Et musiketnologisk studie af teknologisk medieret fællessang under corona

Virtuel fællessang under COVID-19-pandemien

Af Esther Morgan-Ellis

(Oprindeligt bragt i American Scientist, oversat og forkortet af Lea Wierød Bor­­čak og bragt her med venlig tilladelse fra forfatteren)

For at forhindre spredningen af coronavirussen fandt sangere på kreative måder at bruge audiovisuelle kommunikationsteknologier til at lave musik sammen.

 Da COVID19-pandemien satte ind som en trussel mod folkesundheden i foråret 2020, var det ikke kun vores fysiske helbred, som var truet, men også vores sociale kontakt med omverdenen og dermed de mest grundlæggende glæder i livet.

Korsangere og fællessangsentusiaster verden over blev knust over at finde ud af, at det pludselig var livsfarligt at synge sammen. Nyhedsmedier og senere forskningsstudier udpegede korsangsbegivenheder som superspreder-events. Derfor forstummede fællessang i fysisk forsamling nærmest verden over, enten fordi sangerne blev enige om det eller som følge af lovgivning. Men folk havde ikke lyst til at opgive at synge sammen, og på bare nogle uger fandt man frem til en række forskellige måder at fortsætte sangen virtuelt. En udfordring var dog, at den nuværende teknologi ikke faciliterer samtidig flervejskommunikation; men mange sangere fortsatte ufortrødent ud fra et overvældende ønske om at bevare deres fællesskaber og harmonisere deres stemmer.

Selvom jeg ikke var medlem af et aktivt sangfællesskab, da pandemien satte ind, blev jeg snart suget ind i en verden af virtuel sang. Som mange andre var jeg ivrig efter at skabe kontakt til andre mennesker og finde trøst i kollektiv musikudførelse. Jeg opdagede, at jeg nød online sang enormt meget og at det var overraskende tilfredsstillende og meningsfuldt. Det, der begyndte som et tidsfordriv, blev snart en forskningsinteresse. Jeg ville finde ud af, hvad andre sangere oplevede og forstå, hvordan virtuel sang kunne opbygge og bevare fællesskaber under karantænen.

Jeg havde tidligere lavet historisk forskning i syng-med-programmer på TV og radio – alt sammen eksempler på det, jeg nu kalder medieret fællessang. De typer af virtuel sang, der blev praktiseret under pandemien var også medieret, men de brugte up-to-date kommunikations- og medieringsteknologi. For at forstå hvordan de virkede, brugte jeg etnografiske metoder, hvor jeg førte åbne samtaler via Zoom og noterede mine observationer og oplevelser omhyggeligt. I løbet af min forskning lærte jeg om de forskellige tilgange til online sang og fik indsigt i, hvordan virtuel musikudførelse hjalp sangere med at gennemleve måneder af social isolation, angst og tab. På et personligt plan blev jeg dybt involveret i flere sangfællesskaber og fik mange nye venner.

Latensproblemet

Under pandemien måtte næsten alle kæmpe med latensproblemer ved virtuelle møder – og disse audiovisuelle forsinkelser under videochats er specielt problematiske for musikere. Latens refererer til tidsforskellen ved overførslen af digitale data. Audiovisuelle platforme som Zoom tilføjer typisk ekstra latens for at opretholde lydkvaliteten i tilfælde af forsinkelse af data. Så små forsinkelser, som somme tider får to mennesker til at tale i munden på hinanden, er irriterende, men tåleligt; det forstyrrer overordnet set ikke kommunikationen. Derimod kræver synkron musikudførelse en latens, der ikke er større en 20 millisekunder, hvilket svarer til den latens musikere kan opleve i en stor, rungende koncertsal.

Der er også andre problemer forbundet med at bruge Zoom og andre videotjenester til at synge sammen. Fordi softwaren er designet til tale, vil den forsøge at identificere hovedtaleren og forstærker dennes tale, mens den nedtoner andre kanaler. Videomøde-software filtrerer også automatisk anden lyd end tale, hvilket kan inkludere sang. Endelig kan softwaren finde på at sætte tempoet op eller ned, hvis der bliver dårlig forbindelse – katastrofalt, når det handler om rytmisk musik. Selv under de bedste forudsætninger bliver ethvert forsøg på at synge over Zoom og andre platforme fordrejet og ude af sync.

Der har eksisteret kommunikationsplatforme med lav latens skræddersyet til musikeres behov i omkring 15 år, men de fleste sangere anede ikke noget om dem før pandemien. Hvert program har sin egen tilgang til at løse latensproblemet. Soundjack, for eksempel, faciliterer en direkte forbindelse mellem computere, hvilket fjerner forsinkelsen, der stammer fra, at data skal gennem en server. Den giver også brugeren mulighed for total kontrol over lydkvaliteten. Så hvor platforme som Zoom fastholder en høj kvalitet på bekostning af latens, så kan Soundjack-brugere manuelt optimere kvaliteten for at sikre den hurtigste overførselshastighed.

Selvom platforme såsom Soundjack, Jamulus og JamKazam kan facilitere næsten synkron online musikudførelse, er der en række forhindringer for at komme i gang. Man har brug for en computer med en ekstremt hurtig processor, mikrofon og hovedtelefoner samt en kabelforbindelse til internet. Og så skal man være rimelig tæt på hinanden geografisk, for at det fungerer. Desuden kræver disse platforme en del ekspertise af brugeren, ligesom man skal være tålmodig for at lære det. Hertil kommer, at de kun er lydprogrammer – at sende video kræver simpelthen for meget båndbredde. Selvom Soundjack har en videofunktion, fungerer den kun ved lav opløsning og med ekstremt hurtig forbindelse. Af alle disse grunde kiggede de fleste sangere sig om efter andre muligheder under pandemien.

Det virtuelle kor

Én løsning på latensproblemet er at optage alle de individuelle stemmer i et kor hver for sig og bringe dem sammen i et ”virtuelt kor”. I pandemiens første uger flød sociale medier over med inspirerende videoer med virtuelle kor, hvor individuelle sangere dukkede op på skærmen i Zoom-agtige bokse. Først troede mange, at videoerne faktisk viste en synkron online musikudførelse. Men virtuelle kor er slutproduktet af en møjsommelig proces, der samler videoer af individuelle sangere til en samlet ”performance”. Sådanne virtuelle kor eksisterede inden pandemien, men nedlukningerne bragte en bølge af opmærksomhed til denne fællessangsmodalitet. Kor, der var tvunget til at aflyse deres koncerter, kunne i stedet præsentere deres arbejde i videoform; venner, der ikke kunne samarbejde fysisk, optog deres bidrag; og sangere som aldrig før havde mødt hinanden, deltog i projekter møntet på at udvise sammenhold og modstandsdygtighed imod den globale kamp.

Flere forskere har vist, at det at deltage i et virtuelt kor kan skabe en ”følelse af fællesskab” og ”dybe følelser af tilknytning” mellem sangere. Imidlertid er det at synge i et virtuelt kor en handling, der udføres i isolation, hvor hver individuel deltager hverken ser eller hører de andre (deltagere får typisk et akkompagnementsspor at synge til). Mange sangere – inklusive jeg selv – finder optagelsesprocessen en smule stressende. Hovedtelefoner gør det svært at høre sig selv, men er nødvendige for at forhindre baggrundsstøj i at snige sig ind i optagelsen. Sangeren skal styre optageudstyret og bevare opmærksomheden på kameraet, altimens man føler sig som en solist mere end en korsanger. Denne ængstelse kan blive ekstra tydelig, når man bor sammen med andre, som lytter til hvad man laver. Og selv efter at man som sanger lykkes med at producere en god optagelse, så er produktionen af et virtuelt kor ekstremt tidskrævende for dem, der har den nødvendige software og ekspertise, og dyrt for dem der ikke har.

I nyere tid har sociale medier som TikTok og Acapella føjet en ny dimension til universet af online musikudførelse. Om end de er unikke i form og funktion, så faciliterer disse apps i bund og grund alle sammen produktionen af et virtuelt kor, idet den vigtigste forskel er, at brugerne lægger deres stemmer i lag ovenpå hinanden én ad gangen i stedet for at optage hver stemme for sig. TikToks potentiale som online fællessangsplatform blev kendt i den brede offentlighed tidligt i 2021, da en video af den skotske postarbejder Nathan Evans satte gang i den såkaldte #seashantycraze. Sangere og instrumentalister verden over brugte appens ”duet”-funktion til at lægge deres egen lyd til videoen og publicere resultatet. Apps kan tilbyde større muligheder for fælles tilknytning, fordi brugerne kan se de personer, de synger med; men de har dog også begrænsninger. TikTok videoer kan ikke overstige 3 minutter i længde, og Acapella kan i øjeblikket kun fås til iOS apparater. Hverken traditionelle virtuelle kor eller dem, der er født på sociale medier, kan i sig selv erstatte oplevelsen af at synge sammen.

At bruge Zoom til at synge online

For dem der er interesserede i fællessang for aktivitetens egen skyld, og ikke for at producere en poleret performance, kommer virtuelle kor til kort. Begæret efter at se de andre sangere og deltage i musikudførelsen i realtid drev mange sanggrupper tilbage til den allestedsnærværende platform Zoom, på trods af dens mange udfordringer. Selvom Zoom ikke kan facilitere synkron flervejskommunikation, og derfor ikke kan tillade sangere at lade deres stemmer klinge sammen i harmoni, så fandt brugerne alligevel bemærkelsesværdigt mange måder at ”hacke” platformen til deres egne formål. Min forskning viste, at Zoom sang var dybt meningsfuld for mange sangere, fordi den gav dem mulighed for at bevare fællesskabets tilknytning, genbesøge elskede repertoirer og beholde den ugentlige vane med at dedikere tid til sang, selv under ugunstige forhold.

Min forskning under pandemien adresserede flere deltagelsesbaserede sanggrupper, men fokuserede på aktiviteterne hos såkaldte Sacred Harp singers. Over et tidsrum på nogle måneder interviewede jeg 22 sangere om deres oplevelser og deltog i hundredevis af timers online sang. Sacred Harp er en tradition med rødder i Sydstaterne i USA, selvom det nu har tusinder af tilhængere verden over. Den har sit navn fra en samling af kristne sange fra 1844 med titlen ”The Sacred Harp”, som har været i ubrudt brug siden sin første publikation. Den nuværende version af samlingen indeholder hundredvis af firstemmige sange skrevet i en særegen stil. Sangere i denne tradition er ikke nødvendigvis kristne. Mange af dem er, men andre elsker sangene for deres musikalske kvalitet, finder alternativ værdi i poesien, eller nyder simpelthen bare den robuste sangstil. Sacred Harp singer går til ugentlige lokale sangmøder og rejser til årlige sangdage og konferencer, hvor alle skiftes til at vælge og lede yndlingssange. Selvom nogle Sacred Harp sangere brugte Hamulus, TikTok og den virtuelle kormodel til at opretholde deres fælles sang, så fandt jeg, at Zoom sang var langt den mest populære modalitet, og jeg blev en fast deltage i de ugentlige Zoom sangmøder tilrettelag af grupper i Salt Lake City Chicago og Toronto. På trods af platformens begrænsninger fandt sangerne utrolig kreative måder at tilpasse den til deres behov.

De fleste Sacred Harp Zoom sangmøder fandt sted ved at en vært delte en video eller lydoptagelse, og så sang deltagerne med på mute. Sangerne kunne ikke høre hinanden, men de kunne dele deres stemmer med personen på optagelsen og have en oplevelse, der på mange måder lignede den at synge sammen i virkeligheden. Ved at bruge Zoom kunne de også se hinanden og snakke sammen mellem sangene. Værterne fandt forskellige måder at facilitere interaktion: De inviterede sangere til at forklare deres sangvalg, brugte ”breakout rooms” til at snakke sammen undervejs og indbyggede spørgsmål/svar-sessioner med gæstetalere. I Sacred Harp fællesskabet har optagelser en speciel betydning. Stormøder bliver ofte filmet, og videoerne postes på YouTube. Lydoptagelser bliver også arkiveret og nydt af sangere, som derved kan genopleve minder fra tidligere oplevelser. Værterne i Zoom-møderne kunne ofte vælge optagelser, der inkluderede sangere, som var til stede i Zoom-mødet, og disse optagelser inspirerede så minder om fælles venner og delte minder. Selvom mange sangere var kede af, at de ikke kunne høre de ”tilstedeværendes” stemmer, fandt jeg dog ud af, at de fandt mening i at kunne samles og synge i en virtuel setting.

Nogle Sacred Harp sangere brugte Zoom på en anden måde, hvor de skiftedes til at unmute og synge en af de fire stemmer, så andre kunne harmonisere med den stemme. På denne måde var sangene næsten altid harmonisk ufuldstændige; jeg mødte kun én husstand, der havde nok sangere til at kunne optage tre eller fire stemmer. Men Sacred Harp sangere kender sangene så godt og er typisk i stand til at ”høre” de manglende stemmer i deres hoveder. De var også glade for at få lov at høre ”live” stemmer og synge med en anden person i (næsten) realtid. En ulempe med tilgangen er dog, at den stiller høje krav til deltagernes musikalske evne. De må være i stand til at holde en stemme. Når en sanger leder en sang, fremfører vedkommende egentlig denne sang i totalt isolation og er ansvarlig for at opretholde pitch og rytme. Ligeledes, hvis de vil harmonisere med en leder, kan man ikke lytte til andre sangere for at få hjælp til at synge de rigtige toner (med andre ord, man kan ikke være et ”tuttisvin” online, red.).

Mange andre musikere stod i lignende problemer og kan lære af, hvad tæt sammenvævede deltagelsesorienterede fællesskaber som Sacred Harp sangerne fandt ud af. Formelle kor brugte også Zoom til at øve, og ofte brugte de samme teknikker som Sacred Harp sangere; enten sang de med på optagelser eller harmoniserede med en solistisk leder. Jeg deltog også i Zoom korprøver, hvor dirigenten spillede stemmerne på et klaver, mens deltagerne sang på mute. Formålet med det var tit at forberede sangere på at optage deres stemmer solo, hvilket så bagefter blev samlet til et virtuelt kor. Men for mere professionelle kor, som søger mod at raffinere deres intonation, klang og frasering er Zoom ekstremt begrænsende, fordi platformen ikke faciliterer samtidig flervejskommunikation.

At synge på Facebook Live

Folks begær efter at synge sammen under pandemien affødte nogle fiffige nyopfindelser, som kunne understøtte nærmest synkron gruppeinteraktion. En af de mest bemærkelsesværdige måder at bruge teknologi til virtuel fællessang som jeg har observeret i min forskning er den måde, Sacred Harp sangere fandt ud af at bruge Facebook Live til at synge sammen. Facebook Live lader individuelle brugere streame live video. Så vidt jeg ved er der ikke andre sangfællesskaber, der har brugt Facebook Live på denne måde – og det er ikke så mærkeligt, for det udgør et kreativt og usandsynligt ”misbrug” af platformen.

Sådan her fungerer det: En sanger – lad os sige en tenor – sender en video af sig selv, der synger. En anden, fx en sopran, ser videoen og streamer sig selv der synger med. Denne metode kræver to enheder – en der afspiller tenorens video og en der sender hendes egen streaming – og det kræver også højttaler og mikrofon af høj kvalitet. Resultatet er at enhver, der ser streamingen, hører til stemmer – sopran og tenor. Et andet sted er der bas, der gentager denne process for at lægge sin stemme til, og endnu et andet sted er der en alt, der kompletterer billedet. Enhver, der ser altens Facebook Live udsendelse, ser kun alten, men hører alle fire stemmer udført synkront i næsten real-time (stemmerne klinger perfekt samtidigt selvom der er lidt forsinkelse på hver). Alle, der vil, kan deltage i Live videoen på alle tidspunkter af udsendelse, og sangerne kan kommunikere til hinanden med kommentarfunktionen.

De sangere, jeg har interviewet i min forskning, havde glæde af flere forskellige virtuelle sangmodaliteter. Der var en der fortalte mig, at han foretrak Facebook Live for den musikalske oplevelse, men foretrak Zoom når det kom til den sociale vinkel. En anden beskrev de forskellige modaliteter som ”brikker i et puslespil”. Der var ikke én af mulighederne, der opfyldte alle hendes behov, men samlet set konstituerede de forskellige platforme en tilfredsstillende sangoplevelse. Det at sangerne fandt sammen på online platforme som Zoom og Facebook kun få uger efter nedlukningerne gik i gang, vidner om den vigtige rolle sang spiller i deres liv. På trods af manglerne ved alle virtuelle muligheder deltog hundredevis af sangere trofast indtil fysisk fremmøde igen blev sikkert nok.

Forskellige virtuelle sangoplevelser

Det har været udfordrende at simulere fysiske oplevelser i den pandemiske verden, og jeg har interviewet deltagere for at finde ud af, om disse virtuelle sangmøder føltes som ”rigtig” fællessang. Ifølge min forskning er svaret strengt taget et spørgsmål om perspektiv. Mine informanter var alle sammen dedikerede til online sang og følte, at det mere eller mindre simulerede fysisk sang meget godt. I et senere studie fandt jeg dog folk, der havde prøvet online sang og ikke brød sig om det. De fortalte om helt anderledes oplevelser, fx følelsen af at synge til computeren.

Forskere i virtual reality har teoretiseret og testet sådanne oplevelser siden 1960’erne, men COVID19-pandemien tvang folk ind i et kæmpestort og virkeligt eksperiment. De to primære midler til at måle ”virkeligheden” af virtuelle oplevelser er blevet defineret af forskerne Mel Slater fra University College London og Sylvia Wilbur fra University of London i 1997. Det første middel, fordybelse (eng. immersion), har at gøre med kvaliteter ved mediet selv. Den anden, nærvær (eng. presence) har at gøre med brugeres bevidsthedstilstand, mens man bruger mediet. Disse to variabler opererer uafhængigt: En høj grad af fordybelse behøver ikke betyde at brugere oplever en høj grad af nærvær, specielt hvis deres evne til at agere er begrænset. På samme måde kan brugere opleve nærvær selv når de interagerer med lo-fi medier. For eksempel er almindeligt TV et medium med lav fordybelse, fordi den ikke omslutter brugeren eller tilbyder en 3D-oplevelse, men en seer kan alligevel føle en høj grad af nærvær, såsom når man bliver følelsesmæssigt involveret i et gribende dramatisk program. I en artikel fra 2016 foreslog Stephen Gilbert fra Iowa State University desuden, at brugernes intentioner og forventninger har indflydelse på den grad af nærvær, de føler.

Online sang er en lo-fi virtuel oplevelse; lyd, video og brugerens handlemuligheder er alle utilstrækkelige i forhold til den ”virkelige verdens” ideal. Imidlertid viste et studie udført af psykologerne Daisy Fancourt og Andrew Steptoe fra University College London allerede inden pandemien, at virtuelle korsangere oplever en større grad af social nærvær end fysisk tilstedeværende sangere. Andre studier har dokumenteret de mange sundheds- og velværeeffekter, som virtuel sang havde under pandemien.[1] Sådanne studier konkluderede alle, at virtuel sang har magt til at støtte sangere og deres sangfællesskaber i isolationstid, selv om den tilgængelige teknologi er utilstrækkelig.

Fremtidige online musikalske fællesskaber

Med tiden vil latensproblemer blive løst og adgang til udstyr og tilstrækkeligt hurtigt internet vil udbredes. Om det så bliver om 5 eller 40 år, vil de fleste efterhånden blive i stand til at deltage og fordybe sig i virtuel fællessang ved at bruge teknologi, der faciliterer real-time audiovisuel flervejskommunikation. Store teknologiske fremskridt blev gjort under pandemien, hvor programmører har arbejdet hårdt for at forbedre den software, som lod folk finde sammen i virtuelle rum. Samtidig erhvervede folk de evner og udstyr, som var nødvendigt for at synge online. Mange af os udviklede nye vaner og deltog i eller opbyggede spredte fællesskaber. Jeg, for min del, har ikke tænkt mig at opgive at synge over Facebook med mine nye venner i Californien og Ny Mexico. Selvom Zoom sangmøder sandsynligvis vil uddø, er der mange sanggrupper, der planlægger at begynde at streame deres fysiske møder, så folk langt væk kan være med. De forbindelser, som isolerede sangere har skabt med hinanden under pandemien, vil ikke være lette at bryde.

Der er én forhindring som ikke kan overkommes gennem teknologisk udvikling og infrastruktur, og det er adgang til privat hjemlig plads, hvor man kan synge. Min forskning viste, at mangel på privatliv var den største grund til at sangere ikke deltog i virtuel sang. De var bekymrede for at forstyrre naboer, flove over at blive hørt af samboer og urolige for at vække sovende børn. Der er også fortsat betydelige uligheder i internettilgang alt efter geografisk placering. Min egen oplevelse var blandet: Som husejer fra middelklassen var jeg i stand til at sikre privat plads til sang, men som en landlig amerikaner uden tilgang til internet med høj hastighed kunne jeg ikke bruge nogen af de tilgængelige lavlatens-platforme eller sende højkvalitetsvideoer fra mit hjem. Bedre udstyr ville derfor i sig selv ikke give mig bedre adgang til smidig virtuel sang.

Imidlertid fandt jeg under pandemien, at jeg ikke behøvede smidighed. Jeg havde behov for ægte musikalsk fællesskab med andre mennesker – at føle, at jeg hørte til i et musikalsk fællesskab. De fleste af de ovenfor beskrevne musikere, især Facebooksang og Zoomsang, tilfredsstillede mine behov 100%. Jeg kunne fylde min kalender med sangbegivenheder, jeg kunne ”møde op” og støtte medmusikere og – vigtigst – jeg kunne synge, hvad enten andre kunne høre mig eller ej. Sangen var måske nok virtuel, men fællesskabet var ægte.

Bibliografi

• Carôt, A., and G. Schuller. 2011. “Applying video to low delayed audio streams in bandwidth limited networks.” I Proceedings of the Audio Engineering Society. 44th International Conference: Audio Networking. November 2011 (1–6). http://www.aes.org/e-lib/browse.cfm?elib=16132
• Daffern, H., K. Balmer, and J. Brereton. 2021. “Singing together, yet apart: The experience of UK choir members and facilitators during the COVID-19 pandemic.” Frontiers in Psychology 12:624474. doi:10.3389 /fpsyg.2021.624474.
• Draper, G., and G. A. Dingle. 2021. ““It’s not the same”: A comparison of the psychological needs satisfied by musical group activities in face to face and virtual modes.” Frontiers in Psychology 12:646292. doi:10.3389 /fpsyg.2021.646292.
• Levstek, M., R. M. Barnby, K. L. Pocock, and R. Banerjee. 2021. ““It all makes us feel together”: Young people’s experiences of virtual group music-making during the COVID-19 pandemic.” Frontiers in Psychology 12:703892. doi:10.3389/fpsyg.2021.703892.
• Morgan-Ellis, E. M. 2021. ““Like pieces in a puzzle”: Online Sacred Harp singing during the COVID-19 pandemic.” Frontiers in Psychology 12:627038. doi:10.3389 /fpsyg.2021.627038.
• Morgan-Ellis, E. M. 2021. “Non-participation in online Sacred Harp singing during the COVID-19 pandemic.” International Journal of Community Music 14 (2–3): 223-245.
• Morgan-Ellis, E. M. 2021. “Virtual hymn singing and the imagination of community.” Journal of Music, Health, and Wellbeing. https://www.musichealthandwellbeing ​.co​.uk/musicandcovid19
• Morgan-Ellis, E. M. 2021. ““Your network bandwidth is low”: Online participatory music-making in the COVID-19 era.” Critical Studies in Improvisation 14 (1). doi:10.21083/csieci .v14i1.6330.
• Onderdijk, K. E., et al. 2021. “Livestream experiments: The role of COVID-19, agency, presence, and social context in facilitating social connectedness.” Frontiers in Psychology 12:647929. doi:10.3389/fpsyg.2021.647929.
• Onderdijk, K. E., F. Acar, and E. Van Dyck. 2021. “Impact of lockdown measures on joint music making: Playing online and physically together.” Frontiers in Psychology 12:642713. doi:10.3389/fpsyg.2021.642713.
• Swarbrick, D., B. Seibt, N. Grinspun, and J. K. Vuoskoski. 2021. “Corona concerts: The effect of virtual concert characteristics on social connection and Kama Muta.” Frontiers in Psychology 12: 648448. doi:10.3389 /fpsyg.2021.648448.

[1] Daffern, H., K. Balmer, and J. Brereton. 2021. Singing together, yet apart: The experience of UK choir members and facilitators during the COVID-19 pandemic. Frontiers in Psychology 12:624474. doi:10.3389 /fpsyg.2021.624474.

Draper, G., and G. A. Dingle. 2021. “It’s not the same”: A comparison of the psychological needs satisfied by musical group activities in face to face and virtual modes. Frontiers in Psychology 12:646292. doi:10.3389 /fpsyg.2021.646292. Swarbrick, D., B. Seibt, N. Grinspun, and J. K. Vuoskoski. 2021. Corona concerts: The effect of virtual concert characteristics on social connection and Kama Muta. Frontiers in Psychology 12:648448. doi:10.3389 /fpsyg.2021.648448.