Online-kor i en corona-tid

Signe Marie Svennum

[Læs også de nyere artikler fra 2022 om sang og teknologi, som netop fik et boost under coronapandemien].

Klokken er 18.30, det er mandag aften i marts og jeg klikker mig ind på det online-møde jeg som korleder har sat op for at skabe et virtuelt øverum med mine korister. I takt med blomsterknopperne, som springer ud på træet udenfor mit vindue, popper koristernes ansigter op i små firkanter på min skærm og danner en menneskemosaik på en changerende baggrund af klædeskabe og bogreoler.

Korsang er holdsport, musikken i nuet, samvær i musik og sang. Satser indstuderes, musikkens udtryk formes, der laves rytmeøvelser, klangøvelser, stemmeøvelser og repertoiret afpudses til koncerterne. Jeg er afhængig af det sus det giver at stå foran koret og blive badet i klangen af menneskestemmer, og at være fuldstændigt til stede i musikken sammen med sangerne. Jeg købte et armbåndsur da jeg startede som korleder for at slippe for at bruge mobiltelefonens ur. Kor er for mig også en pause fra de sociale medier, forstyrrelser og FOMO, mandag aften vil jeg ikke være andre steder end i korlokalet på Bjelkes Allé, så jeg plejer at lade mobiltelefonen blive derhjemme. Jeg havde derfor ikke drømt om, at en analog-elskende type som mig, der elsker papirnodernes knitren og at være i rum med akustisk musikskabelse, skulle beskæftige sig med online-kor i 2020. Men efter at landet lukkede ned gik der ikke mere end et par dage før kordanmarks first movers var på pletten med forslag, teknisk viden og online idéudveksling om, hvordan vi som korledere kan holde gang i landets korgryder online. Et andet værktøj jeg har benyttet for at holde gang i korsangeren er at lave øvefiler, hvor jeg indsynger de forskellige stemmer så korsangerne kan øve sig derhjemme uanset om de har et klaver stående eller hvor nodestærke de er. Øvefilerne er gode til indlæring, men for mange korsangere er det sociale aspekt ved kor helt centralt, så derfor er jeg nysgerrig på hvad online-kor kan, både socialt og musikalsk. Hvordan lyder en online korprøve i marts anno 2020?

Perler på en snor

Vi indleder med lidt løs hyggesnak og gennemgår et par af programmets forskellige features – hvordan man kan skrive i chatten, række hånden op og hvordan man skifter skærmindstillingen til at kunne se alle på én gang. Jeg driller koristerne ved at demonstrere, hvordan jeg som møde-vært kan slukke for deres mikrofoner. De kvitterer med smil og fuckfingre. I et kor hvor alle har en mening om snart sagt alting kan det indimellem være en udfordring at skære igennem, så her viser online-koret sig at have en teknisk fordel. Derefter laver vi korets lille tjek-ind ritual, “stringing the beat”, hvor alle præsenterer sig og siger et par ord om noget de har oplevet, set, hørt, følt, spist, gjort. Til de traditionelle korprøver sender vi en lille figur rundt i cirklen, og når den talende har erklæret “jeg har talt” svarer koret med et anerkendende “Håuh!”. I aften hvor vores rundkreds er erstattet med den digitale ansigtsmosaik fungerer jeg som ordstyrer og giver ordet til sangerne på skift ud fra hvor deres ansigter er placeret på min skærm. Én fortæller om at han har ordnet skuret. Én har givet håndslag med sin kone om, at de skal stoppe med at spise slik hele tiden. Én er alene med børnene. Én arbejder mere end fuldtid. Koristernes “Håuh!”-svar kommer drypvist med varierende internetforsinkelse og lydstyrke.

Opvarmning

Vi kommer op at stå. Strækker os, ruller med skuldrene, vi griner ad et ansigt, der er fastfrosset i et grin, vi ruller med hofterne og masserer kæben.

Så skal vi have gang i stemmerne. Jeg synger en tone for. Korsangerne svarer. Jeg bevæger min hånd foran skærmen imens for at indikere, hvordan lyden bevæger sig. Lydbilledet er interessant, programmet lader omkring fire stemmer slippe ud igennem mine høretelefoner ad gangen, men skifter hele tiden mellem sangerne i en tilsyneladende tilfældig rækkefølge. Vi synger lidt rundt i stemmens register, én tone ad gangen, skiftevist mig og korsangerne. Jeg fornemmer lidt medieskepsis i øjnene hos et par af sangerne.

Så indtræffer aftenens første grineflip. Vi skiftes til “at kaste” en individuel lyd afsted med stemme og tilhørende bevægelse “ind i skærmen” som en anden korsanger griber og kaster videre. Wiiiiii! PAM! WUSH! SMASH! KFFFAHHTZ! Øvelsen er nærmest et større hit end når vi laver den i det samme lokale: det er stemmeopvarmning og interaktivt skydespil i én. Bagefter laver vi en åndedrætsstøtte-øvelse hvor vi sender et lille fantasi-fly rundt med en BRRRR-lyd. Normalt skal man have øjenkontakt med den person man sender flyet til, men i aften aftaler vi, at man lige siger navnet på den person man sender flyet til.

Socialt er det et hit, at alle kan se alle på samme tid på skærmen. 

Til trods for at jeg har hørt beretninger fra andre korledere om, at det endnu ikke er teknisk muligt at synge sammen synkront uden varierende forsinkelse, så har jeg besluttet, at vi alligevel ikke skal snyde os selv for lige at mærke på egen stemme, krop og ører hvordan det opleves at synge sammen med åbne mikrofoner. 

Da jeg i efteråret deltog i Yuri Landmans instrumentbygge-workshop fik jeg ikke blot lov til at medvirke i den kreative udfoldelse med save, loddekolber, boremaskiner og skruetrækkere. Jeg var også vidne til Landmans særegne undervisningsstil, hvor han af princip hjalp så lidt som muligt. Hans pædagogiske pointe var, at vi skulle bygge løs på vores elektroniske strenginstrumenter og lave en masse fejl. For hvis man eksempelvis bare bliver instrueret i hvor præcis man skal placere pickuppen så misser man muligvis at opnå en reel forståelse af, hvad pickuppens funktion er og hvordan den fungerer; denne erkendelse ville man netop opnå, hvis man i første omgang eksempelvis fik placeret den på en uhensigtsmæssig, men dog meget æstetisk, måde et stykke fra strengene. Mit blik på min elguitar har fået en ny og uventet dimension efter den workshop, så jeg har besluttet at tage den eksperimenterende tilgang med ind i korprøverummet – i håb om at det måske vil ændre vores måde at forstå hvad kor er, kan og kan være.

Online vokalimprovisation

I korsangsværkstedet arbejder vi normalt en del med harmonien mellem stemmerne – hvordan hver stemme smelter sammen i fælles klang, både korets harmoni(k) som helhed og balancen i de enkelte stemmegrupper sopran, alt, tenor og bas. Online-korsituationen, hvor sangerne er fysisk adskillt i hver sit rum minder mig om John Cages bog Silence, hvor han beskriver umuligheden af at opnå perfekt synkronisering når man afspiller flere bånd på samme tid. Cage italesætter en ny form for musik, der i stedet for at have kvaliteten af lydenes sammenblanding – harmonien – som fokus, i stedet drejer sig om sameksistens af forskellighed. En musik hvor lydenes fusion sker i lytternes ører, der hvor lytteren befinder sig, en musik med mange centrale fusionspunkter.

Til online-kor sker stemmernes fusion i hver enkelt sangers høretelefoner eller computerhøjtalere hjemme i matriklerne.

Jeg forsøger at iklæde både mig selv og korsangerne et Cage-agtigt mindset ved at tale varmt for at vi forsøger at opleve harmoni som sameksistens af vokalklange, og hvor teknisk dissonans, støj og de elementer af tilfældighed teknologien tilføjer er en del af online-korets æstetiske ind- og udtryk.

 Vi giver os i kast med en online kollektiv vokalimprovisation som en af koristerne giver titlen “Corontænen”. De opsatte rammer er følgende:

• Træk vejret: syng en vilkårlig tone på en valgfri vokal
• træk vejret: syng en anden vilkårlig tone på en valgfri vokal
• fortsæt ad. libitum indtil dirigenten slår af. Kom rundt i stemmens forskellige tonelejer

En krystalklar soprantone bliver af programmet tilføjet en slags tremolo-effekt. En hvislende feedstøj summer. En sangers Ah tilføjes distortion. En tjyyuu-lyd indtræffer fra en ukendt kilde. Bassangeren lægger en bund i lydbilledet. Så høres lyden af en sopran der bryder ud i latter: “Laura, du må ikke se sådan ud”, “Du er ikke klar over, hvordan det lyder her, det er helt sindssygt” lyder svaret tilsat en rislende, dåseagtig forvrængning.

Ihh

                      ahh

                                            uhh

                                                                 åhh

En af altsangernes ansigt forsvinder ud af billedet. Improvisationen går direkte over i en spontan evaluering af mediets performance. “Den kan kun finde ud af lyden lidt ad gangen”. “Der er flere der er frosset i mit view”. “Vi mangler bare et prøvebillede”.

Det medierede musikalske fællesskab skaber en øget opmærksomhed på, at det vi oplever som fraværende og mangelfuldt er aspekter vi normalt værdsætter og stræber imod i korsangen: harmoni, balance mellem stemmerne, synkronitet, vokal sammensmeltning, det sus det giver, når mange stemmer får sangen til at løfte sig. Men online-vokalimprovisationen kan også opleves som en dans mellem stemmer, internetforsinkelse og støj. Den koriske improvisation bliver af teknologien tilføjet et lag af elektronisk tilfældighed. Eller opfanger programmet sangernes sang og fejlfortolker den som baggrundsstøj i en kontinuerlig filtrering, interaktion og manipulation af de lyde, der kommer ind gennem korsangernes mikrofonerne?

Chrysilis krakelerer

Nu hvor stemmerne er varmet lidt op fortsætter vi online-kor-eksperimentariet og finder noden til kærlighedssangen Chrysilis med tekst af Kingo frem. Jeg giver toner på klaveret og dirigerer optimistisk ind i skærmen.

Sangernes evne til at holde fast og synge videre på trods af den snublende, skæve synkronisering er imponerende. Det er en udfordring at dirigere uanfægtet den auditive feedback jeg får som dirigent, og samtidig er det en fascinerende og ikke u-smuk musikalsk oplevelse at høre de vilkårlige klange, der opstår når Chrysilis skævvrides i tid. Det lader til at programmet indimellem også tilføjer et udtrykkeligt accelerando på visse sangere, der lyder som om stemmerne får et lille puf så de kan indhente de andre stemmer trods internetforsinkelserne.

Online-korsang anno marts 2020 er righoldig på special effects og Chrysilis krakeler i kollektiv latter.

Sang for mutede mikrofoner

Efter at have leget rundt og have undersøgt grænserne for mediets muligheder gør vi som mine korleder-kollegaer har anbefalet. Jeg muter koristernes mikrofoner og lader kun min egen stå åben. Jeg savner lyden af deres stemmer. Hver korist synger alene akkompagneret af mit klaverspil. Det føles lidt ensomt ikke at kunne høre hinanden, giver sangerne udtryk for. Det er også lidt grænseoverskridende og hæmmende for nogen at sidde derhjemme og synge med familie og naboer på medhør. I det virtuelle korrum kan jeg som korleder ikke facilitere de samme trygge rammer, for her har jeg ingen kontrol over ørevidnernes reaktion på aftensangen. Nogle sangere synger uden problemer igennem hjemmefra, andre holder igen på stemmens volumen. Vi taler om, at en reel fordel ved det digitale set-up er, at man som korsanger kan blive mere opmærksom på sin egen stemmes klang, og også finder ud af, om man har styr på melodien eller om der er steder hvor man plejer at læne sig op ad de andre i stemmegruppen.

Fællespause og lyrisk live-performance

Vi lægger Chrysilis væk og tager en pause fra sangen. For en gang skyld er rygere og ikke-rygere samlet for rygerne tager bare skærmene med udenfor. I en af firkanterne kommer et barn kommer ind og hænger lidt over sin mors ryg og siger genert hej til alle ansigterne. Flere får sig et glas vin.

Efter pausen går vi videre med jazz-satsen “Please don’t do it in here”. Korsangernes mikrofoner er åbne så de kan stille spørgsmål: “Hvordan var 2.sopranen fra takt 10 i overgangen til b-stykket?”. Vi gennemgår stemmerne en ad gangen på udvalgte steder. Igen mutes sangernes mikrofoner og så synger vi satsen igennem igen. Jeg spiller klaverakkompagnementet og kan skimte ud af øjenkrogen, at sangerne har gang i noget koreografi på computerskærmen. De ser også ud som om de synger, men de kunne i princippet synge baglæns uden, at jeg ville ane det.

Klokken har passeret kl. 20 og en korist giver udtryk for at det er ved at være for sent at synge for naboer og familie. Vi slutter af med at lave en korisk live-performance af Inger Christensens digt Livet. Vi åbner for chatvinduet, hvor jeg live skriver anvisninger til, hvad de skal sige, hvordan og hvor mange gange. Indimellem opstår der pauser i opførelsen. Stilheden udfyldes af teknologisk susen. Pludselig strømmer en flere sekunder forsinket stemme afsted, som om den havde været på en lille afstikker og så, som en kugle i en pinball-maskine, blev skudt ind i opførelsen igen. Alle griner forvirret. Ansigterne læner sig frem mod skærmen for at læse. Så hvirvler stemmerne igen ind og ud mellem hinanden i mine høretelefoner, tempo og udtryk varieres efter anvisningerne, hviskende, råbende, boblende.

Livet (sig 8 gange)

Luften vi indånder findes (hvisk tre gange)

en lethed i alt (sig med lethed)

en lighed i alt (sig langsomt)

 […]

(træk vejret ind og ud)

Et par dage efter vores debut med online-kor er teknikpionererne i korleder-netværket igen på pletten med flere tekniske kneb til, hvordan man i online-korprøven kan sende sangerne ud i forskellige “breakout rooms” i  stemmegrupper, så de der kan øve sig i mindre grupper og korlederen virtuelt kan hoppe fra rum til rum og give guidelines. En gruppe korledere beretter om, at de har afprøvet et nørdet og mere teknisk udfordrende program, som minimerer forsinkelsen så meget at man rent faktisk kan synge sammen med åbne mikrofoner. Hvem ved hvad online-korsang har udviklet sig til når corona-epidemien er overstået?

Citathenvisninger:

Cage, John. (1968) 2017: Silence, lectures and writings. London: Marion Boyars Publishers: 12

Christensen, Inger. 1981: Alfabet. København: Gyldendal