Hvad former børns musiksmag? Et indblik i to undersøgelser om yndlingssange

Af Emma Berggreen Andersen, cand.mag. i Litteraturhistorie.

Meget aktivitet her på siden har til formål at bevise og belyse, at sang er godt – for krop og sjæl, empatiske og sociale evner, børns evne til at lytte, lære sprog, læse noder. Her vil jeg noget andet, noget på sin vis mere kontroversielt: det skal handle om musiksmag. For ét er, at vi kan blive enige om – i det mindste inden for denne snævre kreds, hvor vi mødes eller skrives ved over fælles sanginteresse – at det at synge er godt, men hvordan kommer vi derfra og så til en definitiv afgørelse af, hvilke sange der er gode?

Svaret på det er naturligvis, at derhen kan vi ikke nå. De mange overstrømmende, vrede, begejstrede, fornærmede og jublende tilbagemeldinger på den nyligt udkomne 19. udgave af Højskolesangbogen viser med stor tydelighed, at der ikke er enighed om, hvilke sange der fortjener en plads i den blå og dermed en plads i danskernes kollektive sanghukommelse, og heldigvis for det, vil mange nok sige. Men hvad er det der gør, at vi ikke foretrækker de samme sange? At nogle helst skruer højt op for AC/DC, når opvasken skal tages, mens dét for andre mest af alt lyder som larm. At en klassisk klaverkoncert i nogle ører er afslappende eller opløftende, mens den for andre lyder kaotisk og uinteressant.

Barndommens byggesten følger med ind i voksenlivet
Et svar kunne lyde, at vores musiksmag kan variere på lige så meget som vores yndlingsfarve, livret eller drømmedestination for sommerferien. Det er nok ikke for meget sagt, at der er lige så mange idéer om hvad der udgør en god sang, som der er forskellige mennesker. Det lyder flot, men gør os ikke meget klogere, og derfor er det nødvendigt at blive en smule mere klar i spyttet: Hvad former vores smag i musik – hvilke faktorer i vores omgivelser, opdragelse og uddannelse afgør, hvad der havner på playlisten, om vi skråler under bruseren, og om vi synger for eller brummer stilfærdigt rundt om juletræet?

Når jeg fremhæver uddannelse og opdragelse som væsentlige faktorer for vores musikalske smagsdomme, er det et udtryk for, at grundstenene lægges, mens vi er børn og unge. Dermed ikke sagt, at musiksmag ikke kan ændres livet igennem, præcis ligesom spisevaner eller tøjstil, men i de første år støbes det fundament, vi senere i livet bygger videre på.

Fra åbne ører til specialiseret musiksmag
En gruppe forskere med baggrund indenfor såvel psykologi som musikteori og -pædagogik har over en femårig periode undersøgt musiksmagen hos børn i alderen 3-5 år (ved undersøgelsens begyndelse). Tidligere undersøgelser har vist, at børn i førskolealderen generelt set har et bredere musikforbrug end 6-14-årige skolebørn, idet de mindre børn både synger og lytter til børnesange- og rim, sange fra børne-tv, traditionelle sange (i en dansk kontekst er Højskolesangbogen et fortættet eksempel på denne kategori), og popmusik fra hitlisterne. Denne form for lyttepraksis kaldes ”open-earedness”; børnene har en åben og ikkespecialiseret tilgang til musik, og ofte vil deres musiksmag ganske simpelt afspejle den musik de møder i dagligdagen. Når børn begynder i skole, vil deres musiksmag ofte ændre sig og krystallisere i en bestemt retning, typisk vil bestemte genrer eller artister fylde meget på playlister, plakaterne i børneværelset eller den nye skoletaske med yndlingsbandet på. Overordnet lytter de 6-14-årige mest til pop, rap og hiphop, mens der er mindre interesse for klassisk musik og traditionelle viser. Over tid kan disse præferencer ændre sig, men for de fleste bliver musikforbruget, og dermed også det mere abstrakte udtryk musiksmag, stabil og ensrettet, jo ældre man bliver.

Undersøgelsen vil altså stille skarpt på eventuelle ændringer og udsving i børnenes musiksmag over en femårig periode, ikke ved at kortlægge deres faktiske musikforbrug ved at kigge på om der er sangbøger i hjemmet, hvilke radiokanaler der lyttes til, hvilke tv-kanaler barnet har adgang til, hvad der bliver sunget i skolen, eller hvad der gemmer sig i familiens Youtube-historik, men derimod ved simpelthen at spørge, hvad der er barnets yndlingssang, og om hun/han vil synge den for intervieweren. Som enhver tilgang har dette sine fordele og ulemper: Det enkelte barn har mulighed for selv at sætte ord på, hvad der lige i det øjeblik spørgsmålet stilles, er den fedeste sang i verden, og kan endda få lov til at dele sin glæde ved at synge den for fuld hals hvis modet er til det. Omvendt er det svært at bevise at barnet svarer ”rigtigt” og rent faktisk vælger den sang, han eller hun allerbedst kan li’ akkurat den dag og time, spørgsmålet stilles. Som børnene bliver ældre og dermed mere selvbevidste, vil de måske prøve at give et svar der sender et bestemt signal, i stedet for at svare ærligt. Endelig er der den mulighed, at yndlingssangen er så svær at synge, at barnet på grund af præstationsangst eller bekvemmelighed vælger at synge noget andet.

Børnerim, pigemusik, radiohits, politisk mexicansk rap – og ”Skal vi ikke bygge en snemand?”
Blandt en større gruppe næranalyseres svarene fra fem børn fra området omkring Los Angeles, Californien – alle fem er af latinamerikansk afstamning og går i amerikanske skoler, deres forældres indkomst ligger under fattigdomsgrænsen og børnene er 5-7 år gamle, da den femårige undersøgelse går i gang. Fire af dem dyrker meget sport i fritiden, men ingen af dem modtager musikundervisning i særlig grad. Svarene fra de fem børn fremhæves og analyseres, fordi lige netop disse fem rent faktisk svarer på det årlige spørgsmål om deres yndlingssang. Blandt de adspurgte børn – som var inddelt i grupper alt efter, om de gik til sport, modtog musikundervisning eller ikke dyrkede fritidsaktiviteter i udpræget grad – var musikeleverne mindst villige til at dele deres musikpræferencer med intervieweren. Det kan forekomme besynderligt, i og med at disse formodentlig har en større paratviden, og måske endda et større bagkatalog at vælge fra, men her gælder det gamle mundheld om, at jo mere man ved, jo mere ved man også, at man ikke ved. Med viden følger selvbevidsthed, og musikeleverne kan føle sig pressede til at give et kvalificeret svar, og blandt disse er der da også langt flere der opremser klassisk musik blandt favoritterne, mens færre sværger til populære radiohits.

Nærmest modsat forholder det sig blandt de fem børn Pablo, Clarissa, Sofia, Adalina og Benita, der næsten alle nævner store pophits, når de bliver spurgt, hvilken slags musik de foretrækker. Pablo er den af børnene, der tydeligst viser tegn på, at hans musiksmag krystalliseres med årene, idet han løbende frasorterer først børnerim og -sange, derefter popmusik, for til sidst at nævne mexicansk rap med politiske undertoner og hiphop-genren som sine favoritter. Clarissa er inkarneret popfan gennem alle årene, hun klarer sig dårligt i skolen, men brillerer i musiktests, og hendes mor fortæller at hun kan alle radiohits udenad. Sofia foretrækker musik fra Disney-film og nævner ellers sange fra kristne bands og artister, som hun har stiftet bekendtskab med derhjemme, i kirken, eller i kirkekoret, hvor hun synger. Adalina lytter til pop og parodiske covernumre, og hun betegner selv sin musiksmag som piget. Benita rapporterer som den eneste af børnene om et udpræget kendskab til latinamerikansk musikkultur og nævner flere kunstnere samt sange fra Disney-serien Violetta, der har stor succes i Latinamerika.

Personlig smag eller påduttede præferencer?
Det er vel næsten overflødigt at nævne, at musik fylder noget, hvis ikke meget, i hverdagen for alle børn med et moderne musikforbrug. At synge, lytte eller danse til musik er en måde at definere sig selv på, én blandt mange muligheder for at besvare det forkromede spørgsmål om, hvem man egentlig er som menneske – også for et barn i femårsalderen.
De sange, børnene nævner som deres favoritter, kan derfor både ses som et udtryk for deres personlige interesser og dispositioner – komme indefra – og samtidig være påvirkede af deres omgivelser – udefrakommende faktorer. Først i livet er det hjemmets sange og musik, der fylder meget; godnatsange, rim og remser, og ikke mindst forældrenes og eventuelle ældre søskende eller andre familiemedlemmers musikforbrug, som barnet kan læne sig op ad, indtil egne præferencer opstår. Senere spiller kammerater fra skole og fritidsaktiviteter en væsentlig rolle, og i løbet af barndom og tidlig ungdom vil der gradvist være flere og flere fora, hvor barnet færdes, som kan påvirke den enkeltes tilbøjelighed til at lytte til dansktop på CD, smække en vinyl med et relativt ukendt indieband på pladespilleren, eller tænde for en automatisk genereret playliste på Spotify.

Musikundervisning er horisontudvidende, fordi børn og unge ofte vil opleve, at de her præsenteres for andet end det, der spilles i bedste sendetid på P3. Samtidig kan det give en større grad af selvbevidsthed, når et spørgsmål som ”Hvad er din yndlingssang?” skal besvares, fordi man som musikalsk skolet kan føle sig forpligtet til at kuratere sin musiksmag for at udstråle noget bestemt.

Estland – En syngende nation
En lignende undersøgelse er foretaget i Estland, og er interessant at sammenligne med. Den estiske sang- og musikkultur er nemlig en ganske anden end den amerikanske og minder langt mere om den danske, idet bestemte sange og sangsituationer opfattes som udtryk for et bestemt nationalt særpræg. Historisk og aktuelt i Estland har og er sang en måde at udtrykke et historisk, sprogligt og kulturelt tilhørsforhold, og med Estlands historie som tidligere besat af både Sovjetunionen og Tyskland har der været behov for denne markering af, hvad den estiske folkesjæl rummer. Sangmæssigt er Estland særligt bemærkelsesværdig, fordi landet hvert andet år afholder en såkaldt Song Celebration Festival, en kæmpemæssig korfestival, der i 2019 havde 32.000 deltagende korsangere og over 60.000 betalende gæster – publikum og sangere udgjorde altså omkring 10% af den samlede estiske befolkning, og mere end halvdelen af estlænderne har set eller deltaget i festivalen i løbet af deres liv.

Engelsksprogede sange dominerer populærmusikken i Estland, ligesom i Danmark, men modsat her er musikundervisning obligatorisk til og med gymnasieniveau, og flertallet kan læse noder og har på et tidspunkt sunget i kor. At beskrive Estland som en syngende nation kan altså dårligt betegnes som en overdrivelse. Hvad gør det ved børnenes musiksmag? Det korte svar er: Ikke ret meget. De estiske børns yndlingssange er traditionelle estiske sange med nationalt islæt, estiske børnesange, men også adaptationer af udenlandske sange samt popmusik fra ind- og udland. Sangvantheden gør imidlertid en stor forskel, når det kommer til at dele – altså synge – sin yndlingssang, som næsten alle de estiske børn gør. Når man er vant til at synge, og tilmed vant til at de fleste omkring en også gør det, er sangen en naturlig del af hverdagen, og opfattes ikke på samme måde som en disciplin, hvor der skal præsteres.

Praksis for sang og præferencer for sange
Nå, kom vi det i virkeligheden meget nærmere? At synge meget og gå til musikundervisning forandrer ens forhold til musik og sang, men som første undersøgelse viser, kan man sagtens have en varieret og veludviklet musiksmag uden at gå til kor eller spille et instrument. Resultaterne fra Estland giver et tydeligt billede af, at sangvanthed er en afgørende faktor, når det kommer til fravær af stemmeskam og evnen til at give sangglæden frit spil. Men det vedrører praksissen, sanghandlingen, og ikke selve den musikalske smagsdom. Vi så i den første undersøgelse, at børn fra forholdsvis ens miljøer kan have vidt forskellig musiksmag: For én fylder religionen meget, mens en anden fokuserer på sit latinamerikanske ophav. De konkrete konklusioner og formfuldendte slagord lader vente på sig, men måske er det heller ikke så dårligt endda at slutte på en gajolagtig formulering om, at ligesom vi mennesker formes af bestemte steder, særlige begivenheder og udvikler os gennem hele livet, så gør vores musiksmag det samme.

Litteratur

Cho, Eun, Assal Habibi og Beatriz Ilari: ”’What is Your Favorite Song?’ Musical Preferences and Taste in School-aged Children over Five Years”, i Frank A. Russo et. al. (red.): The Routledge Companion to Interdisciplinary Studies in Singing, bd. 1, Routledge 2020, s. 384-395.

Raju, Marju, Laura Välja og Jaan Ross: “How Musical Culture is Reflected in the Choice of Favorite Songs of Estonian Children” i Frank A. Russo et. al. (red.): The Routledge Companion to Interdisciplinary Studies in Singing, bd. 1, Routledge 2020, s. 396-407.