Sangdebatten blander æbler og pærer

Lea Wierød Borčak

Den fællessangsbølge, der for indeværende skyller over landet, har bragt en god mediebevågenhed og debat om sangkulturen med sig. Der synes generelt at florere to overordnede argumenter for at synge:

1) Sang er sundt.
2) Den danske sangskat er værdifuld.

Jeg kalder for nemheds skyld det første for sundhedsargumentet og det andet for skønhedsargumentet. Begge argumenter er lige sande og lige vigtige. Men det er i stigende grad vigtigt at understrege, at det er to forskellige argumenter. Der har nemlig sneget sig et konceptuelt kollaps ind, så de ofte blandes sammen. Debatten glider ganske umærkeligt fra det ene til det andet– og det er ikke hensigtsmæssigt.
Med hensyn til sundhedsargumentet findes der en masse undersøgelser, der underbygger det. Andetsteds her på siden henvises der til en del af den store mængde empirisk forskning der dokumenterer, at sang har enormt mange gode fysiske konsekvenser både individuelt og for fællesskabet. Skønhedsargumentet er derimod en æstetisk vurdering. Det bygger på den præmis, at dansk sangtradition har fostret et repertoire af særligt bevaringsværdige sange. Der er dog ikke enighed om, hvorvidt denne sangskat er udrydningstruet eller nyder en storhedstid, men fælles for disse synspunkter er den holdning, at vi har et ansvar for at bevare den danske sangskat, fordi den har en særlig høj kulturel værdi. Skønhedsargumentet er altså en værdidom. Det er et normativt argument – ikke en neutral betragtning.
Eksemplerne på sammenblandingen af de to argumenter er mange og typisk viser den konceptuelle glidning sig ved, at de to argumenter sammenstilles à la ”vi skal synge fællessang fordi det er sundt og gør os klogere på vores kultur og historie”. Det første er ubetinget sandt. Men det andet er kun sandt hvis man tager for givet, at man fællessynger noget bestemt. Man bliver ikke klogere på sin kultur og historie af at synge ”lålålå” i flok i en brandert. Ikke desto mindre er det også fællessang. Ved sammenstillingen af de to argumenter antydes det, at det sunde ved fællessang på en eller anden måde er forbundet med nogle bestemte sangteksters kultur- og historieindhold.

Sange og syngning

Ikke alene er der tale om to forskellige argumenttyper (et deskriptivt og et normativt); de handler også om to forskellige ting. Sundhedsargumentet handler om sang som en praktisk handling, altså det at bruge sin stemme til at udtrykke sig musikalsk. Skønhedsargumentet handler om en kanon af små kunstværker. En del af forvirringen skyldes at det på dansk ikke er så let at holde de to ting sprogligt adskilt. ”Sang” er både en handling og en ting. Jeg synes derfor der er vældig god ræson i den danske folkesangsforsker Helen Rossils forslag om at operere med ordet ”syngning”. Sange er således det, vi finder oplagret i sangbøger og musikoptagelser; syngning er det, vi gør, når vi åbner sangbogen og vores mund.
Den forskningsbaserede viden om, at syngning er sundt, kan ikke bruges til at begrunde at sangskatten er bevaringsværdig. Det ville kræve, at sangens sunde egenskaber var afhængige af, hvilken slags sange man synger. Der er så vidt jeg ved intet belæg for, at det skulle være sundere at synge med på ”Den danske sang er en ung blond pige” end ”Åh abe” eller ”Final Countdown”.

Sang behøver ikke altid være kulturarvsformidling

Men siden vi nu er enige om, at den danske sangskat virkelig er noget af det smukkeste og vigtigste kulturarvegods, vi har, hvad er så problemet i at slå argumenterne sammen? Syngning kræver jo trods alt at man har noget at synge – og hvorfor skulle dette noget ikke være det bedste af det bedste. På den måde slår man belejligt to fluer med ét smæk: Man får flere til at synge, fordi det er sundt – og man faciliterer sangskattens bevaring, fordi man synger sange hentet fra denne.
Problemet er, at de to fluer, man forsøger at slå, nok kræver hver sit smæk. Hvis vi kommer til at tage sundhedsargumentet til indtægt for skønhedsargumentet (”vi skal synge sange fra den danske sangskat, fordi det er sundt”), så er der ikke langt til den holdning, at syngning altid bør have et dobbelt formål, nemlig et (re-)kreativt og et kulturarvsbevarende. Som fællessanger bliver man så pålagt et bestandigt ansvar for samtidig at være kulturarvsformidler og -bevarer. Det er et unødigt komplekst ansvar at lægge på en muligvis skrøbelig modtager. En del mennesker har i dag ”stemmeskam” og mener selv, at de ikke kan synge. En typisk årsag til dette er at man som barn i skolen fik bekræftet denne antagelse. Vi ser heldigvis i dag mange tiltag til at modvirke den sørgelige tendens, og det sker ofte gennem en eller anden form af argumentet ”alle kan synge” (jf. Sangens Hus’ motto ”alle har en stemme”). Jeg tvivler på at man fremmer dette formål ved samtidig at lægge til grund, at forudsætningen for at synge er kendskab til et bestemt kanoniseret repertoire, som samtidig ovenikøbet skal bevise ens dannelsesniveau.

Tendensen til at trække sundhedsargumentet af stalden i forsvaret for sangskatten er sikkert opstået for at skabe et objektivt fundament for den mere subjektive antagelse om, at nogle sange er bedre end andre. I disse tider er der jo bred konsensus om, at empirisk forskning er mere sikker grund end klassisk humanistisk. Men sammenkædningen af to ting, der ikke har nogen logisk sammenhæng, gør ironisk nok kun argumentet svagere. Påpegningen af, at den danske sangskat rummer kunstværker af høj og blivende værdi, kan sagtens stå alene. Og med hensyn til dommedagsprædikenerne om sangskattens deroute: Jeg er med på, at bevaringen af sangene kræver, at de unge lærer dem at kende på en eller anden måde. Men jeg er ikke overbevist om, at en topstyring af sangkulturen er nogen effektiv løsning. Gennem historien har sangskatten vist sig overraskende fleksibel og overlevelsesdygtig. Man kan således godt brænde for dens umistelige værdi uden at insistere på, at enhver sanghandling er forpligtet til at bidrage til dens bevaring.