Fællessang som rituelt medborgerskab

Af Thomas Husted Kirkegaard, postdoc, Enhed for Sangforskning, Aarhus Universitet

Når man taler om ”fællessang og medborgerskab”, ser man ofte, at de to størrelser bliver forbundet gennem et tredje, medierende led som f.eks. ”Grundtvig”, ”fællesskab” eller ”kulturarv”. Det har vi tydeligt set i 2024, hvor grundloven fylder 175 år, og DR har lanceret deres store tema ”På grund af Grundtvig”. Tag for eksempel det store liveshow ”Fællessang – live fra Christiansborg”, der blev sendt den 31. maj (lørdagen før selve jubilæet den 5. juni) og som blev indledt med ordene: ”Folkeoplysning, salmer, folkeskole, friskole, dannelse, demokrati, fællesskab, frisind, debat, højskole, folkekirke, forandring – på grund af Grundtvig”. En lang perlerække af ord og begreber, som altså skulle hyldes igennem fællessang – med Grundtvig som det forbindende led mellem det, der blev hyldet, og måden, det blev hyldet på.

Men måske skal man være forsigtig med at lave en for snæver kobling mellem fællessang, Grundtvig, fællesskab og kulturarv. Måske kan fællessangen have ”medborgerskabende” potentialer på andre måder. I hvert fald tyder min forskning på, at fællessang og medborgerskab kan kobles gennem noget langt mere basalt, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med dansk kulturarv, grundtvigsk tankegods og stærke fællesskaber. Nemlig ren og skær sangglæde.

Danskernes fornemmelse for fællessang
Igennem det sidste års tid har vi på Enhed for Sangforskning (Aarhus Universitet) drevet et forskningsprojekt, som fra både historiske og aktuelle vinkler undersøger den danske fællessangskultur. Vores spørgsmål er mange, men handler blandt andet om at undersøge indholdet af den store pakke af associationer til begrebet fællessang. Hvilke værdier og begreber forbinder danskerne fællessang med? For at undersøge dette har jeg besøgt efterskoler, højskoler og et væld af fællessangsarrangementer for at lave deltagerobservationer og interviews med fællessangsdeltagere.

Ikke overraskende er der ganske mange, der bekræfter, at fællessang for dem er tæt forbundet med idéer om fællesskab, dansk historie og den gode Grundtvig – ja, for de fleste, jeg har talt med, er det faktisk åbenlyst, at fællessang er et vidundermiddel til at skabe fællesskaber, medborgerskab og dannelse. Hvad der til gengæld overraskede mig i mit feltarbejde var, at der også er en stor andel af de sangglade danskere, der aktivt opsøger fællessang for at styrke noget helt andet: nemlig dem selv.

Fællessang uden fællesskab?
For nogle af mine sangglade informanter var al den snak om fællesskab og dansk kulturarv faktisk en smule enerverende. En kvinde på 55 år, som følte stor glæde ved at synge fællessang, beskrev, hvordan der nogle gange kom skår i glæden, når hun syntes det blev for selvforherligende og ”omklamrende”:

“Jeg var til et arrangement her i vinter […] og så var der sådan: ”Nu skal vi synge en rigtig højskolesang!” Og det – aargh – så synes jeg bare lige pludselig det blev voldsomt omklamrende. Det kunne jeg sådan mærke, at… der er sådan en gammel 68-flipper i mig samtidig. […] Det føltes højstemt, og pludselig blev det mega konservativt, og jeg havde det sådan lidt aadr – det kan jeg bare ikke have, det her! Altså det var bare – puha! Det vendte sig i mig, simpelthen!”

Hun fortalte videre, at hun ofte forbandt fællessang med en problematisk nationalisme:

“Jeg kan nogle gange tænke, om det er et inkluderende eller ekskluderende fællesskab. […] Der er nogle af de sange, som der er i sangbogen, som er… måske liiige nationalistiske nok, når det kommer til stykket”.

Hvorfor opsøger hun så fællessang? Simpelthen fordi hun elsker at synge. For den 55-årige kvinde handler det om en umiddelbar og nærmest ureflekteret sangglæde – mens hun faktisk har et mere ambivalent forhold til sangenes tekstindhold og de etablerede fællesskaber rundt om sangen. For hende handler fællessang langt fra om Grundtvig, fællesskab eller kulturarv – tværtimod! Det handler slet og ret om at synge.

At udveksle samfundet
Dette fokus på sangglæden i sig selv går igen i mange af mine interviews. Selvom fællessangen ofte hyldes for dens evne til at skabe og styrke fællesskaber, så er dette helt sekundært for nogle sangere. Her er det en kvinde på 49 år, som jeg talte med til maratonsang i Vartov:

“Men altså, det er faktisk ikke så meget det sociale, der betyder noget på den måde for mig, det er jo mere… selvfølgelig, at være en del af at synge i flok – der skal være nogle mennesker. Men det er ikke for at få en interaktion. […] Jeg behøver ikke relationer til de mennesker, der er her, men der er alligevel en følelse af noget samlet, og vi har nogle fælles oplevelser”.

Den 49-årige opsøgte ofte fællessang alene, simpelthen fordi det gjorde hende glad og var et slags quick fix til godt humør. Begreber som tradition og kulturarv var fraværende i det hun fortalte, og til sidst i interviewet spurgte jeg hende derfor direkte, om hun også forbandt fællessang med dansk kulturarv:

“I forhold til… Jo, altså nej… Ja, jeg er – nej! Det ved jeg faktisk ikke rigtigt. Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror mere, det er lidt mere egoistisk. Jeg er virkelig bare – kan rigtig godt lide at synge!”

Samtidig blev det i samtalen med den 49-årige tydeligt, at den indadvendte og umiddelbare sangglæde langt fra var indholdsløs. Og at det faktisk var centralt, at der alligevel var ”en følelse af noget samlet”, som hun sagde. Sangglæden opstod blandt andet i kraft af det uforpligtende fællesskab, som hun følte sig som en del af: I fællessang kunne man synge med vildt fremmede, som man ikke behøvede at have en varig relation til. Netop derigennem opstod noget vigtigt:

“Og også når jeg sidder og står og synger alle mulige sange, jeg ikke har et forhold til her, men [som] andre holder meget af, så bliver man en del af et sangfællesskab. Så det er mere den oplevelse, tror jeg, af samhørigheden – mere end det er at lære nogle nye mennesker at kende eller tale meget med nogen. Det er i virkeligheden mere det at udveksle samfundet”.

Erfaringen med ”at udveklse samfundet” var især bundet op på en bestemt oplevelse, den 49-årige havde haft med fællessang. Den fortalte hun om, da jeg spurgte, om hun også forbandt fællessang med fællesskab:

“Nej, jeg tror det faktisk ikke. Ikke rigtigt. Men det er der, der ligger selvfølgelig nok lidt i det alligevel. Jeg tror, at jeg tænke mest over det, da jeg var til morgensang på Hovedbiblioteket på ramadanens sidste dag, hvor Isam B. var forbi og sang sammen med nogle børn fra den skole, hvor han arbejder. De var ligesom med. Og det var bare så rørende. Da de ligesom sang, da vi sang Ramadan i København (HS 164), som er så omdiskuteret og alt det der, så var det bare sådan… Det var – vi havde sunget alle mulige sange inden – og så var det bare lige den der, som de kendte, hvor de ligesom blev en del af et fællesskab. Der tænkte jeg lidt over det der… hvad det egentlig er, det kan. Altså at vi synger hinandens sange og på den måde taler sammen i et fællesskab”.

Selvom den 49-årige primært var motiveret af egen sangglæde, så følte hun altså stor glæde ved at opleve andre – helt ukendte – personer blive en del af det umiddelbare sangfællesskab. Fællessang handlede for hende ikke om at styrke etablerede fællesskaber som venskaber og familierelationer. Det handlede heller ikke om at dyrke noget nationalt eller særlig dansk. Samhørigheden var mere åben, her-og-nu og uforpligtende – og måske netop af den grund en central måde at være i berøring med et foranderligt samfund på.

Jeg vil også have lov at være her!
Til maratonsang talte jeg også med en 58-årig kvinde, der havde en lignende oplevelse af, at fællessangen gav hende en plads i samfundet. Den 58-årige havde i hele sit liv fået at vide, at hun var en ”brummer”. I skolen var hun blevet bedt om at mime i stedet for at synge – hun sang så falsk, at det var bedst, hvis hun slet ikke brugte sin stemme, fik hun at vide. Men i fællessangen blev hun bekræftet i, at der også er plads til hende:

“Jeg har taget en aktiv beslutning om, at fordi jeg så godt kan lide at synge, så er det mig, der bestemmer. […] Jeg kan godt lide at synge, og jeg kan heldigvis ikke høre mig selv, forstår du hvad jeg mener? Og jeg vil også have lov at være her”.

Hvis der er ét tydeligt tema, der går igen i min etnografi, så er det dette: For langt de fleste fællessangere handler fællessang ikke om musikalsk vellyd eller æstetisk kvalitet, men simpelthen om deltagelse. Temaet er særligt fremtrædende for de af mine informanter, der ifølge egne udsagn ikke synger godt. En 47-årig hyppig fællessangsdeltager havde kæmpet med at føle sig tryg ved sin stemme, men netop i fællessang følte hun sig jævnbyrdig med andre: “Det der med at være et sted, hvor man bare kan give den gas. Og være sig selv. Det er bare fedt!” Mange af mine informanter har på den måde talt om fællessang som en kilde til en følelse af empowerment, altså en følelse af gyldighed og myndighed.

Et ritualteoretisk perspektiv
Der er noget tilsyneladende selvmodsigende i noget af det, mine informanter har fortalt mig. De synger for at opnå en personlig følelse af empowerment – men det er netop en følelse der opstår, fordi de indtræder i noget større, noget kollektivt, noget fælles. De synger for deres egen skyld, men taler alligevel om ”udveksling af samfundet”. De understreger, at de udelukkende er motiveret af noget ”egoistisk” og privat, men har samtidig detaljerede idéer om, hvordan fællessang kan have positive effekter for offentligheden. Hvordan kan det være?

Man kan muligvis finde nogle svar, hvis man kigger mod ritualforskningen – for på mange måder fungerer moderne fællessang som et ritual: En synkron, kollektiv aktivitet med særlige handlingsforeskrifter og ofte med et symbolsk indhold. Fællessangsritualet kan kort beskrives nogenlunde således: En gruppe af deltagere synger synkront en sang, som er sømmelig i forhold til den konkrete kontekst. Der findes uendelige variationer over dette, og det er meget forskelligt, hvad der er sømmeligt (og faktisk tyder det på, at dansk fællessangskultur bevæger sig mod en stadigt mere elastisk sømmelighed, jf. Lea Wierød Borčaks begreb ”repertoiretolerance”; se Borčak 2022). Det kan være socialt acceptabelt at skråle truende eller ligefrem voldelige slagsange på fodboldstadion (Herrera 2018), men det ville være besynderligt, hvis man gjorde det til en sangaften på det lokale bibliotek. Det kan være passende at synge Kim Larsens ”Om lidt bli’r her stille” (HS 135) til en begravelse, men det ville være upassende at begynde en fest med den sang.

Netop ”sømmelighed” er et centralt begreb i visse grene af ritualforskningen. Forskere som Roy Rappaport (1926-1997) og Frits Staal (1930-2012) har peget på, at det centrale i ritualer ikke er indholdet – det, som de rituelle handlinger symboliserer – men snarere selve udførelsen af de rituelle handlinger. Deltagelsen har en egenværdi, og med Frits Staals lidt provokerende spidsformulering: “Ritual er ren aktivitet, uden mening eller formål” (Staal 1979, 9; min oversættelse). Eller som den 49-årige sagde: Jeg kan bare godt lide at synge!

Alene det at man deltager, betyder, at man performativt bekræfter, at aktiviteten er socialt sømmelig, og at man accepterer en fælles norm. Det betyder ikke, at man nødvendigvis tror inderligt på det symbolske indhold i ritualet – i vores kontekst betyder det for eksempel ikke, at man er troende kristen, selvom man synger salmer til et fællessangsarrangement, eller grundtvigianer fordi man synger ”Nu falmer skoven trindt om land” (HS 359). Roy Rappaport skelner mellem accept og tro: Tro er en indadvendt, subjektiv tilstand, mens accept er en offentlig handling, som er synlig for andre (Rappaport 1974). Hvad enten man selv køber ind på, at fællessang er fællesskab, Grundtvig, danskhed eller kulturarv, så kan deltagelse i fællessang altså være en accept af nogle fælles normer.

Med Rappaports skelnen mellem accept og tro opstår en potentiel konflikt mellem det offentlige og det private, som minder om den, jeg finder hos mine informanter – tænk blot på den 55-årige, som elsker at synge, men som græmmes lige så snart hun tænker dybere over det symbolske indhold i ritualet fællessang. Denne konflikt er central for Rappaport: “Accept indebærer ikke tro. […] Denne formulering antyder ikke kun, at ritualer kan fremmedgøre det offentlige fra det private jeg, men insisterer også på, at muligheden for, at de faktisk gør det, gør samfundet muligt” (Rappaport 1974, 57; min oversættelse). Den lidt kryptiske sætning peger på, at ritualer har en grundlæggende samfundsopretholdende funktion. Religionsforskeren Hans Jørgen Lundager Jensen opsummerer Rappaports teori således: “[U]den fælles norm, uanset dennes indhold, intet samfund, intet sprog, ingen gensidig forståelse. Derfor er ritual samfund, og derfor forudsætter samfund ritual” (Lundager Jensen 2003, 70).

Med ritualteorien in mente kastes et nyt lys på informanternes beretninger: De synger for at synge, men netop derved accepterer de en indtræden i en rituel, syngende offentlighed. Og det giver mange af dem en følelse af empowerment og myndighed, at de er gyldige medlemmer af denne offentlighed på lige fod med andre deltagere.

At bruge sin stemme
Og dermed bliver de sproglige sammenhænge mellem det at synge og det at bruge sin stemme endnu tydeligere, end de var i forvejen: At bruge sin stemme, enten i fællessang eller i stemmeboksen, er en performativ accept af en demokratisk offentlighed; det er at indtage én blandt flere stemmer, som alle er lige meget værd.

Hvis fællessang har et medborgerskabende potentiale, så er der altså noget, der tyder på, at dette ikke kun opstår i kraft af et særligt sangrepertoire, en særlig dansk tradition eller et særligt tankegods fra Grundtvig. Alene det at synge med andre – om det er Ingemann eller Odbjerg, om sangen synges rent eller falsk – kan skabe en følelse af, at man er ”borgere med” hinanden.

Sådan er det i hvert fald for dem, jeg har talt med. For det er vigtigt at påpege, at de udgør en særlig gruppe af danskere, som i høj grad selv opsøger fællessang. Men hvem er denne gruppe danskere egentlig? Hvor stor en andel af samfundet udgør de? Og hvem er de danskere, der ikke synger?

Det er nogle af de spørgsmål, du kan blive klogere på i artiklen af min kollega Anne Agersnap.

Læs mere om den omtalte undersøgelse og det igangværende forskningsprojekt her: Enhed for Sangforskning (au.dk)

Litteratur
Borčak, Lea Wierød. 2022. “Den melocentriske vending i dansk fællessangskultur.” Kritisk forum for praktisk teologi 168. https://www.kfpt.dk/pub/292imw0u (besøgt 26. juni 2024)

Herrera, Eduardo. 2018. “Masculinity, Violence, and Deindividuation in Argentine Soccer Chants: The Sonic Potentials of Participatory Sounding-in-Synchrony.” Ethnomusicology 62 (3): 470-499.

Højskolesangbogen (HS). (2020). København: Forlaget Højskolerne.

Lundager Jensen, Hans Jørgen. 2003. “Roy Rappaport: Ritual and Religion in the Making of Humanity.” Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 43: 69-75.

Rappaport, Roy. 1974. “Obvious Aspects of Ritual.” The Cambridge Journal of Anthropology 2 (1): 3-69.

Staal, Frits. 1979. “The Meaninglessness of Ritual.” Numen 26 (1): 2-22.