Sang og medborgerskab

Foto af Marie Højlund: Kim Glud. Foto af Anette Vandsø: Mette Kring

Af Marie Koldkjær Højlund, lektor ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet, Anette Vandsø, lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet samt Morten Breinbjerg, lektor i digital æstetik på Aarhus Universitet.

At synge sammen er at indgå i et lydligt fællesskab med andre mennesker, som mange gør ved at synge i kor eller deltage i fællessang-arrangementer. Vi kan også tale om lydlige fællesskaber i videre forstand, f.eks. i den måde hvorpå vi gennem hverdagens mange gøremål optræder som lydlige for- og baggrunde for hinanden, hvad enten vi taler om relationer i den nære familie eller om vores lydlige forhold til naboer, arbejdskolleger og øvrige medborgere. Det har vi tidligere beskrevet i artiklen ”Det soniske medborgerskab – om rodede og skrøbelige mellemværender med lyd” (Højlund et al. 2021). I denne sammenhæng prøver vi gennem et kort uddrag fra artiklen at belyse forholdet mellem sang og medborgerskab med referencer til tiden under Covid-19 epidemien.

I artiklen ”Sonic Citizenship- Right and rites of belonging in Ireland” undersøger den irske forsker i musik og migration Helan Phelan, hvorledes fællessang (community singing) blandt grupper af udenlandske asylansøgere i Irland skaber et tilhørsforhold og et fællesskab, der tager form af et sonisk medborgerskab. Phelan viser, at det at synge sammen etablerer et fællesskab, hvorigennem asylansøgerne udtrykker et fælles tilhørsforhold og deres solidaritet med hinanden. Det at lade sin stemme høre, lytte til og følge andres sang kan, ifølge Phelan, både i konkret og metaforisk forstand siges at være udtryk for åbenhed og gæstfrihed (Phelan 2018, s. 256). At synge sammen som grundlag for et sonisk medborgerskab sporer Phelan til kristne ritualer som dåb og konfirmation, hvor tilhørsforholdet etableres gennem en åndelig og kærlighedsfuld påvirkning, der kommer til udtryk gennem ritualets formmæssige, materielle og performative aspekter. Det er altså i et sanseligt og oplevet nærvær, at tilhørsforholdet og medborgerskabet etableres. M.a.o. er fællesskabet og tilhørsforholdet fænomenologisk og noget, der etableres gennem en kropslig praksis, og ikke som tilfældet er med f.eks. et statsborgerskab en politisk eller juridisk rettighed, der overdrages. Det at være sammen i et sanseligt nærvær, hvad enten samværet har form af religiøse ritualer eller fællessang, minder os erfarings- og oplevelsesmæssigt om, at vi ikke er alene, skriver Phelan. Gennem at tilbyde en form, et indhold, et kropsligt udtryk ved gestik og klang (sonority) skaber fællessangen en fænomenologisk oplevelse af et udfoldet og praktiseret (performed) tilhørsforhold (Phelan 2018, s. 258).

I forlængelse af Phelan kan man anskue den flerhed af fællessangs-initiativer, vi så under corona-nedlukningerne i perspektiv af et sonisk medborgerskab, hvor både fællessang fra altaner og baggårde og Danmarks Radios fællessangsudsendelser “Fælles – hver for sig” ønskede at bryde den pålagte isolation og etablere en følelse af fællesskab og solidaritet mellem borgere på både et lokalt og nationalt plan. Som Danmarks Radio skrev på deres hjemmeside, var det deres ønske, at “samle danskerne i en coronatid med alle de sange, vi kender og elsker” (Nielsen 2021).

Ser vi nærmere på DR’s fællessangsudsendelser “Fælles-hver for sig”, synes det for mange at have været en positiv oplevelse og måske især for de familier for hvem, det var en anledning til i familien at synge sammen. Men som tv-program var det nationale fællesskab medieret og planlagt på en måde, hvor der ikke reelt var et sanseligt nærvær til stede. Ganske vist var de syngende deltagere i et vist omfang synlige for hinanden og muligheden for at løfte sin røst, lytte og afstemme sig til ”værterne” til stede, men der var ingen fælles rytme og ingen synkronisering af de stemmer, der tonede frem fra de private stuer og således ikke reelt nogen, der blev hørt.

Programmet havde da også en intention om at “samle danskerne” og således skabe et rum for det forestillede nationale fællesskab – dette vi, som elsker en fælles sangskat. Udsendelserne iscenesatte den hverdagslige, banale nationalisme, vi kender fra fodboldkampe og andre begivenheder, hvor man synger sange som hyldest til det lokale/nationale vi og herigennem reproducerer ideen om et fællesskab blandt dem, som deltager i handlingen (Billing 1995). Som Tina Damsholt skriver i en analyse af brugen af fællessang i statsborgerskabsceremonier er “lyden af medborgerskab ikke blot noget, som flyder gennem personen passivt og inklusivt. Det er også noget, man gør” (Damsholt 2006, s. 63).

Det var dog ikke alle, der var udelt begejstrede for fællessangsprogrammerne. Den danske komponist Niels Lyhne Løkkegaard rejste en kritik mod DR-udsendelserne med værket “Sing Along (You’re either with us or against us)” (2020), hvori han vakuumpakkede højskolesangbøger. Ifølge Løkkegaard var udsendelserne for nogle en “mættet fællesskabs–boble, men for andre et klaustrofobisk vakuum”. I Løkkegaards værk fremstilles det fællesskab udsendelserne foregiver som et homogeniserende, iltfattigt rum, hvor man enten er med dette syngende vi eller udenfor.

Netop i denne tid var der et spændt forhold mellem staten og borgerne, fordi de pålagte corona-restriktioner indskrænkede borgernes frihedsrettigheder, hvilket medførte en del protester og demonstrationer. Dette spændte forhold mellem stat og borgere stod i en åbenlys kontrast til det enhedslige nationale vi, som var underforstået i DR’s udsendelser.

Når vi nævner denne kontrast, er det for at vise, hvorledes det soniske medborgerskab her rummer to dimensioner: på den ene side kan fællessangen for borgere etablere et tilhørsforhold til fællesskabet gennem et sanseligt nærvær, på den anden side kan fællessangen, som statens behov, bruges instrumentelt til at styrke det nationale tilhørsforhold i en tid, hvor der er brug for borgernes opbakning til og forståelse for nødvendige restriktioner og initiativer. Medborgerskab og det lydlige fællesskab, som vi praktiserer dét f.eks. når vi synger sammen handler, som Phelan også konstaterer i sin artikel, om netop disse to dimensioner – det praktiserede fællesskab, hvor man kan udtrykke sig og lade sin stemme høre, og det forpligtigende fællesskab, hvor man lytter til og følger hinanden.

Læs mere i artiklen ”Sonisk medborgerskab – om rodede og skrøbelige mellemværender med lyd” på Tidsskrift.dk

Litteratur
Billig, Michael. 1995: Banal Nationalism. Sage, London.

Damsholt, Tine. 2008: “The Sound of Citizenship”. Ethnologia Europaea 38:1, 56-65.

Højlund, M., Vandsø, A. & Breinbjerg, M. 2021. ”Sonisk medborgerskab – om rodede og skrøbelige mellemværender med lyd”. I Kulturstudier. 12, 2, 94-117.

Løkkegaard, Niels Lyhne. 2020. “Sing Along (You’re either with us or against us)”. Nielslyhne.com. Set 16. juli 2021 https://nielslyhne.com/sing-along.html

Nielsen, M.R. 2021. ”Fællessang vender tilbage på DR1: Nyhedsvært og musiker erstatter Faber og Steffensen”. Dr.dk. Set 16. juli 2021. https://www.dr.dk/nyheder/kultur/faellessang-vender-tilbage-paa-dr1-nyhedsvaert-og-musiker-erstatter-faber-og

Phelan, Helen. 2018: Sonic Citizenship- Right and rites of belonging in Ireland, in Making Congregational Music Local Christian Communities Worldwide. Routledge.

Biografi
Anette Vandsø er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet. Med en ph.d.-grad i æstetik og kultur forsker hun i de æstetiske sanseoplevelser og deres rolle i samtiden, især i forhold til en grøn dagsorden. Hun har publiceret en lang række artikler om lyd, lytning, samtidsmusik og lydkunst bl.a. til Bloomsbury Handbook of Sound Art, og er desuden forfatter til bogen Musik som værk og handling, der bruges rundt omkring på landets universiteter og gymnasier samt bogen LYD i den populære Tænkepauseserie.

Morten Breinbjerg er lektor i digital æstetik på Aarhus Universitet og ph.d. i musikvidenskab med en afhandling om computermusikkens æstetik. Han forsker i lyd og lydkultur, herunder interaktivt lyddesign og software studier, og har i sin forskning arbejdet med sonificering af klimadata, samt gennem interaktive lydinstallationer anvist nye måder at arbejde med kulturarvsformidling på. Morten Breinbjerg har siden 2015 været leder af afdelingen for Digital design og informationsvidenskab ved institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Marie Koldkjær Højlund er lektor ved Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet og har en ph.d. i audiodesign. Foruden sit videnskabelige arbejde med lyd udgiver hun musik både som musiker i Nephew og under kunstnernavnet Kh Marie. Og så er hun huskomponist for Aarhus Teater, hvor hun blandt andet har stået for den musikalske iscenesættelse af forestillingen ‘Lyden af de skuldre vi står på’, som i 2018 vandt en Reumert for Årets Musikteater. Hun optræder, komponerer, underviser og forsker. Alt sammen med lyd som omdrejningspunkt.