Er sang udtryk for demokratisk sindelag? Om syngning, fejringer og demokratisk deltagelse

Af Anne Agersnap, postdoc, Enhed for Sangforskning, Aarhus Universitet

”Det er en selvfølge, at der mellem talerne blev sungne sange”. Således står der skrevet i en kort reportage fra et grundlovsarrangement i Grejs tæt ved Vejle fra år 1870. Dette er en selvfølgelighed, der fortsat gør sig gældende ved de mange grundlovsarrangementer, der også i vores tid afholdes rundt omkring i Danmark: Der skal holdes taler af nogle, og der skal synges af alle. En undersøgelse lavet på Enhed for Sangforskning viser imidlertid, at kun et fåtal af befolkningen er med til at besynge og på den vis fejre folkestyret på grundlovsdag. Denne observation alene giver imidlertid ikke meget indsigt i forholdet mellem sang og demokratisk deltagelse. Dette forhold kan imidlertid oplyses ved sammenligninger af danskernes sangvaner og deres deltagelse i demokratiske valg.

Sang, traditioner og grundlovsdag
På Enhed for Sangforskning gennemførte vi i oktober 2022 en spørgeskemaundersøgelse, der på flere leder og kanter undersøger hvornår, hvor meget, hvorfor og hvordan danskere synger med andre for på den måde at afdække syngevaner i befolkningen. Undersøgelsen blev gennemført blandt 2031 repræsentativt udvalgte voksne danskere i samarbejde med analyseinstituttet YouGov Denmark. Blandt vores observationer finder vi blandt andet, at kun 2,3 % har sunget sammen med andre i anledning af grundlovsdag. Danskerne er ellers glade for at synge til særlige lejligheder og højtider – anledninger der bryder med hverdagen og samler folk til socialt samvær. Til sammenligning svarer f.eks. 57,8 %, at de synger sammen med andre til jul. Grundlovsdag lader altså ikke til at være en dag, der er er skrevet ind i danskernes fejringskalender på samme måde som andre kulturelt vigtige begivenheder som jul, fødselsdage, overgangsritualer og Sankt Hans, som er blandt de lejligheder, hvor der ifølge vores undersøgelse synges allermest i fællesskab.

Når danskerne ikke i stort omfang fejrer grundlovsdag med sang, er dette ikke i sig selv en indikation på, at befolkningen ikke ønsker at hylde folkestyre og demokrati. Det er sjældent alene indholdet af kulturelle begivenheder – historien eller ideen bag en begivenhed – der bestemmer, hvilke højtider, helligdage og andre særlige lejligheder, som får greb i en befolkning og forbliver festligholdt over tid. Det kræver, at et socialt fællesskab gentager og dermed traderer begivenheden. Begivenheder, der har bedst mulighed for at blive og forblive en tradition, har typisk en række skikke eller ritualer tilknyttet, så der er noget konkret at gentage fra fejring til fejring. Fælles sang er en enestående praksis i den sammenhæng, da det giver samtlige tilstedeværende mulighed for kropsligt og i fællesskab at deltage aktivt i fejringen. Som vi kan se af citatet fra avisen fra 1870 er sang fra de tilstedeværende en selvfølgelig del af et grundlovsdagsarrangement – fælles sang er således et forhåndenværende redskab til konkret at tradere begivenheden: Vi synger i år, ligesom vi gjorde sidste år, og som vores forfædre gjorde for 100 år siden.

Andre faktorer omkring en fejringsdag kan også spille ind. Tid er en væsentlig faktor. Når man fejrer jul i Danmark, er der en række fridage afsat. Fridagene skaber et konkret brud med hverdagen og indrammer på den måde højtiden som noget særligt i kalenderen. Til sammenligning er grundlovsdag ikke en fast fridag, selvom den tidligere både har optrådt som en hel og en halv fridag. Nogle faggrupper har den stadig som fridag, og nogle skoler holder undervisningsfri, nogle skoler holder delvist undervisningsfri, mens andre skoler holder helt almindelig skoledag.

Udover skikke, ritualer og tid er en fælles bevidsthed om begivenheden naturligvis vigtig. Det kan derfor også være, at sangstatistikken for grundlovsdag ændrer sig her fra 2024, hvor det danske folkestyre fylder 175 år. Måske den store bevågenhed på grundlovsdag med Grundtvig-dokumentarer og ny grundlovssang i år fik flere til at fejre og besynge demokratiet i fællesskab.

Traditionssangeren, socialsangeren, hypersangeren og ikke-sangeren
Selvom danskernes sangmønster i forbindelse med grundlovsdag lader til at sige mere om danskernes fejringsvaner end om deres forhold til demokratiet, er der andre observationer fra spørgeskemaundersøgelsen, der kan belyse forholdet mellem sangvaner og demokratisk deltagelse. For at udlægge dette forhold er det nødvendigt med en præsentation af fire sangprofiler, der kan udledes af besvarelserne. Undersøgelsen har påvist fire idealtypiske sangprofiler, som vi kalder traditionssangeren, socialsangeren, hypersangeren og ikke-sangeren. Disse fire profiler adskiller sig fra hinanden, når man sammenligner deres sanghyppighed, sanganledninger, holdninger til at synge i fællesskab og sangsocialisering; den proces i opvæksten, der introducerer børn til sangfællesskaber, sangkompetencer og indsigt i sangnormer (jeg vil imidlertid ikke udlægge alle variationerne i nærværende sammenhæng). Traditionssangerne udgør 23 % af de adspurgte, der svarer, at de synger ”få gange om året”. Til sammenligning består socialsangerne af de 16 %, der synger ”flere gange om året”. De to gruppers svar vedrørende sanghyppighed minder således utroligt meget om hinanden. Begge har et sporadisk sangmønster, idet sangudøvelsen sker drypvist hen over et år. Forskellen på ”få gange” og ”flere gange” viser sig imidlertid at dække over andre væsentlige forskelle. Traditionssangerne synger primært ved særlige lejligheder (højtider og overgangsritualer). Dette mønster har socialsangerne også; de deltager bare i dem oftere end traditionssangeren, og i tillæg dertil synger de oftere i forbindelse med hverdagsarrangementer (f.eks. børnehave-/skolearrangementer og fritidsaktiviteter). Socialsangernes sangpraksis peger desuden på, at de har et stort socialt netværk. At synge med andre forudsætter, at man mødes med andre – og dette lader socialsangerne til at gøre i højere grad end traditionssangerne.

Hypersangerne udgør 15 % og inkluderer personer, der synger minimum én gang om ugen. De er således den gruppe af danskerne, der synger allermest. Hypersangerne synger til samme type anledninger som traditionssangerne og socialsangerne. Derudover har de en meget mere rutinepræget sangpraksis. Den falder ikke sporadisk hen over et år, men meget fast på ugebasis. Hypersangerne lader således til at indgå i nogle faste fællesskaber, hvor man mødes for at synge. Den sidste gruppe – ikke-sangerne – består af de 9 %, der siger, at de aldrig synger sammen med andre. Denne gruppe er således utroligt interessant, fordi den står i kontrast til de tre andre grupper, som alle har en sangpraksis (=syngning med andre) i et eller andet omfang.

At synge og stemme
Undersøgelsen har været særligt fokuseret på at kortlægge sangvaner i befolkningen. Vi har således ikke spurgt direkte ind til respondenternes holdning til og involvering i det danske demokrati og samfund. Der er imidlertid et par observationer, der indirekte kan give os et praj om sammenhængen mellem sangpraksis og demokratisk deltagelse. Vi spurgte ind til vælgeradfærd ved det på indsamlingstidspunktet seneste valg, som var i 2019. De fire grupper afviger ikke afgørende fra gennemsnittet, hvad angår præference for bestemte partier. Interessant er det imidlertid at sammenligne andelen af de fire grupper, som svarede, at de ”stemte blankt eller ikke stemte”. Blandt samtlige adspurgte valgte 3,7 % at stemme blankt eller ikke at stemme. Traditionssangerne lægger sig meget tæt op ad denne statistik med en svarprocent på 3,2 %. Hypersangerne ligger ca. ét procentpoint under gennemsnittet med 2,4 %, mens der blandt socialsangerne kun er 1,8 %, der valgte ikke at stemme eller at stemme blankt. Ikke-sangerne trækker til gengæld i en helt anden retning. Her finder man, at hele 8,5 % valgte ikke at stemme eller at stemme blankt i 2019. Sammenlignet med gennemsnittet er der altså tale om en mere end dobbelt så stor andel. Hvis man dernæst vender forholdet om og undersøger, hvor stor en andel af dem, der stemte blankt eller ikke stemte, også tilkendegiver, at de aldrig synger med andre, er der tale om hele 20,5 %. Det lader altså til, at der en sammenhæng imellem ikke at synge og ikke at stemme (eller at stemme blankt).

At stemme blankt og at afholde sig fra at stemme er sådan set to forskellige handlinger, som ideelt set skulle have været holdt adskilt i spørgeskemaet. Når man stemmer blankt, gør man stadig brug af ens demokratiske ret, selvom man ikke peger på et opstillet parti eller en af de opstillede kandidater, mens man ved ikke at stemme afholder sig fra at bruge denne rettighed. Alligevel kan begge handlinger indikere, at man ikke føler sig repræsenteret af de opstillede partier og/eller kandidater. Potentielt kan de også være udtryk for manglende tillid til den måde folkestyret praktiseres på.

I forhold til ikke at stemme/stemme blankt ligger socialsangerne og ikke-sangerne længst fra hinanden. Meget tyder på, at socialsangerne har et stort socialt netværk. Derudover klarer de sig udmærket i forhold til socioøkonomiske forhold: En stor andel har en mellemlang videregående uddannelse, er i fuldtidsarbejde og har en stabil indkomst. Ikke-sangerne står til gengæld ganske anderledes socioøkonomisk. De har meget kortere uddannelser. 12 % har senest afsluttet en folkeskoleeksamen til sammenligning med 7,6 % blandt samtlige adspurgte. En over gennemsnitlig andel af ikke-sangerne er førtidspensionister (10,4 % sammenlignet med 5,8 % i gennemsnit), og der er en let overrepræsentation af ikke-sangere, der er på næstlaveste indkomsttrin (17 % sammenlignet med et gennemsnit på 13 %), mens 20,4 % af ikke-sangerne ikke ønsker at oplyse indkomstforhold. Samlet set er der flere indikationer på, at ikke-sangerne er socialt dårligere stillet end både gennemsnittet og socialsangerne. Der er dermed både en sammenhæng mellem ikke-sang, ikke-deltagelse ved valg og lavere social status. En kortlægning af sangpraksis kan således være med til at kaste lys over forskellige sociale forhold. Meget tyder på, at de, der synger meget med andre, gennemgående er udstyret med flere ressourcer, end dem, der aldrig synger. Konklusionen er imidlertid ikke, at sang i sig selv leder til stærke sociale relationer eller et mere demokratisk sindelag. Snarere kan sang anskues som et af flere symptomer på social status og demokratisk deltagelse.

Ovenstående konklusioner er baseret på nogle meget foreløbige analyser. Forholdet mellem sang, social status og demokratisk involvering er højest komplekst og kræver flere analyser samt inddragelse af andre perspektiver og metoder. På baggrund af interviews og feltobservationer diskuterer min kollega Thomas Husted Kirkegaard i en artikel om fællessang og medborgerskab, hvordan personer, der falder ind under gruppen af hypersangere, oplever sang som en ressource for at gøre sig selv og sin egen stemme gældende.

Læs mere om den omtalte undersøgelse og det igangværende forskningsprojekt her: Enhed for Sangforskning (au.dk)