Anne Odgård om 19. udg. del 2: Sange om tro, klima og skilsmisse

Foto: Mette Thue

Resume
Jeg besøger Anne Odgård, der er sangskriver, musiker, kirkemusiker og tidligere højskolelærer. Vi sidder på lærerværelset på Silkeborg Højskole og har talt om hvordan fællessangen er blevet ’støvet af’, om eksperimenter og demokrati i redaktionsprocessen – og om flere sange skrevet af kvinder. Det kan du læse om i 1. del af klummen med Anne Odgård. Nu skal vi tale om sange, der handler om ’det store’ og ’det svære’.

Salmer og opmærksomhed mod noget større
Redaktionsudvalget havde forskellige underudvalg, og Anne sad bl.a. i et salmeudvalg. Hun fortæller: ”Det var supergivende, at der kort forinden var udgivet to salmeudgivelser, nemlig 100 salmer og Kirkesangbogen. Så disse to redaktioner havde forholdt sig til et stort materiale, og dem har vi selvfølgelig haft stor glæde af at tale med”, siger hun.

Jeg spørger Anne, hvorfor netop hun sad i et salmeudvalg. ”Det er drevet af lyst, og fordi jeg havde noget at byde på”, siger Anne og ler, inden hun fortsætter: ”Under hele denne her proces har jeg samtidig arbejdet i en kirke som kirkemusiker i Virklund ved Silkeborg. Det har givet mig muligheder for at prøve en masse sange af. Desuden har jeg et godt netværk i kirkemiljøer, som jeg har kunnet trække på og snakke med om salmerne. Netværket er vigtigt, fordi feltet er så stort, og der er mange forskellige kirkemiljøer, hvor man bruger salmer forskelligt. Og så bilder jeg mig ind, at jeg har et godt overblik over genren”, siger Anne og ler igen.

”Et af de privilegier, vi har haft i Højskolesangbogens redaktionsudvalg, til forskel fra når man redigerer en salmebog, er at vi ikke behøvede at definere, hvad en salme er. Derfor har vi haft mere frie tøjler. For der bliver skrevet mange sange i øjeblikket, som bevæger sig lidt på kanten mellem sang og salme. Der er måske en opmærksomhed mod noget større, måske nogle forfattere der trækker på nogle begreber fra kristendommen”, siger Anne og kommer med et eksempel:

”F.eks. sangen ”Jeg ser at du er træt” af den norske præst Bjørn Eidsvåg. Der står ikke Gud eller Jesus nogen steder, men sangen handler om at gå med sin næste. At man ikke kan leve eller ’gå for hinanden’, men ’jeg kan gå med dig’. Til sidst er der et opstandelsesbillede, tror jeg, hvor der står: ’Jeg har gjort død til liv for dig’. Jeg tror ikke, sangen nogen sinde kommer i salmebogen. Men for mig er det en afsindig vigtig sang, og jeg forbinder den med kristendommen”, siger hun og fortsætter:

”Højskolesangbogen har en rummelighed inden for troen og det åndelige, som jeg tror appellerer til mange danskere. At det ikke bliver for eksplicitte gudsbilleder, men at det heller ikke bliver gudsforladt. Åndelige sange kan man måske kalde det, som tager tiden alvorligt og beskriver det her i et vedkommende og samtidigt sprog”.

Anne fremhæver Iben Krogsdal som den nulevende forfatter, der har fået flest tekster med i den nye Højskolesangbog. Anne fortæller om hende: ”Iben Krogsdal er salmedigter. Mange af hendes tekster, synes jeg, bevæger sig i en gråzone mellem salme og sang. Det mener jeg meget, meget positivt. Eks. ”Du lagde livstid i min krop” med melodi af Bent Fabricius-Bjerre. Det ’du’ hun bruger, er jeg ikke i tvivl om, at det er Vorherre. Jeg har nemmere ved at synge den sang i en bred forsamling end f.eks. ”Herre Gud, dit dyre navn og ære”. Ikke fordi jeg er forskrækket over de salmer, dem kan jeg også finde på at bruge. Det er vores kultur og historie, og det er en smuk salme. Der skal være plads til at tale om de ting, men jeg tror bare også, det er vigtigt, at vi synger om tro med vores eget nutidige sprog og med en rummelighed, der kan tage flere med ind i samtalen om det allerstørste og mest gådefulde”, siger hun.

Hvad siger sangene om vores tid?
Anne taler om, at hun fornemmer en opmærksomhed mod noget større, og jeg spørger ind til, hvordan hun fornemmer det. Hun siger:

”Det er i sangenes tekster. I mit hverdagsliv er det, når folk en sjælden gang taler om tro. Det kunne være sådan nogle formuleringer som, at ’Jeg er opmærksom på, at der er noget, der større end mig selv’. Eller ’Jeg finder det i naturen’. Det bliver også tydeligt i den mængde af sange, vi har fået ind. Vi har jo ikke bedt om, at der skulle komme en bestemt type tekster ind. Sangene i Højskolesangbogen afspejler jo, hvad forfattere og komponister er optaget af. Så jeg ser det i de tekster, vi har fået ind”, siger Anne og kommer med et eksempel:

”I Sys Bjerres sang ”Åbent hjerte” skriver hun: ’Åbent hjerte finder altid hjem’ med en undertone af noget religiøst. Evigheden spiller en central rolle i teksten. Det kan også være, at det er fordi, jeg færdes i kirken, at jeg ser, at hun henter det fra kristendommen, i hvert fald noget religiøst”, siger Anne.

Nu vi taler om religion, kommer jeg til at tænke på, hvordan Højskolesangbogen mon forholder sig til andre religioner end Kristendommen, så jeg spørger Anne.

”Vi kiggede på de sange, der kom ind og det, vi kunne støve op. Vi havde ikke bedt om en ramadansang, ”Ramadan i København”, men den kom til os. Vi havde heller ikke bedt om salmer i et åbent moderne, vedkommende sprog, men de kom. Man kunne godt spørge, om Højskolesangbogen så skulle repræsentere alle religioner? Men vi kiggede på det materiale vi fik”, siger Anne og fortsætter:

”Ramadan i København er en historie for sig selv. Det er den sang, der har fyldt mest i den offentlige debat om den 19. udgave, men den har ikke fyldt mest i vores redaktionsrum. Uanset om vi havde taget sangen med eller ej, så var det blevet opfattet som et politisk statement. Så det lagde vi ligesom væk og kiggede på sangen i sig selv. Det er jo glædeligt, at sangbogen betyder så meget for så mange mennesker, at den ene sang ud af 601 sange udløser debat om, hvorvidt den skal med eller ej. Jeg hilser debatten velkommen”, siger Anne.

Klimaet og et poetisk sprog for det svære
Vi har talt om kommissoriet for den 19. udgave, den bundne opgave for redaktionsudvalget. Men jeg spekulerer på, om der er andet væsentligt anderledes ved den 19. udgave, som sangbogen vil blive husket for? Anne er stille lidt og begynder så at fortælle:

”Alle højskolesangbøger på tværs af udgaver afspejler deres tid samtidig med at de bærer og afspejler alle de forrige udgaver. Men enhver udgave har et aftryk af tiden. Der er flere meget konkrete udfordringer i vores samtid f.eks. vores klimaudfordringer, der har fået et poetisk sprog i den nye Højskolesangbog. Og det tror jeg er vigtigt for højskolerne, hvor man taler, som så mange andre steder, i statistikker og dystopi, altså i et videnskabeligt og journalistisk sprog, om udfordringerne. Men det, at der nu også er kommet et poetisk sprog om de udfordringer, der fylder meget, det er så vigtigt”, siger Anne og fortsætter:

”Klimaet er en kæmpe bekymring for unge, og nogle af dem kan ikke holde til, at det skal fylde det hele. Omvendt skal klimaet tages alvorligt, og vi skal kunne være i det sammen, og det er der nogle af de her sange, der tilbyder. Et eksempel er en sang af Marianne Søgaard, der er blevet til her på højskolen i forbindelse med en temauge, som handlede om klimaet. Til en morgensamling troppede hun op med en sang. Det sker her på skolen. Sangen hedder Dommen er faldet, ingen appel. Det lyder i sig selv dramatisk, men den slutter med at ’kloden er kravlet op på mit knæ’ og til sidst: ’hvisker om vi kan prøve igen’. Altså menneskets relation til kloden beskrevet som et kærlighedsforhold med håb om at det kan startes forfra”, siger Anne.

Anne beskriver en anden sang om klimaet, som er skrevet af salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen. ”Hun vandt en sangkonkurrence i forbindelse med højskolernes 175-års jubilæum, hvor hun skriver, at vi skal ’synge, så hjerterne næsten må briste, om det vi er tankeløst nær ved at miste’. Sangen hedder ”For vist vil de komme igen”, og der ligger et håb i titlen om at viberne og vibebestanden vil komme igen. Det er en sang med kærligheden til naturen som fortegn for kampen – i stedet for panik eller frygt og det, som er næsten ubærligt at have i sig”, siger Anne.

Nu er jeg i min hverdag ikke i kontakt med unge, ligesom Anne er, så jeg er nysgerrig på de unges tanker og følelser. Anne fortæller, at de føler skam. Eksempel ’flyskam’, som jeg fint kan sætte mig ind i. Hun siger:

”Hvis klimaet og skam er det, man hele tiden har som grundtone, hvis man er vokset op med alt det, der hele tiden er i nyhedsflow’et – at man f.eks. ikke kan spise et stykke kød, uden at man skal have det skidt med det, og at man skal genbruge sit tøj og sy det om – så kan det være svært at holde til det”, siger Anne og fortsætter:

”Klimaudfordringerne skal simpelthen tages alvorligt, men vi må også tage alvorligt, at der er mange unge mennesker, der lider unde det. Noget af det fine, der kan ske på en højskole, er at man får en kampgejst og finder en mening i at gøre noget. At man får et sprog for det svære, og at man synger sammen om det svære. Jeg tror måske, at det nogle gange kan være med til at gøre, at det er til at holde ud at være i” siger Anne og tilføjer:

”Jeg tror, at der er flere sange i den 19. udgave, der handler om det, der er svært, om døden, om at miste, om klimaproblematikker og om angsten, fordi det er det, forfatterne er optaget af. Derfor har sangene fundet vej til Højskolesangbogen. For Højskolesangbogen afspejler det, som forfattere og musikere er optagede af”, siger hun.

Anne fremhæver endnu en sang om det svære: ”Der er også kommet en sang med om fragmenterede familier. Ifølge sangskriveren, Sara Grabow, er det en skilsmissesang. Den hedder ”Blomsterkransebrud”. Som jeg læser den, handler den om at sige farvel til sine børn hele tiden. For hende er det en skilsmissesang, og for andre kan det være en sang om det, at vi lever lidt splittet, eller mange gør, og har travlt. Og det er også en virkelighed, at man skal sige meget farvel til sine børn og undvære hinanden. Så man må tage det alvorligt, at vi lever i splittede familier. At i over halvdelen af familierne lever man i skilsmissefamilier, og det synes jeg også er væsentligt at kunne synge om. De familier fandtes også i 1989 og 2006, da de tidligere udgaver af højskolesangbogen udkom, men nu er det tid til at synge om det”, siger Anne.

Endnu en tidligere kollega til Anne dukker op på lærerværelset. Han kommer lige fra Eksistensfag med eleverne. Han og Anne udveksler hyggelig snak, han går igen, og vi fortsætter samtalen om den gode modtagelse af den seneste højskolesangbog, om Annes håb om åbne, velkommende sangfællesskaber og om hendes håb om, at mange må få et naturligt forhold til egen stemme. Alt det kan du læse om i næste klumme, 3. og sidste del af samtalen med Anne Odgård om den 19. udgave af Højskolesangbogen.

Gå til temaet “Har du styr på Højskolesangbogen?” og læs den næste klumme i serien om Højskolesangbogen som et spejl på den tid vi lever i.

Har du forslag til fremtidige temaer, så kontakt skribenten, Mette Thue på mette@sangenshus.dk

Baggrund
Den 19. udgave af Højskolesangbogen blev udgivet den 12. november 2020. I udvalget sad Jørgen Carlsen, Mathias Hammer, Dy Plambeck, Anne Odgård, Søren Launbjerg og Mette Sanggaard Schultz. Udvalget påbegyndte arbejdet i januar 2017 og afleverede deres sangvalg ved nytår 2020.