Teknologisk medieret fællessang – et overblik

Foto: Tak til publikum og Jim Daus for at stille billedet til rådighed. Billedet er taget af publikum ved en workshop, som foregik samtidigt i Aalborg og Ljublana i Slovenien, ved Europa Cantat 2021.

Af Lea Wierød Borčak

Medieret fællessang – et (forholdsvist) nyt felt

De seneste par år har lært os meget om, hvordan man ved hjælp af forskellige teknologiske hjælpemidler kan skabe et sangligt fællesskab selvom man er hver for sig. I en amerikansk artikel om virtuel fællessang under COVID19, som videncentret har oversat til dansk, sætter musikforskeren Esther Morgan-Ellis et navn på denne praksis: Medieret fællessang, på engelsk mediated community singing. Det dækker over alt fra syng-med-programmer på TV over virtuelle kor med forudindspillede stemmer til ”zoom-sang” og lignende, hvor man synger sammen på live video.

Det er egentlig ikke en ny idé – vi har i hvert fald siden begyndelsen af forrige århundrede brugt teknologien til at synge sammen. I 1930’erne inviterede Oluf Ring danskerne til at synge fællessang hjemme fra stuerne i radioprogrammet ”Syng med os”, og i besættelsesåret 1940 blev de store ”alsangsstævner”, som afholdtes for at styrke det nationale sammenhold, også radiotransmitteret så hele landet kunne samles i sang på tværs af geografien.

Med den hastige teknologiske og digitale udvikling er det ingen overraskelse, at også den virtuelle sang har fundet et væld af nye udtryk og praksisser. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvorved disse teknologisk medierede praksisser adskiller sig fra sang i fysiske forsamlinger. Er det muligt at opnå samme fællesskab gennem en skærm – og er der mon ligefrem visse fordele ved virtuel fællessang? Det spørgsmål har flere forskere undersøgt, og vi bringer her et overblik over nogle af positionerne i dette felt.

Forestillede sangfællesskaber

I 1983 fremsatte den britiske samfundsforsker Benedict Anderson det nu berømte begreb om ”forestillede fællesskaber” for at beskrive den type af fællesskab, der rækker over en gruppe af mennesker, der er for stor til at hvert enkelt menneske kender alle andre i gruppen personligt. Det gælder fx det nationale fællesskab. For at man kan komme til at forestille sig, at man har et fællesskab med mennesker, man aldrig har mødt, er det nødvendigt med medier. Ved nationalstaternes opkomst var det i høj grad de skriftlige medier som aviserne, der tilvejebragte en følelse af at være ét folk og være fælles om noget. Så kom radioen til og blev et vigtigt medium for følelsen af fællesskab på tværs af lokalitet, og senere igen TV, og i dag tillige internettet.

Interessant nok satte Anderson selv fokus på fællessang som en særlig måde at komme til at føle et fællesskab, ikke kun med de tilstedeværende syngende, men også med helt ukendte personer, som synger de samme ord på samme tid; fx på store nationale festdage (Anderson 1983). Musikantropologen Morag Josephine Grant har imidlertid kritiseret Anderson for dermed at reducere fællessang til sangens ord: Der er ikke noget ”forestillet” over fællessangens fællesskab, mener Grant – det er et reelt, fysisk fællesskab baseret på den musikalske, klanglige performance (2011, 82). Her kan man dog, til forsvar for Anderson, indvende, at om end det er sandt at fællessangens fællesskab oftest baserer sig på meget håndgribelige lokale gruppeforsamlinger, så er der ofte (altid?) også et forestillet element i det man synger sange, som både tidligere og fremtidige generationer vil komme til at synge, ligesom et lokalt sangfællesskab meget vel kan have en forestillet dimension idet at man synger på samme tidspunkt som andre lokale sangfællesskaber – fx faciliteret af en radiotransmission.

Det svenske fænomen ”Allsång på Skansen”, et utrolig populært fællessangsshow, som sendes hver sommer på svensk TV med millioner af seere, er et godt eksempel på en traditionsrig type af teknologisk medieret fællessang. Begivenheden er blevet afholdt siden 1930’erne, radiotransmitteret siden 1950’erne og sendt i TV siden 1970’erne. Teaterforskeren Chad Eric Bergman påpeger, at i sådan et show, hvor der er et publikum til stede på pladsen samtidig med en TV-transmission, ser vi egentlig to slags begivenheder i ét: En live-event og en teknologisk medieret event (Bergman 2010, 81). Spørgsmålet om, hvad det vil sige at noget er ”live”, er centralt for hele dette felt; hvor meget af den intense følelse af at ”være der selv” kommer ud gennem skærmen til seerne?

Musiketnologen David Borgo peger på, at live-oplevelsen har mere med den tidslige end den stedlige dimension at gøre (Borgo 2013, 340). Det er vigtigere for fællesskabsfølelsen, at vi synger på samme tid, end at vi er på samme sted. Det forklarer jo meget godt den TV-transmiterede fællessangs succes. Et andet spørgsmål, der ifølge Borgo rejser sig med den stigende teknologisering og digitalisering, er hvorvidt teknologien frisætter musikudøvelsen, så flere af os får ”ret” til at være med? Er teknologien dermed med til at demokratisere sang og musik? Eller omvendt: Bliver musik og sang mindre ”virkelig” af at vi altid modtager den i teknologisk medieret form? Fjerner teknologien dermed den virkelige, autentiske musikoplevelse fra os? Det er et vanskeligt dilemma, som vi ikke er færdige med at udforske endnu.

Sikkert er det i hvert fald, at musikteknologiens nye muligheder har revolutioneret den måde, vi producerer og konsumerer musik på. Borgo kalder denne nye form for fælles musikudøvelse gennem teknologiske medier for at ”transmusikere”. Igennem årtusinder har al musikudøvelse været tids- og stedsbunden, siger Borgo; men i vor tid kan vi lave musik og synge sammen med nogen, vi slet ikke kender. Ved ”Fællesang hver for sig” på DR ved vi strengt taget ikke, hvem vi synger med, og vi kan ikke høre andre end os selv. Det musikalske fællesskab er i den forstand virkelig forestillet.

Empirisk forskning i teknologisk medieret fællessang

En del forskere har lavet kvalitative og kvantitative undersøgelser af, hvorvidt sangdeltagelse gennem skærm og højttaler kan skabe et fællesskab – og hvordan. Et studie fra University College London undersøgte i 2019, hvilken slags ”socialt nærvær” man kan føle, når man synger i et virtuelt kor – en aktivitet, som ifølge forfatterne allerede på det tidspunkt var en i stigende grad populær beskæftigelse (Fancour & Steptoe 2019). Et virtuelt kor kan fx være et kor, hvori hvert medlem indspiller sin egen stemme, som siden bliver sat sammen, eller det kan være som fx det danske DROK (Danmarks rytmiske online kor), der synger sammen i en lukket Facebook-gruppe.

Forskerne konkluderede, at et virtuelt kor føles lige så virkeligt og nærværende som et kor med fysisk fremmøde, og virtuelle kor kan dermed være en måde at bekæmpe ensomhed og social isolation for folk, som ikke så nemt kan komme ud af hjemmet. Det vil altså også sige, at det at deltage i kor og fællessang virtuelt ikke bare er en trøstepræmie og en erstatning for ”the real deal”, men det kan faktisk noget, som fysiske kor og sangaktiviteter ikke kan – fx kan et virtuelt kor virke mere inkluderende overfor personer, som ikke har nemt ved det sociale, eller som har forskellige fysiske udfordringer. Det er også erfaringen fra det danske DROK, som blev undersøgt i et speciale fra 2021 af antropologen Julie Obinger Kristensen. Kristensen viser i øvrigt, at selve teknologien tilbyder nogle merværdier, som ikke findes i fysisk korsang; det gælder fx muligheden for at kommunikere på chat sideløbende med sanghandlingen etc. (Kristensen 2021, 72).

Et kvalitativt studie fra University of York var til gengæld ikke i stand til at bekræfte, at virtuel korsang kan give det samme som fysisk tilstedeværelse ved korsang (Daffern, Balmer og Brereton 2021). Selvom det er rigtigt, at teknologisk medieret fællessang udgjorde en livsline for mange under COVID19, så kan den nuværende teknologi ikke erstatte oplevelsen af det fysiske fremmøde, siger forfatterne. Denne konklusion bekræftes af endnu et studie, der udover at undersøge sangdeltageres egne opfattelser af ændringer i deres humør og sociale forbundethed, også målte deres stressniveau gennem prøver fra deres spyt og hår (Grebosz-Haring m.fl. 2022). Studiet viste, at selvom både den fysiske og den virtuelle fællessang ledte til positive forandringer i deltagernes humør og stressniveau, så var den positive effekt mest udtalt for kor med fysisk fremmøde.

Det flugter med, hvad den danske fællesskabsforsker Katrine Frøkjær Baunvig fandt ud af i et nyligt studie af danskernes deltagelse i TV-medieret fællessang under COVID19. Modsat hvad hun og hendes medforfattere havde forventet, viste deres undersøgelse, at de danskere, der deltog i TV-fællessangen, ikke følte en større forbundethed med andre af den grund (Sørensen, Baunvig og Andersen 2021, 131). Så hvad kan forklare, at fællessang på DR alligevel tiltrak millioner af seere? Ifølge Baunvig og kolleger kan det skyldes, at sangen virkede mere som krisebevidsthed en egentlig krisehåndtering: Fra vores kollektive erindring ved vi, at fællessang gennem historien har været danskernes måde at styrke sammenholdet på i krisetid, og ved at ty til national fællessang på TV, understreger vi dermed overfor hinanden, at vi er i krise.

Deltageren i centrum

I den kommende udgivelse ”Oxford Handbook of Community singing” giver Esther Morgan-Ellis i kapitlet om ”medieret fællessang” et overblik over de forskellige historiske og nutidige måder hvorpå teknologien har været anvendt til at synge sammen på afstand af hinanden. Hun påpeger, at det, der er vigtigt at studere i den sammenhæng, ikke er selve medierne, men deltagerne og deres oplevelser (Morgan-Ellis, 2023). Dermed sætter hun bl.a. fokus på, at virtuel fællessang kun fungerer på grund af deltagernes erfaring og fælles erindring om fællessangsoplevelsen; det giver ikke meget mening at synge med på ”Dejlig er jorden” på DR, hvis den sang ikke har en betydning for os gennem mindet om tidligere betydningsfulde situationer, hvor vi har sunget den. Det er vores kulturelle erindring, der åbner op for at den virtuelle fællessang kan danne forestillede fællesskaber. Med Morgan-Ellis’ ord: Ideen om teknologisk medieret fællessang ”problematiserer selve ideen om fællessang […]. Den udvisker grænserne mellem deltagende og udeltagende praksisser, stiller spørgsmålstegn ved fællesskabets natur og åbner døren for nye udforskningsemner” (Morgan-Ellis 2023, 52).

Litteratur

Anderson, Benedict. 1983. Imagined communities: Reflections on the origin and spread of nationalism. London: Verso.

Bergman, Chad Eric. 2010. “A Performativity of Nordic Space: The Tension between Ritual and Sincerity Re-Embodied through Each Performance of Sweden’s Allsång på Skansen.” Ethnologia Europaea 40, 2: 77-89.

Borgo, David. 2013. “Beyond Performance: Transmusicking in Cyberspace.” I Taking it to the Bridge: Music as Performance, red. Nicholas Cook & Richard Pettengil, 319-348. Ann Arbor: University of Michigan Press.

Daffern, H., Balmer, K., & Bereton, J. 2021. “Singing together, yet apart: the experience of UK choir members and facilitators during the Covid-19 pandemic.” Frontiers in Psychology 12, 624474. doi:10.3389/fpsyg.2021.624474

Fancourt, Daisy & Andrew Steptoe. 2019. “Present in Body or Just in Mind: Differences in Social Presence and Emotion Regulation in Live vs. Virtual Singing Experiences”. Frontiers in Psychology 10, 778. doi: 10.3389/fpsyg.2019.00778

Grant, Morag Josephine. 2011. “Sung Communities”. I Musiken: Festschrift für Christian Kaden, red. Katrin Bicher, Jin-Ah Kim & Jutta Toelle, 81-93. Berlin: Ries & Erler.

Grebosz-Haring, K., Schuchter-Wiegand, A. K., Feneberg, A. C., Skoluda, N., Nater, U. M., Schütz, S., & Thun-Hohenstein, L. 2022. “The psychological and biological impact of “in-person” vs. “virtual” choir singing in children and adolescents: a pilot study before and after the acute phase of the COVID-19 outbreak in Austria.” Frontiers in Psychology 12, 773227. doi: 10.3389/fpsyg.2021.773227

Kristensen, Julie Jasmin Obinger. 2021. Når sangen bygger bro mellem mennesker – Et studie af Danmarks første rytmiske online kor. Aarhus Universitet: Speciale ved Institut for Kultur og Samfund.

Morgan-Ellis, Esther. 2023. “Meditated Community Singing.” I Oxford Handbook of Community Singing, red. Esther M. Morgan-Ellis & Kay Norton. New York City: Oxford University Press.

Sørensen, Jesper F., Katrine F. Baunvig og Peter B. Andersen. 2021. ”Håndvask og fællessang. Ritualer og ritualiserede handlinger i Coronaens tid.” Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 72: 116-136.