Syngende medborgerskab? Men in Black og sang som mistillidsudtryk under pandemien

Af Lea Wierød Borčak

Fællessang som medborgerskab: DR’s sangprogrammer under pandemien

Ikke længe efter at regeringen i foråret 2020 havde introduceret den første samfundsnedlukning på grund af corona-pandemien satte DR ind med de populære fællessangsprogrammer.  Den daglige morgensang med Phillip Faber blev set af hundredtusinder (Andersen 2020), mens de ugentlige længere fællessangsshows om fredagen trak over en million danskere til skærmen (Polack 2020). Ønsket var at bruge sangen til at samle danskerne i krisetiden og modvirke isolation og ensomhed (Hindsgaul 2020; Baunvig 2020). På et mere underliggende plan var der måske også en forhåbning om, at fællessangen ville forene danskerne i en national ”vi-følelse” og dermed styrke tilliden til myndighederne (Højlund et al. 2021). På den måde kan man sige, at deltagelsen i fællessangen på skærmen blev en måde, hvorpå danskerne performede deres medborgerskab.

Fællessang har historisk set netop ofte medvirket til at understøtte og opbygge nationalt fællesskab, ikke mindst i Danmark (Adriansen 2016). DR’s fællessangsbølge var da også fuld af referencer til fællessangens historie som nationalt samlende kraft i krisetid, for eksempel de store alsangstævner under den tyske besættelse i 1940 (Pedersen og Kristensen 2021).  At gruppesang kan udløse det såkaldte ”tillidshormon” oxytocin, der er forbundet med tilknytningsfølelse, er desuden noget, der er blevet påpeget i en række neurovidenskabelige studier (Grape et al. 2003; Kreutz 2014). Antagelsen om, at fællessangen ville styrke den samfundsmæssige tillid og samhørighedsfølelse, var derfor nærliggende.

Derfor var det en kende overraskende, da et forskningsprojekt på Aarhus Universitet viste, at den corona-relaterede fællessang ikke havde fået danskerne til at føle mere fællesskab og forbundethed (Sørensen et al. 2021, 131). I undersøgelsen var ”deltagere” i sangprogrammerne på TV blevet sammenlignet med dem, der ikke havde set programmerne, og det fremgik, at der ikke var en øget fællesskabsfølelse hos førstnævnte. Det fik forskerne til at konkludere, at DR’s fællessangsprogrammer ikke så meget handlede om krise-håndtering som om krise-bevidsthed. Med andre ord: For de fleste danskere var pandemien en relativt abstrakt krise og ikke en meget akut trussel. De konstante referencer til fællessangen under krigen og til danskernes kendetegn som et ”syngende folk” i krisetid, fungerede derfor som en påmindelse til den almindelige dansker om, at dette faktisk var en krisetid, som krævede, at vi tog hensyn til hinanden og stolede på autoriteterne. Fællessangen antog på denne måde karakter af et ”kulturelt immunforsvar”: Ved at synge sammen, sendte vi et signal til hinanden om, at vi tog pandemien alvorligt og at vi, som nationalt fællesskab, ville stå sammen om at bekæmpe den. Sangen kom dermed til at fungere som et signal om gruppens resiliens (Sørensen et al. 2021, 134).

Det hører selvfølgelig også med til historien, at sangprogrammerne på DR jo adskilte sig fra ”almindelig” fællessang ved, at den ikke foregik i fysisk forsamling, men var medieret af TV-skærme. Vi kan derfor reelt ikke vide, om de mange seere overhovedet sang med, og under alle omstændigheder er det sandsynligt, at den fællesskabsfølelse og positive sindsstemning, som fællessang kan afstedkomme, har noget at gøre med selve det sociale aspekt, der ligger i at gøre noget sammen som en gruppe. Forskning har således påpeget, at samme effekter ikke kan opnås ved at synge alene (Good et al. 2022). Det danske forskningsprojekt konkluderede også, at ” Jo mere medieret eller jo mere ‘forestillet’ den forsamling, der udfører et givent ritual, er, des svagere eller mindre varige er ‘fælleshandlingens’ bonding-effekter blandt deltagerne.” (Sørensen et al. 2021, 131).

Fællessang som mistillidsudtryk
Den enhedslige fremstilling af danskernes nationale sammenhold og autoritetstillid, som sangprogrammerne på TV udstrålede, blev også mødt af kritik (Borčak og Marstal 2022). Det var da reelt heller ikke en tid præget af entydig følelse af medborgerskab blandt danskerne. Tværtimod, det var en tid præget af spænding mellem regeringen og borgerne.

Idet selve pandemien for de fleste danskere som nævnt sandsynligvis ikke føltes som en meget akut trussel, er det ifølge forskerne fra Aarhus Universitet rimeligt at antage, ”at den mest direkte indvirkning på respondenternes hverdag kommer fra myndighedernes tiltag for at begrænse smitten.” (Sørensen et al. 2021, 133). Netop disse tiltag, i form af omfattende samfundsnedlukninger, oplevedes som en særdeles alvorlig og direkte krise af dele af befolkningen, som derfor tog til genmæle med protester. Det gælder for eksempel protestgruppen ”Men in Black”, som i 2020 og 2021 organiserede heftige demonstrationer i flere danske storbyer.

Ved demonstrationerne blev der også sunget fællessang. Især slagsangen ”Mette Ciao”, en protestsang rettet mod regeringen og statsminister Mette Frederiksen, genlød i gaderne, både ud gennem store højtalere og fra demonstranternes mund. Teksten af rapperen Rozenberg lød bl.a. ”når det brænder, når det synger, så er det os fra Men in Black” og italesatte således selv syngehandlingen som en bærende kraft for protestgruppen. Sangen var sat til en melodi kendt fra den italienske antifascistiske slagsang ”Bella Ciao”, men Rozenberg bedyrede dog, at der ikke skulle læses nogen mening ind i dét faktum (Lerche 2021).

Det vil nok i manges ører være en tilsnigelse at kalde de kollektive fremførelser af ”Mette Ciao” for fællessang. Man må sige, at der er stor forskel på den performative praksis for en klassisk dansk fællessangssituation på den ene side og så på den anden side demonstranternes skrål, der tangerede råb snarere end sang.

Imidlertid er det vigtigt at være opmærksom på, at fællessang er mere end én praksis og kan udføres på mange måder (Skovgaard 2020). Selvom den afdæmpede, pæne sang omkring et flygel har vundet pladsen som det mest dominerende begreb om fællessang, i hvert fald i Danmark, så er protest- og slagsang (somme tider af den arrige slags) også en type fællessang, der står historisk stærkt (Koltveit 2021). Under alle omstændigheder må man hæfte sig ved, at sangen her tjente som udtryk for mistillid i modsætning til DR’s fællessang.

Diskursen om sangens lyksaligheder
Uanset om det nu skyldes, at den faldt udenfor rammerne af, hvad vi normalt kalder ”fællessang”, så er det ikke til at komme udenom, at sangen under Men in Blacks protester har fået noget mindre bevågenhed og omtale end de TV-medierede fællessangstiltag. Men der er god grund til at hæfte sig ved disse to væsensforskellige typer kollektiv syngehandling, henholdsvis den nationale TV-fællessang og demonstrantgruppernes Mette Ciao-afsyngelser. For det er påfaldende, at DR’ sangprogrammer og Men In Black-demonstranterne benyttede sig af samme udtryksform (fællessang) som reaktion på samme sociale kontekst (pandemien), men med modsatrettede formål. Det beviser, at fællessang på ingen måde kun har tillidsskabende funktion.

Marginaliseringen af fællessangens funktion som protest- og mistillidsudtryk under pandemien skyldes måske ikke kun dens noget ”upolerede” fremtoning. Den kan også hænge sammen med en mere dybtliggende omstændighed: Nemlig den udbredte tendens til at såvel sang som musik generelt opfattes som harmoniserende og generelt positive udtryksformer. Det gælder i høj grad dansk fællessangskultur, der har en udtalt tendens til at være omgærdet af en positiv aura (Borčak og Marstal 2022). Udsagn om, at fællessang gør mennesker glade og samler dem på tværs af alle lag og skel, florerer således i rigt mål i den offentlige diskurs og er i en vis udstrækning også bakket op i forskningslitteraturen. I nyere tid har flere musikforskere hæftet sig ved denne tendens og kritiseret den for at skabe et urealistisk optimistisk syn på musikkens og sangens kraft (Kertz-Welzel 2016; Boeskov 2018).

Den amerikanske musikantropolog Kay Kaufmann Shelemay gjorde lignende betragtninger, da hun i 2011 fremsatte en model over tre forskellige fællesskabstyper, som kan skabes og opretholdes i og af musik (Shelemay 2011). Shelemay foreslog, at musik kan skabe fællesskaber relateret til ”descent” (arv, nedstamning), ”dissent” (uenighed, dissens) og ”affinity” (lighed, forkærlighed). Ifølge Shelemay er den førstnævnte den mest udbredte og omtalte – altså den type musikalsk fællesskab, hvor musikken understøtter (en idé om) en fælles afstamning eller arv og bidrager til at opretholde fællesskabets stabilitet. Ikke desto mindre er historien fuld af eksempler på, at musik kommunikerer fællesskaber, der udspringer af uenighed og tværtimod bidrager til at destabilisere eksisterende forhold.

Netop dét er Men in Blacks fællessang under demonstrationerne et godt eksempel på. Sangen var her et middel til at disrupte en eksisterende orden, som af demonstranterne oplevedes som alt for restriktiv og som en uretfærdig begrænsning på deres personlige frihed.

Det betyder imidlertid ikke, at protestsangen ikke var fællesskabsdannende. Tværtimod var sangen sandsynligvis i høj grad med til at samle de syngende i et fællesskab, blot et noget anderledes fællesskab end det nationale ”vi”, der blev kommunikeret ud med den TV-medierede fællessang. Fællesskaber kan dannes på mange niveauer og på mange måder, og kulturelle ritualer som fællessang kan fungere fællesskabsdannende, både når den søger konsensus, og når den har bekrigende formål. Den amerikanske antropolog og kulturforsker Ellen Dissanayake har således bemærket, at alle ritualer dybest set har fællesskabsopretholdende funktion, fordi de tjener til at samle individerne i en fælles sag. ”Selv ceremonier, der inciterer en gruppe til at hade eller angribe en anden gruppe, fremmer sammenhængskraft og samarbejde mellem ritualets deltagere”, siger Dissanayake (2006, 16; min oversættelse).

Det var netop tilfældet for de syngende Men in Black-demonstranter. Gennem protestsangen skabte de en følelse af sammenhold – et forhold, der også er udtrykt i sangens tekst med vendinger som ”vi holder sammen”, ”vi er mange nok” etc. Blot centrerede dette fællesskab sig ikke om, hvad gruppen havde til fælles indadtil, men derimod om at udtrykke afstandtagen udadtil, til den herskende samfundsdiskurs. Det væsentlige i nærværende sammenhæng er, at sang er et lige effektivt middel til begge disse modsatrettede mål. Om end der dog er nogen forskel i fremførelsesmåde, volumen og repertoire.

Litteratur
Adriansen, Inge. 2016. “Brug af sange i nationsopbygningen”. Hjertesproget. 16 forsknings-og praksisbaserede studier af sangens egenskaber, vilkår og virkning redigeret af Stine Isaksen, 27-52. Herning: Sangens Hus.

Andersen, Frederik Bjerre. 2020. ”Fællessang går viralt: 200.000 synger med hver dag – og nu vil Mette Frederiksen også være med”. DR, 27. marts. https://www.dr.dk/musik/faellessang-gaar-viralt-200000-synger-med-hver-dag-og-nu-vil-mette-frederiksen-ogsaa-vaere-med

Baunvig, Katrine Frøkjær. 2020. ”Forestillede fællesskabers virtuelle sangritualer”. Tidsskriftet SANG 1 (1): 40-45.

Boeskov, Kim. 2018. ”Moving Beyond Orthodoxy: Reconsidering Notions of Music and Social Transformation”. Action, Criticism, and Theory for Music Education 17(2), 92-117. doi:10.22176/act17.2.92.

Borčak, Lea Wierød og Henrik Marstal. 2022. Fællessang – fælles sag? En bog om sang som kollektiv handling. København: Forlaget Højskolerne.

Dissanayake, Ellen. 2005. “Rituals and ritualization: Musical means of conveying and shaping emotion in humans and other animals”. I Music and manipulation, redigeret af Steven Brown og Ulrik Volgsten, 31-57. Oxford: Berghahn.

Good, Arla og Russo, Frank. 2022. “Changes in mood, oxytocin, and cortisol following group and individual singing: A pilot study”. Psychology of Music 50(4), 1340-1347. https://doi.org/10.1177/03057356211042668

Grape, Christina, Maria Sandoren, Lars-Olof Hansson, Mats Ericson og Töres Theorell. 2003. “Does singing promote well-being? An empirical study of professional and amateur singers during a singing lesson”, Integrative Physiological and Behavioral Science 38 (2), 65–74.

Hindsgaul, Miriam. 2020. ”Fællessang vender tilbage fredag”. DR, 19. oktober. https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/faellessang-vender-tilbage-fredag

Højlund, Marie Koldkjær, Anette Vandsø og Morten Breinbjerg. 2021. ”Det soniske medborgerskab: Om rodede og skrøbelige mellemværender med lyd”. Kulturstudier 12 (2): 94-117. https://tidsskrift.dk/fn/article/view/129569/175390.

Kertz-Welzel, Alexandra. 2016. “Daring to Question: A Philosophical Critique of Community

Music”. Philosophy of Music Education Review 24 (2), 113–130.

Kolltveit, Gjermund. 2021. Sang som våpen: Historier om sangens slagkraft. Oslo: Ford.

Kreutz, Gunter. 2014. “Does singing facilitate social bonding?” Music and Medicine 6:2, 51–60.

Lerche, Karoline. 2021. ”Rapper om Mette Ciao-protest: ‘Jeg kender inderkredsen af Men In Black’.” B.T., 11. januar. https://www.bt.dk/samfund/rapper-om-mette-ciao-protest-jeg-kender-inderkredsen-af-men-in-black

Pedersen, Lucca Elisa Møller og Pernille Kjeldgaard Kristensen. 2021. ”Vi ‘husker’ det fra 2. Verdenskrig: Fællessang hjalp os til at forstå coronakrisens alvor.” DR, 29. november. https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/vi-husker-det-fra-2-verdenskrig-faellessang-hjalp-os-til-forstaa-coronakrisens

Polack, Liva. 2020. ”Seere strømmer til DR’s fællessangs-programmer”. Kristeligt Dagblad, 8. april. https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/seere-stroemmer-til-drs-faellessangsprogrammer

Shelemay, Kay Kaufman. 2011. “Musical Communities: Rethinking the Collective in Music”. Journal of the American Musicological Society 64 (2), 349–390.

Skovgaard, Lasse. 2020. ”På vej mod en fællessangstypologi”. Tidsskriftet SANG 1(1): 32-37.

Sørensen, Jesper, Peter B. Andersen og Katrine Baunvig. 2021. ”Håndvask og fællessang: Ritualer og ritualiserede handlinger i Coronaens tid”. Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 72: 116-136.