Litteratur om nyere salmesangspraksis
Personlige stemmer
Start med artiklerne om aktuel salmesangspraksis i temabladet Opbrud i salmeskatten i onlinetidsskriftet Kritisk forum for praktisk teologi. Den første del af temabladet er udgivet i marts 2022. Anden del af temabladet, Opbrud og nybrud, er udgivet i september 2022.
Læs også videncentrets samtaleklumme med Anne Odgård om nye salmer i højskolesangbogen:
Thue, Mette. 2021. “Anne Odgård om 19. udg. del 2: Sange om tro, klima og skilsmisse“. VidencenterForSang.dk.
Forskningsartikler
Tag et kig i nedenstående forskningsartikler som baggrundslitteratur. De har fyldige og meget forskelligartede litteraturlister relateret til nyere salmesangspraksis:
Baunvig, Katrine Frøkjær. 2021. “Fra velsignelse til velvære: Fællessang som transcendensteknologi“. Kritisk forum for praktisk teologi, KFTP.dk #163 Overskridelseserfaringer, 13. april 2021.
Brinth, Ole. 2018. “Folkekirkens kirkemusikskoler. Om musik i kirken, om kirkemusik og om at uddanne kirkemusikere“. Danish Musicology Online. DMO. Særnummer. Musikkens Institutioner: 49-69.
Marstal, Henrik. 2018. ”Gamle rammer, nye måder? En undersøgelse af sangbogens institutionelle status i Danmark i det tidlige 21. århundrede”. Danish Musicology Online. DMO. Særnummer. Musikkens Institutioner: 29-48.
Nye salmedigtere og komponister
OBS. nyligt afdøde, men hidtil meget produktive, danske salmedigter Simon Grotrian
Se desuden de to tillæg til Den danske salmebog, 100 salmer og Kirkesangbogen for flere navne på nye salmedigtere og nye komponister.
Se også 19. udgave af Højskolesangbogen, der gennem sangvalget generelt udpeger flere kvindelige sangskrivere og komponister. [Det kan du læse mere om her] Herunder også flere kvindelige salmedigtere. Se listen over nye sange, og vær opmærksom på, at salmer i den 19. udgave af højskolesangbogen ikke står i en samlet kategori. Vi har spurgt Anne Odgård, der netop sad i redaktionsudvalget for 19. udgave af Højskolesangbogen og arbejdede i underudvalgene for dels salmer, dels køn. Af nyere kvindelige salmedigtere, som findes i Højskolesangbogen, fremhæver hun Lisbeth Smedegaard og Iben Krogsdal. I forhold til Højskolesangbogen nævner hun også salmedigterne Janne Mark, Dy Plambeck, Kathrine Lilleør og Tove Ditlevsen. Af kvindelige salmekomponister i Højskolesangbogen nævner hun Anne Linnet, Katrine Muff Enevoldsen, Marianne Søgaard, Janne Mark, Birgitte Buur, Caroline Borello Lerche, Irene Becker og Merete Wendler. Du kan finde dem bag i Højskolesangbogen i registrene for hhv. forfattere og komponister. Bladrer du 100 salmer og Kirkesangbogen igennem vil du finde endnu flere.
Se også siden Syng Nyt og de mange artikler på salmer.dk
Salmebog og tillæg
Fotoet øverst på siden kan fortælle, hvordan tre nye udgivelser kan skabe sammenhæng imellem salmer og sange. Fra venstre mod højre ses Den danske salmebog. Dernæst 100 salmer udgivet i 2016, som udgør et tillæg til Den danske salmebog. Dernæst den endnu mere genreåbnende Kirkesangbogen fra 2017, der både har et afsnit med sange og salmer. Endelig den mest almene af disse tre, Højskolesangbogen fra 2020, der rummer sange, der taler ind i både troen og det folkelige.
Salmer og hymnologi generelt
Vi har afgrænset denne inspirationsliste til nyere salmesangspraksis, fordi området salmer og hymnologi er meget stort. Er du interesseret i salmer generelt, kan du søge på bibliotek.dk på salmer og på bibliotek.dk på hymnologi og selv afgrænse din søgning.
Tilfældigvis har redaktørerne af Tidsskriftet SANG begge beskæftiget sig med salmer og hymnologi og skrevet ph.d. i de senere år. For nu at starte et sted, kan du prøve denne søgning på bibliotek.dk på Uffe Holmsgaard Eriksen, som er teolog og bibliotek.dk på Lea Wierød Borčak som er musikvidenskabelig forsker i fællessang. Bestil og lån noget af det, du synes er spændende – og kig i deres litteraturlister. Gentag proceduren et par gange, så er du muligvis på sporet.
Og så må vi anbefale en podcast med Helen Rossil, ph.d. og sangforsker, der fortæller om folkelig salmesang som et forstadie til Demokrati i Danmark til vært Mette Hafstrøm Kirkegaard i samtalepodcasten “Demokrati og folkelig salmesang i Danmark“, en episode af Musik og mennesker. Den omfattende litteraturliste bag podcasten findes i afhandlingen Kingotone og brorsonsang – folkelig salmesang i Danmark: Fra salmebøger og lydindspilninger 2022 og kan også være et inspirerende sted at starte litteratursøgningen.
Du kan også søge og bestille kilder hjem af eller om præcis de salmedigtere eller komponister, der har DIN interesse. Er du i tvivl, så start med at låne de fire bøger på ovenstående billede og tag dem – og en fagfælle – med i kirke eller sommerhus. OBS. der er også salmer, som ikke er optaget i de fire bøger på billedet, og det kan jo også være et studie værd.
God energi med litteratursøgning!