Antologien Fællessang og fællesskab

I fællessangen bliver sangen til en fælles dagsorden, der består i at synge en bestemt tekst til en bestemt melodi. Her overtager den fælles dagsorden for en stund den enkeltes dagsorden, og i fællessangen ophæves de grænser og forskelle, som vi oplever i hverdagen… Den fælles ramme intensiverer og kvalificerer følelsen af samhørighed. Vi hører sammen når vi synger sammen … og man mærker, at man er en del af en større helhed, når ens stemme smelter sammen med andres. Når alle giver det, de har, og alting går op i en højere enhed, kan sangen rejse sig som en stor og hel organisme, hvor udbyttet ikke bare bliver summen af stemmer, men noget, der er meget større end det.” (Marstal, 2016, s. 58-59)

Så poetisk beskriver professor emeritus Inge Marstal fællessangens virkning, og med afsæt i disse betragtninger synes det givet, at fællessang i meget høj grad både kan bidrage til ikke blot at vedligeholde gamle, men også danne nye fællesskaber.

Formålet med denne udgivelse er at afdække hvornår, hvordan og hvorfor sang kan understøtte gamle og fungere som katalysator for nye fællesskaber. Vi håber med udgivelsen at kunne belyse, hvordan og i hvilke sammenhænge sang både før og nu har virket fællesskabsdannende, fremmet udviklingen af nye kollektive identiteter og dermed samfundsmæssig forandring. Antologien vil således vise, at man i sangen både kan synge ”vi”-følelsen stærk og samtidig synge sin modstand mod eksempelvis politisk undertrykkelse og mod fastlåste og ufleksible autoriteter ud. Endvidere er hensigten at anskueliggøre fællessangens og fællessangskulturens dynamiske og tilpasningsdygtige karakter – både hvad angår rammer, indhold og repertoire.

Fællessang er den hurtigste måde, hvorpå man kan knytte en gruppe mennesker sammen – det konkluderede et hold forskere fra Department of Experimental Psychology ved universitet i Oxford i en undersøgelse fra 2015 (Pearce m.fl., 2015). I deres undersøgelse viser de således, at hvis en gruppe mennesker synger sammen, så udvikler de hurtigere et stærkt fællesskab og venskabelige følelser for hinanden, end hvis de foretager sig andre aktiviteter sammen. Årsagen hertil skal ifølge forskerne blandt andet findes i, at fællessang synkroniserer vores kroppe og forårsager en stigning i forskellige hormoner (oxytocin og beta-endorfin), der gør os gladere og mere villige til at samarbejde. Sang fungerer tilsyneladende som et eminent redskab til at skabe social sammenhængskraft blandt mennesker, der ikke umiddelbart kender hinanden, og i forlængelse heraf argumenterer forfatterne endvidere for, at sang som en universel menneskelig aktivitet netop har udviklet sig for at knytte større grupper af relativt fremmede tættere sammen på en effektiv måde.

Ud over sangen som aktivitet er musikken og teksten også væsentlig for sangens muligheder for at danne fællesskaber og kollektiv identitet. Inge Adriansen pegede således i sin artikel ”Brug af sange i nationsopbygningen” på fællessang som et enestående middel til ”gruppeidentifikation og agitation, fordi den syngende kan hensættes til et særligt rum. Rim og rytme og forestillingen om at være en del af fællesskabet er med til at skabe tryghed i den syngende og smelter i bevidstheden sammen til en enhed, der fremstår som en sandhed.” (Adriansen, 2016). Når man tager tekstens ord og budskab i sin mund, gør man dem til sine egne ord, og når man synger dem ud i fællesskab med andre, bliver ordene og budskabet til vores.

Indhold i Fællessang og fællesskab

Historikeren og politologen Benedict Anderson har peget på, at der ved indgangen til det moderne samfund i forbindelse med industrialiseringen og demokratiseringen opstod en helt ny type fællesskab – de såkaldte forestillede fællesskaber. I det traditionelle samfund var fællesskaberne som regel funderet i ansigt-til-ansigt relationer: Man følte et fællesskab med dem, man kendte personligt i landsbyen og i kraft af slægtskab. Men i takt med en begyndende industrialisering, urbanisering og demokratisering opstår ifølge Benedict Anderson nye forestillede fællesskaber, i hvilke den enkelte føler et fællesskab med mennesker, man ikke kender personligt. Benedict Anderson tillægger blandt andet nye massemedier stor betydning for, at disse nye forestillede fællesskaber overhovedet var mulige, men i denne sammenhæng er det også tankevækkende, at fremkomsten af disse i hvert fald i Danmark falder sammen med fremkomsten af det, vi i dag forstår ved fællessang, i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Det er derfor nærliggende at antage, at netop fællessangen har haft en særlig betydning som et virkningsfuldt middel til at bibringe mennesker, der ellers ikke kender hinanden personligt, en forestilling om alligevel at tilhøre det samme fællesskab. Dette kan man blandt andet læse om i Kirsten Sass Baks artikel ”Fællessangstraditioner i Danmark ca. 1780-1960”, hvor hun påpeger, at det, der blandt andet kendetegnede den nye fællessang, var, at i den ”smeltede stemmerne sammen, og de individuelle oplevelser af situationen slusedes ind i den fælles oplevelse af situationen”.

Parallelt og i samklang med fællessang eksisterer også en mere solistisk visesangstradition, som Lene Halskov Hansen behandler i sin artikel ”Solosang, fællessang og fælles sang i mundtlig sangtradition i Danmark”. Artiklen giver således indblik i en mundtlig sangkultur, hvor der både på landet og i byerne synges for og med hinanden i hverdags- og arbejdsmæssig sammenhæng, og belyser blandt andet, hvordan man gennem visesang kan opleve samhørighed mellem mennesker.

Et fremtrædende kendetegn ved udviklingen i det 19. århundrede er fremkomsten af både nationalismen og arbejderbevægelsen. Begge strømninger besidder alle de karakteristika, der knytter sig til Benedict Andersons forestillede fællesskaber, og er, som henholdsvis Tine Damsholt og Bertel Nygaard viser i deres artikler i denne udgivelse, begge kendetegnet ved en stærk fællessangstradition, som har været afgørende for bevægelsernes selvforståelse og udbredelse.

I en antologi om fællessang og fællesskab er det svært at komme uden om Grundtvig. Katrine Frøkjær Baunvig undersøger i sin artikel netop den betydning, som sangen og forsamlingen ifølge Grundtvig har for skabelse og opretholdelse af det religiøse fællesskab – både som et ydre kendetegn og indadtil som bærende for fællesskabets sammenhængskraft.

Ud over at styrke samhørigheden og den fælles selvforståelse i en gruppe kan fællessang i verdslige fællesskaber også have en væsentlig funktion i forhold til fællesskabets omverden, og som nævnt ovenfor være et middel til at udtrykke en fælles modstand mod politisk undertrykkelse og mod fastlåste og ufleksible autoriteter. Dette ser man klare eksempler på i både Elsemarie Dams Jensens artikel om sangbogshistorie i Sønderjylland, i Sigrid Diness’ artikel om danske kvindesange i den tidlige kamp for ligestilling og valgret samt i Puk Elmstrøm Nielsens artikel om alsangen under besættelsen.

Den eneste artikel i Fællessang og fællesskab, der henter sit stof uden for Danmark, er Øivind Varkøys ”Sangene som samlet os”. Denne artikel omhandler, hvordan sang og særligt sangene ”Til ungdommen” og ”Mitt lille land” havde en fællesskabsopbyggende og trøstende funktion efter det forfærdelige terrorangreb i Oslo og på Utøya 22. juli 2011.

Endnu et nutidigt perspektiv finder man i Lea Wierød artikel om den danske fællessangs funktion i dag. Heri argumenterer Borčak blandt andet for, at der er sket et vægtningsskift fra fællessangen hidtidige funktion som middel til at udtrykke et højere formål, hvilket er tilfældet i en del af antologiens øvrige artikler, til at fællessangen i dag i højere grad er blevet et mål i sig selv.

Titlen på denne antologi er Fællessang og fællesskab, og læser man de 10 artikler, er der ingen tvivl om, at de to begreber hænger tæt sammen, for ”man kan ikke synge fællessang alene”, som komponist og foredragsholder Rasmus Skov Borring  konstaterer i en kronik fra marts 2018. Hvor selvfølgeligt det end lyder, så er det vigtigt at holde sig for øje, at fællessang netop er fællesskab. Skov Borring argumenterer videre for, at ”fællessangens fantasirige og poetiske univers skaber samhørighed mellem mennesker, og den er modsvaret til en polariseret kultur.” Fællessangen er altså noget, som vi skaber sammen, og det helt naturlige resultat af denne samskabelse er samhørighed. Ved at illustrere og konkretisere sangens betydning for fællesskab og kollektive identiteter håber vi med denne udgivelse at inspirere læserne til selv at udforske fællessangen og på egen krop opleve dens fællesskabende kraft.

Køb eller lån bogen
Bogen kan købes via danske bog- og webboghandler f.eks. her.
Lån bogen på bibliotek.dk

Referencer
Adriansen, Inge (2016): ”Brug af sange i nationsopbygningen” I: Isaksen (red.): Hjertesproget. 16 forsknings- og praksisbaserede studier af sangens egenskaber, vilkår og virkning, s. 27-52.

Anderson, Benedikt (1983): Imagined Communities. Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. London

Borring, Rasmus Skov: ”Danmark skal synge mere sammen – for fællessang skaber samhørighed”. Kronik Kristeligt Dagblad, 16. marts 2018.

Marstal, Inge (2016): ”Sang, krop, sjæl og ånd” I: Isaksen (red.): Hjertesproget. 16 forsknings- og praksisbaserede studier af sangens egenskaber, vilkår og virkning, s. 53-61.

Pearce, Eiluned  m.fl: “The ice-breaker effect: singing mediates fast social bonding” Royal Society Open Science, October 2., 2015