0 Kommentarer
Skandinavisk sang – Den nationale selvopfattelse
// 09/12/2020
Af Emma Berggreen Andersen, cand.mag. i Litteraturhistorie.
*Ved nationalsang forstås her ikke blot den officielle nationalsang, men desuden sange, der beskriver landets sprog, folk eller natur.
Den norske sang: Kulturopgør og nationalsalmer
De norske nationalsanges storhedstid er i perioden fra 1850-1900, hvor den norske selvstændighed er under opsejling. Man bestræber sig på at formulere en norsk folkekultur, der særligt adskiller sig fra den danske. Dette til trods indeholder norske sangbøger stadig mange danske, og ikke mindst grundtvigske sange.
Den norske nationalpoesi har et tydeligt folkereligiøst islæt. Uden en entydig national identitet har religionen fungeret som en central samlingskraft. Gudsforhold og national stolthed sammenblandes i norske sange ofte i en sådan grad, at der er tale om nationalsalmer, ikke nationalsange.
Den svenske sang: Nordboere med minimal nationalnostalgi
Den svenska sångboken indeholder kun fire nationalsange i alt. Nationalt tilhørsforhold hører tydeligvis ikke til blandt de svenske nationalskjaldes yndlingsemner. Derimod er der blandt de ”Fosterländska sånger” stort fokus på det nordiske tilhørsforhold: ”Du gamla, du fria, du fjällhöga Nord” og ”Ja, jag vill leva jag vill dö i Norden!” lyder det i svenskernes officielle nationalhymne.
Den yngste svenske nationalsang er fra 1926. Den manglende interesse for national selvforherligelse og patosfyldt poesi er altså ikke periodevis, men en permanent tilstand i svensk sangskrivning og kulturformidling. Vise- og sangtraditionen er dog langtfra uddød eller uinteressant, den fællessvenske identitet er blot ikke blandt de emner, der digtes mest om.
Modsat sine skandinaviske nabolande har Sverige ikke være koloniseret eller besat af andre lande. Dermed har svenskerne ikke haft samme behov for en udtalt fællesnational identitet, hvad der kan forklare fraværet af nationalromantiske sange.
Den danske sang: Fællessangen som ideel fordring
Danskerne synger meget om at være – danskere! Hele 26 nationalsange bliver det til, hvilket er 5% af det samlede antal sange i sangbogen, mod kun 1% og 2% i de andre sangbøger. En markant forskel i prioriteringen af sangstoffet, som ikke blot kan forklares med historiske nationale identitetskriser.
Der er løbende tilføjet nationalsange til Højskolesangbogen, hvorimod de øvrige sangbøger i højere grad indeholder fædrelandsoder fra afgrænsede perioder. Især nationalsange fra det 20. århundrede er stærkt repræsenteret, modsat tilfældet i de norske og svenske sidestykker. Den stærke tradition for fællessang i Danmark forklarer den fortsatte tilstrømning af nye sange om nationen, der sikrer at fortidens fjendebilleder suppleres af nutidig verdensvendthed og selvironi.
Norsk sangbok anvendes primært på de norske højskoler, der modsat de danske fungerer som institutioner for ungdomsuddannelse, og dermed generelt har yngre elever og fokus på faglighed fremfor dannelse.
Den svenska sångboken er populær i Sverige, om end det har været markant sværere at finde en national udbredt svensk sangbog end i de to øvrige lande. Generelt set synger svenskerne mere ’kasseopdelt’; den danske fællessang, hvor salmer, pop og revyviser blandes ufortrødent, er næsten utænkelig på den anden side af Øresund. Den svenska sångboken er ikke kanoniseret i samme grad som Højskolesangbogen, men står ved klaveret både i dagligstuer, klasseværelser og forsamlingshuse.
Figurer hentet fra Emma Berggreen Andersen: ”Den skandinaviske sang. En undersøgelse af faktiske og forestillede fællesskaber i nyere sangbøger fra Sverige, Norge og Danmark”, Verdenslitteratur og komparative metoder, Litteraturhistorie, Aarhus Universitet 2019.
Norsk sangbok, Norsk Folkehøgskolelag og Cappelen Damm, 3. udgave, 2012.
Den svenska sångboken, Albert Bonniers Förlag, 2003.
Højskolesangbogen, Folkehøjskolernes forening i Danmark, 18. udgave, 2014/ 2006.
Du kan oprette en bruger her og deltage i debatten, men du kan også skrive og kommentere anonymt
Skriv kommentar
Opret kommentar
