Sang udvikler sproget: om bogen Musikk og Andrespråk
Foto: Nora Kulset fortæller om sin bog i et videointerview på hendes hjemmeside.
Af Trine Kaldråstoyl og Henning Vilen
I sin bog Musikk og Andrespråk fremlægger den norske forsker Nora Bilalovic Kulset, med stor passion, brugen af sang og musik mellem mennesker – med hovedvægt på børns sprogudvikling. Alle kan synge, og alle har brug for det, skriver Nora Kulset.
I bogen påviser Kulset i et let forståeligt sprog, hvordan sang og sanglege kan være med til at fremme et barns udvikling og indlæring af et fremmedsprog, og hvordan musik åbner op for relationer mellem børn på tværs af forskellige kulturelle baggrunde. Kulset peger på, at det forholder sig sådan, fordi musik taler til det indre i mennesket, fordi musik skaber sammenhold, nærhed og knytter mennesker sammen, fordi musik giver sproget indhold, og fordi musik er kommunikation mellem børn og voksne i alle aldre.
Kulset opfordrer fagfolk, som pædagoger og lærere, til at udøve mere musik, da det kan bidrage til en oplevelse af fællesskabsfølelse, og da det binder mennesker sammen på trods af sproglige barrierer.
Nora Kulset problematiserer også stemmeskammen, som hersker i den norske (og tør vi også sige den danske) kultur. Det er stemmeskammen der gør, at vi ikke synger med, når vi står sammen, og der lægges op til fællessang. Men vi skal tværtimod synge med uanset formåen. Det er netop det, der ifølge Nora Bilalovic Kulset skal til for at blive kvit med stemmeskam, for som hun skriver i bogen:
”Musik er så uendelig meget mere end det ”at kunne” eller ”ikke kunne”. Ikke mindst er musikken gratis, den er let at bruge, og den favner alle uanset alder, sprog og kulturel baggrund, sproglige og social kapital, køn eller interesser. Musikken er universel og tilhører alle” (Kulset 2019, 104, skribenternes overs.).