Den store Vaar

Ingen tvivl om, at vi lever i en historisk tid. I foråret 2020 kan vi markere 100-året for genforeningen, men både i dag og for 100 år siden lægger en alvorlig virus en dæmper på festlighederne: I 1920 var det den Den spanske syge, mens det i 2020 er Corona.
Thøger Larsen, manden bag nogle af de meste kendte og skattede sange i Danmark - bl.a. "Danmark, nu blunder den lyse nat" og "Du danske sommer, jeg elsker dig" oplevede både genforening og Den spanske syge på nærmeste hold, og indtrykkene herfra blev til digtet Den store Vaar.
I denne artikel skriver museumsformidler Lars Mathiesen fra Lemvig Museum om Den store Vaar, der måske her i 100-året for tilblivelsen er mere aktuel end nogensinde før. Måske en ny sang i fællessangsrepertoiret?

Thøger Larsen

Saa langt vort Sprog kan klinge, skal alle Kilder springe.

Af museumsformidler Lars Mathiesen

Lige nu synger danskerne som aldrig før. Under Phillip Fabers ledelse er den daglige morgensang blevet et fast tradition for mange og den 16. april samles 48 forskellige organisationer i det store initiativ “Danmark synger for dronningen.” Sangen får os til at føle et fællesskab og håb i den svære tid.

I 1920 hærgede den spanske syge stadig Danmark og Europa, men sygdommen var på retur. I den situation skrev Thøger Larsen digtet ”Den store Vaar”.
Baggrunden for digtet var nogle frygtelige år, som Europa og verden havde gennemlevet og først i dette forår var ved at ryste af sig. Første Verdenskrig havde hærget og med den en økonomisk depression til følge. Krigen dræbte op mod 20 millioner, men den bragte også med sig en frygtelig sygdom, som den sårbare og krigsafkræftede befolkning var fuldstændig uforberedt på. Det var influenza pandemien ”den spanske syge”. Igennem mere end et år gik døden igennem Europa og verden. 50 millioner liv tog den med sig. Danmark slap nådigt med omkring 14.000 døde, men sygdommen havde også længe sit tag her – hele familier blev fundet døde i deres senge, hele byer blev lagt ned. Man forsøgte ligesom nu at begrænse smitten, ved bl.a. at lukke for større forsamlinger, men havde slet ikke de midler og den viden, som vi har i dag.

D. 10. dec. 1918 kunne Dansk Fiskeritidende berette fra den lille by Harboøre sogn
”Den spanske Syge har i hele November Maaned raset og raser fremdeles her i Sognet i ganske uhyggelig Grad. Smitten kom fra Thyborøn, hvortil den var bragt af en Mand, der kom fra København (…) Her paa Harboøre er antagelig nu Hundrede, der har overstaaet Sygdommen, men over to Hundrede, der ligger syge, ligesom Sotten endnu er i Vækst. Der er allerede indtruffet 6 Dødsfald, og da i desværre mange Tilfælde omtrent hele Familier er angrebne samtidig, volder de syges Pasning mange Vanskeligheder, især da Sognets to Sygeplejersker ret snart blev angrebne og endnu ikke har overstaaet Sygdommen.”

Thøger Larsens oplevelser med Den spanske syge

I slutningen af januar 1919 skriver digteren Thøger Larsen fra sin bopæl i Lemvig til veninden Ellen Sawyer.

”Den Spanske Syge har ogsaa været ret udbredt her paa Egnen, men er for Øjeblikket paa Retur – hvis bare ikke saa Folks Letsindighed begynder for tidligt og den blusser op igen. Saaledes er det jo gaaet mange Steder. Vi maa haabe det bedste.”

Og en måned efter kan han berette

”Den spanske Syge er en ond Sot. For Tiden ligger vistnok det halve Lemvig af den, og alt offentligt Liv staar stille.”

Ellen Sawyer sammen med søsteren og svogeren, malerparret Alhed og Johannes Larsen. Foto: Thøger Larsen

Thøger Larsen – digteren, der elskede sommeren og som skrev to af vores mest elskede sommersange stred sig gennem den frygtelige vinter. Men med foråret og lyset kom optimismen og d. 26. maj kunne han igen skrive til Elle, som han kaldte hende.

”Kære Elle!

Tak for dit skønne Foraarsbrev.
Ja, du har ret. Foraaret er kommet overvældende i Aar, en grel modsætning til den evige Vinter, man knapt har faaet helt ud af Blodet endnu.
Ogsaa herovre har vi gaaet i en halvbevidst Nyden af det pludselige Paradis, som det behagede den sludfulde, spansksyge, af Ulykker hærgede Jord at vælte af sig og lade, som om det hele var en ond Drøm og som om det var saaledes som nu, den
(red. Jorden) var i Virkeligheden.
En Slange i Paradiset har vi dog haft, nemlig en ganske forbandet hovedrengøring, som knapt er til Ende endnu, navnlig for mit Kontors Vedkommende, hvor meget er ganske ændret, og hvor jeg har faaet en ekstra Reol og en med en Mængde smaa Rum, saa jeg kunde faa Gemmesteder til alle mine Papirer og selv faa Plads ved Bordet igen.”

Når man i dag ser hans arbejdsværelse, der efter hans død i 1928, blev købt og senere opstillet på Lemvig Museum, så forstår man, at hovedrengøring kunne være et problem. Men renlighed var et af tidens få virkemidler mod den frygtelige sygdom.

Jeppe Aakjær (tv.) og Thøger Larsen

Men sygdommen slap dog ikke sit tag i Danmark, og i februar 1920 kan Thøger Larsen i et nyt brev til Ellen Sawyer fortælle om hans nære ven og forfatterkollega: ”Jeppe Aakjær ligger for Tiden alvorlig syg af den (spanske syge) i København.”

Den store Vaar

Men et nyt forår var på vej, og det gav Thøger Larsen energi og optimisme. I Lemvig Dagblad, som han var lokalredaktør for bragte han d. 24. marts digtet ”Den store Vaar”. Digtet blev skrevet i anledningen af genforeningsafstemningen, som netop var blevet afholdt, men påvirkningen fra den spanske syges fornemmes også bag ordene.

Alt ofte vandt den grønne Vaar
sin Krans om Danmarks Hjertesaar,
og Søer blaa
mod Solen saa’
halvt som med Sorg i Sinde,
halvt som af Lykke blinde.

Og lød fra Engen Leg og Skæmt,
den onde Drøm blev aldrig glemt
om Aag, der tvang
den danske’ Sang
i danske Hjerter inde —
den laa i Søndenvinde.

Mens Verden bløder vildt af Saar,
for Danmark vaagner Glædens Vaar.
Nu fandt vor Sag
sin store Dag —
saa langt vort Sprog kan klinge
skal alle Kilder springe.

Nu søger vi for fælles Savn
vor Lægedom i Danmarks Navn.
Mod Himlen straal,
vort Modersmaal,
fra Bakker og fra Dale,
i Toner og i Tale!

Den spanske syge slap sit tag i Danmark og verden. Jeppe Aakjær kom sig og skrev mange fine digte, noveller og romaner siden. Ellen Sawyers søster Johannes Christine Larsen, der også havde været ramt, kom igennem sygdommen med livet i behold, og d. 10/6 1921 skriver Thøger Larsen for sidste gang til Ellen om sygdommen ” Det er da godt, I snart fik Bugt med eders sidste Spanskhed.”

https://www.facebook.com/lemvigmuseum/videos/3138968999448693/
Lemvig Museums bogholder, Niels Larsen, der også er konservatorieuddannet, har sat melodi til Thøger Larsens digt Den store Vaar.

Fakta om Thøger Larsen
Født d. 5. april 1875
Død d. 29. maj 1928
Thøger Larsen boede i Lemvig næsten hele sit liv.
Han udgav en lang række digt- og novellesamlinger og skrev også artikler og bøger om astronomi, historie, sprog m.m. Han havde ingen uddannelse, men satte en ære i at være selvlært. Han oversatte en lang række værker fra bl.a. oldnordisk, persisk, græsk, latin, engelsk og tysk.
I 1904 blev han gift med Thyra Larsen (født Paludan), som han levede sammen med til sin død.
Omkring 1918 mødte han Ellen Sawyer hos maleren Johannes Larsen, som var gift med Ellen Sawyers søster Alhed. Der opstod et varmt venskab mellem dem, og Thøger Larsen skrev over 180 breve til hende i de 10 år de nåede at kende hinanden.
Digtet ”Den store Vaar” blev en del af Thøger Larsens digtsamling I Danmarks Navn, der blev udgivet i 1920.
Mange komponister har i tidens løb sat melodi til Thøger Larsens digte. Alene ”Danmark nu blunder den lyse nat” er der over 30 melodier til, men der er så vidt vides ikke hidtil sat melodi til ”Den store Vaar”.
På Lemvig Museum kan besøgende se Thøger Larsens arbejdsværelse, hvor han skrev sine digte – ofte om natten, når dagens arbejde som redaktør for Lemvig Dagblad var tilendebragt. Her ses også den store stjernekikkert, som han selv byggede og udforskede stjernehimmelen med. Inspirationen til digtene kom ofte fra denne skuen ud i himmelrummet.