkt som en hyldest af den store reformator. I stedet har Bo Holten et klart blik for både de lyse og de mere dystre sider af Martin Luthers person og af hans samtid. Dette fortæller han mere om i denne lille film.
I musikken har Bo Holten valgt at gå helt nye veje. Som en helt centralt kilde til inspiration benytter han sig således af Luthers egne salmemelodier, hvilket ifølge Holten giver en særlig og hidtil uhørt effekt. Hvordan og hvorfor han er lykkedes med dette, fortæller han til Mads Bille i dette klip:
Mange musikelskere vil sikkert ofte undre sig over, hvordan komponisten lykkes med at frembringe den vidunderlige musik, som man lytter til. I dette filmklip indvier Bo Holten os i, hvordan han arbejder med musikken, og hvilke virkemidler han bruger til eksempelvis at tegne en karakter som Martin Luther.
Det er stadig muligt at købe billetter til opførelsen på lørdag den 20. maj her, og hvis man gerne vil fordybe sig i ”Schlagt sie tot!” på egen hånd, kan man finde en oversigt over handlingen, den fulde libretto på både dansk og tysk samt et uddrag af orkesterpartituret her
Operaens libretto er skrevet af Eva Sommestad Holten
Du kan oprette en bruger her og deltage i debatten, men du kan også skrive og kommentere anonymt
Skriv kommentar
Opret kommentar