Lissner og salmefornyelsen

Foto: Mette Thue for Sangens Hus

Af Mette Thue

Artiklen består af to dele. I denne første del, ”Lissner og salmefornyelsen”, hører vi om nye salmer og salmebogstillæg siden 1960’erne og frem til udgivelsen af Den danske salmebog i 2002. I anden del, ”Hjertets og samtidens musik”, hører vi mere om de nye salmemelodier, digtning og salmebogstillæg udgivet efter 2002.

Sang og teologi i hjemmet

Holger Lissner voksede op med en mor, der skrev lejlighedssange, og en far, der i begyndelsen var en konservativ, højkirkelig landsbypræst. Da faren fik job som hospitalspræst på Rigshospitalet, opdagede han imidlertid, at ordene måtte formes anderledes i de nye rammer.

”Han oplevede sekulariseringen meget stærkt, fordi han gik rundt blandt læger og sygeplejersker, der ikke havde den kirkelige baggrund som i landsbysognet, og det ændrede ham. Han begyndte at spekulere over, hvordan man taler om kristendommen i en sekulariseret tidsalder, og vi prøvede at lave nye oversættelser af epistelteksterne for at gøre teksten mere forståelig. Og da min mor skrev sange, så fik jeg også lyst til at prøve det,” fortæller Holger Lissner.

1960-70’erne: Behov for nye ord og toner

Da Holger Lissners søstre kom hjem fra en tid som au pair i Cambridge og fortalte om kvækeren Sydney Carter, der gik rundt med sin guitar på værtshuse i London og sang sine kristne sange, og Holger Lissner så nogle af de sange, inspirerede det ham. For det var et anderledes salmesprog. Han og hans mor begyndte at oversætte nogle af dem til dansk.

I 1962 blev Holger Lissner færdiguddannet som lærer, men han fortsatte studierne og begyndte at læse teologi. Samtidig fik han job på Mariaforbundets Husholdningsskole på Frederiksberg, hvor han skulle spille til morgensang og holde morgenandagter. Eleverne var unge piger på 16-20 år.

”Når jeg ledte morgensangen, kunne jeg mærke, at der var nogle salmer, de ikke sang med på, og andre salmer, de sang med på af karsken bælg,” husker Holger Lissner.

Han fortæller om forandringer i tiden:

”Det var i tresserne, hvor landbruget blev mekaniseret, og det danske samfund ændrede sig. Karle og piger på gårdene forsvandt og gik ind i uddannelsessektoren og blev uddannet. Flere og flere fik en studentereksamen, og flere og flere kom på universitetet. Det folkelige Danmark ændrede sig, og det blev sværere og sværere at få de unge til at synge de gamle højskolesange, der var skrevet i en helt anden tidsalder med et andet livssyn og et andet sprog.”

Han overvejede, hvad de unge kunne lide at synge.

”Kim Larsen og Gasolin og den rytmiske musik spillede på en helt anden måde, og det er klart, at der også blev stillet spørgsmålstegn til sangen og musikken i kirken,” siger Holger Lissner.

Nye salmer til børn og unge

Nybruddet kom også udefra. Den tyske kirkemusiker Martin G. Schneider vandt i 1961 en salmekonkurrence i Tyskland med salmen “Danke für diesen guten Morgen”. Melodien var helt anderledes rytmisk, end man var vant til, og salmen blev senere oversat til dansk, først som en verdslig popsang, siden som salme med titlen ”Tak Gud for denne lyse morgen” (100 salmer, 875). Sådan havde Holger Lissner aldrig sunget salmer før.

”Sidst i tresserne begyndte præsten Mogens Hansen og børnehavepædagogen Dorthe Roager Larsen at holde familiegudstjenester og børnegudstjenester, hvor de tog verdslige børnesange og skrev børnesalmer på dem. Det var ikke alle, der kunne lide det. Der var adskillige i den danske folkekirke, der grinede af de nye salmer, men børnene tog dem til sig. Og børneorganisationerne FDF, KFUM- og K-spejderne udgav sammen en lille sangbog, Salmer, i daglig tale ”Den Lille Røde” i 1971. Den blev solgt i over 100.000 eksemplarer. Så man kan roligt sige, at der var en salmevækkelse omkring 1970, selv om der endnu ikke var særligt mange nye salmer,” fortæller Holger Lissner.

Salmebogen fra 1953

Datidens salmebog var Den danske salmebog fra 1953, som blev udgivet kort efter 2. verdenskrig. Med den blev traditionen fra Den Sønderjyske Salmebog fra 1925 og Salmebog for Kirke og Hjem fra 1898 slået sammen.

”Men den havde den svaghed, at der ikke var mange nye salmer med, kun fem af K.L. Aastrups salmer og to af Harald Vilstrup. Den var tilbageskuende,” understreger Holger Lissner og tilføjer:

”Og der var mange, der sagde: ’Grundtvig har jo skrevet det, der skal skrives.’ Der var endda dem, der hævdede, at han havde låst døren til salmeværkstedet og smidt nøglen væk”.

1970’erne: Samarbejdet med Jens Rosendal

Men døren til salmeværkstedet kunne lirkes op. I 1970 udskrev Kristeligt Dagblad en salmekonkurrence. Holger Lissner vandt førstepræmien med en bysalme, en parallel til høstsalmen ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord” (DDS 728), og andenpræmien blev vundet af Jens Rosendal, som han endnu ikke kendte. Et halvt år senere blev Holger Lissner færdig som teolog og fik ansættelse som lærer på Løgumkloster Højskole. Her blev han kollega med Jens Rosendal.

Nu var ungdomsoprøret i fuld gang, og som højskolelærer i 1970’erne mærkede Holger Lissner igen, hvordan sange og salmer måtte have nyt sprog for at passe til de unge. Både Jens Rosendal og Holger Lissner skrev salmer. Jens Rosendal kom fra Indre Mission, men blev mere og mere grundtvigsk, mens Holger Lissner kom fra et økumenisk miljø.

Løgumkloster Højskole var en ret lille og nystartet højskole med både grundtvigianere og indremissionske i bestyrelsen. Den ville favne bredt i folkekirken, men balancen imellem de to fløje kunne være svær, da der netop i de år skete en højredrejning i Indre Mission, som førte til bruddet mellem Indre Mission og KFUM- og K.

I forsøget på at markedsføre højskolen besluttede forstanderen Jens Kristian Krarup at lade skolen holde mange korte kurser for forskellige grene af folkekirken, heriblandt kirkemusikkurser. Højskolen afholdt salmekonferencer, hvor den inviterede folk fra de to fløje for at se, om de kunne tale sammen. Traditionens og fornyelsens folk.

”På den måde var det et ideelt eksperimentarium,” pointerer Holger Lissner og tilføjer:

”Jens og jeg blev inspireret af hinanden til at skrive salmer, og samtidig havde kirken fået en ny organist, Peter Møller (1947-1999). Han var også komponist og ville gerne bidrage til fornyelsen i kirkemusikken, men på traditionens grund. Så Løgumkloster blev i de år et sted for nye salmer.”

Løgumklostersangbogen og Norden

”I 1974 besluttede Jens Kristian Krarup, Jens Rosendal og jeg at lave en sangbog til Løgumkloster Højskole. Det blev til Salmer og sange fra vor tid, men den blev altid kaldt Løgumklostersangbogen. Den var på en måde det første salmebogstillæg, uden dog at kalde sig et tillæg,” understreger Holger Lissner.

”Vi samlede salmer, som vi syntes kunne bruges af dem, der kom på vores højskole, både de unge på de lange kurser og de lidt ældre på ugekurserne. Og det blev tre grupper af salmer. Dels et udvalg af K. L. Aastrups salmer, dels vores egne salmer og sange, som jeg havde fundet forskellige steder, og endelig en række oversatte salmer fra Sverige, Norge og England. Desuden gav vi tekster til Peter Møller, som i løbet af få måneder komponerede 19 meget gode og nyskabende melodier.”

I den periode fik Holger Lissner kontakt til salmedigtere i de andre nordiske lande, og i 1978 var bl.a. han inviteret med til et salmeværksted i Båstad i Sverige sammen med salmedigtere fra Norge og Sverige.

”Sverige var på det tidspunkt langt foran Danmark, hvad nye salmer angår. Digteren Anders Frostenson (1906-2006) var den drivende kraft i den svenske salmefornyelse og udgav allerede i 1960 en sangbog med børnesalmer, Kyrkovisor för barn, senere bare kaldt Kyrkovisor, for de voksne ville også gerne synge disse nye salmer. Vi var nogle få stykker fra Danmark, som deltog, og det gav stor inspiration at møde menneskene bag de kendte navne og høre dem læse og synge deres nye salmer. Det satte sit aftryk i salmebogstillægget ’78-tillægget til Den danske salmebog,” fortæller Holger Lissner.

1970-80’erne: Danske salmebogstillæg

I 1976 udgav Kirkeligt Samfund af 1898, som repræsenterer de grundtvigske kredse, og Samfundet Dansk Kirkesang, som varetager arven fra Thomas Laub, et salmebogstillæg med titlen 46 salmer. Tillæg til Den danske salmebog. Det rummede mest salmer af Grundtvig, K.L. Aastrup og Jørgen Michaelsen. To år senere, i 1978, udgav Kirkeligt Centrum ’78-tillægget til Den danske salmebog, og her kom der, ud over Aastrup, salmer med af Svein Ellingsen, Johannes Johansen og Holger Lissner fik tre salmer med. Yderligere tre år senere, i 1981, udkom 129 salmer. Tillæg til Den danske salmebog, som var redigeret af nogle, som kaldte sig ”en fri arbejdskreds”. Kredsen bestod af folk fra højkirkelige kredse, Indre Mission og Brødremenigheden, og her var det især salmer af Jørgen Glenthøj og Harald Vilstrup. Der var nu kommet 3-4 tillæg, som lagde op til den nuværende salmebog, og det var tydeligt, at splittelsen i opfattelsen af, hvad der var gode salmer, var stor.

I 1980 blev Holger Lissner præst. Da FN i 1970’erne vedtog Børnekonventionen og opfordrede de enkelte lande til at afholde et børneår, der fokuserede på børns vilkår, foreslog daværende biskop i Aalborg, Henrik Christiansen (1921-2011), at folkekirken skulle nedsætte en børnekommission. Det fandt de andre biskopper i folkekirken ikke vigtigt, men han fik lov til at gøre det selv.

”Så Henrik Christiansen nedsatte kommissionen Børn og Kirke, og som en udløber af det arbejde blev jeg involveret i udgivelsen Salmer og kirkeviser til brug ved børne- og familiegudstjenester i 1984. Det var der en del, der syntes, var overflødigt, ”for alle salmer er jo børnesalmer”, som en kendt tidehvervsmand skrev, og det viser noget om tidsånden,” siger Holger Lissner.

Engang var han og Lisbeth Smedegaard Andersen på præstehøjskolen i Løgumkloster for at fortælle om deres salmeskrivning og lægge nye salmer frem. Efter foredraget blev de sat uden for døren, mens deltagerne diskuterede deres salmer. De havde følt sig som uartige skolebørn.

”Det var mærkeligt at opleve den modstand mod nye salmer. Men nu er den stort set forsvundet,” siger han.

Slut-80’erne og 1990’erne: Salmebogskommissionen nedsættes

I 80’erne begyndte Lisbeth Smedegaard Andersen, Hans Anker Jørgensen og flere andre at skrive salmer, ligesom Lars Busk Sørensen (1930-2023) udgav sin første samling i 1986.

”Da der nu var kommet adskillige salmebogstillæg, var det nærliggende at tale om, hvorvidt tiden var kommet, hvor der skulle laves en ny salmebog, så K. L. Aastrup og noget af det bedste af det nyere kunne blive mere tilgængeligt. Jeg var med på et kursus på præstehøjskolen, hvor vi drøftede det, men konklusionen var, at tiden endnu ikke var inde. Men i 1987, aftenen før dommer Mogens Hornslet afleverede udredningen af tamilsagen, som førte til Schlüterregeringens fald, nedsatte daværende kirkeminister Torben Rechendorff en salmebogskommission for at få arbejdet sat i gang. Det fremskød arbejdet med den nuværende salmebog,” påpeger Holger Lissner.

I 1990’erne blev der skrevet mange salmer, og salmebogskommissionen begyndte at samle salmer. Holger var præst og havde ofte en nyskrevet salme med til gudstjenester. Både han, Lisbeth Smedegaard Andersen, Lars Busk Sørensen og Hans Anker Jørgensen kørte rundt i landet og sang nye salmer med menighederne. Mere i Jylland end på Fyn. For jyderne var, ifølge Holger Lissner, mere åbne overfor nye salmer med nye melodier. Blandt fynboerne oplevede han en mere grundtvigsk tidehvervsk skepsis overfor det nye, og det gjaldt også musikken.

”Da Willy Egmose begyndte at lave melodier, var der folk, der syntes, at man ikke kunne synge sådan noget i kirken.”

Frem mod Den danske salmebog 2002

I år 2000 udsendte salmebogskommissionen et lyseblåt prøvehæfte med et bud på, hvordan en salmebog kunne se ud. Spændingen blandt salmedigterne var stor, og tilsvarende var skuffelsen hos mange over, at udvalget af nye salmer var så småt i hæftet.

”Ikke så meget hos mig, for jeg havde fået syv salmer med. Men Lisbeth Smedegaard Andersen havde kun tre salmer med, Lars Busk Sørensen én salme, og Hans Anker Jørgensen fik ikke engang en hel salme med – kun fem ud af syv vers. Det var for få nye salmer, syntes mange. Jeg overvejede, om jeg kunne gøre noget, for der blev åbnet for at komme med høringssvar til det lyseblå bind. Måske kunne vi salmedigtere pege på hinandens salmer. Det talte jeg med den tidligere SF-politiker Poul Dam (1921-2000) om, og han svarede: ’Det skal du gøre, Holger. Du kan komme med kritikken, for du har fået syv salmer med, det er fint til dig. Så kan ingen sige, at du handler ud af fornærmelse, og det er godt.’”

Derpå skrev Holger Lissner til 12 salmedigtere, om de ville mødes, og de ni takkede ja.

”Vi satte os sammen på Løgumkloster Højskole og lagde salmer frem for hinanden, som vi selv syntes var gode. Men det var ret grænseoverskridende, for hvad nu hvis de andre syntes, de var dårlige. Det blev utrolig spændende og har virkelig betydet meget for salmedigtningen i Danmark. Den gruppe er siden blevet til ”Holgerbanden” med Hans Ankers udtryk.” fortæller Holger Lissner.

Det endte med, at alle 12 salmedigtere bidrog med 12 salmer hver til bogen Tredjedagens lyse rum. Den blev udgivet i 2001 som indspark i diskussionen om, hvad der skulle med i den nye salmebog.

”Og den fik indflydelse på den kommende salmebog, idet en række af salmerne fra bogen, kom med i Den danske salmebog fra 2002,” siger Holger Lissner.

Efter 2002: Salmedigterne fortsætter

Nogle år efter udgivelsen af Den danske salmebog (2002) mødte Holger Lissner igen Lisbeth Smedegaard Andersen, som opfordrede ham til at samle salmedigterne igen.

”Hun sagde: Det var så spændende at mødes med de andre salmedigtere. Skal vi ikke mødes igen? Og jeg sagde: Men nu er salmebogen jo udkommet. Hvad skal vi så arbejde på? Du finder nok på noget, svarede hun”.

Og det gjorde han. Folkekirken havde fået en ny alterbog i 1992, hvor teksterne, der skal læses hver søndag, står skrevet. Som noget nyt skulle der nu også læses en gammeltestamentlig tekst hver søndag.

”Men der manglede jo salmer til alle de tekster, for de tekster var ikke blevet læst op, da de klassiske salmedigtere som Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig skrev. Så jeg foreslog gruppen, at vi skulle prøve at skrive salmer til disse læsninger,” husker Holger Lissner.

”Det var en utroligt spændende udfordring, for hvordan synger man salmer til tekster, der ikke er kristne, men jødiske, og som bliver brugt i den kristne gudstjeneste?” spørger Holger Lissner.

Efter tre års intenst arbejde udgav de bogen Lysets utålmodighed i 2011 med salmer til alle de gammeltestamentlige læsninger. I alt 165 salmer. Derefter er de fortsat med at mødes en gang om året og har siden udgivet en ny Løgumklostersangbog, et bind med morgen- og aftensange, et med årstidssange samt Lutherrosen. 17 salmer udarbejdet til reformationsjubilæet i 2017.

Siden satte han gruppen til at skrive salmer til epistellæsningerne i gudstjenesten. Det blev til bogen Med kærlig hilsen: 86 epistelsalmer i 2021.

”Nu mødes vi hvert år i juni og lægger salmer frem for hinanden. Fra 2015 har vi fået komponisterne med til møderne, så vi p.t. er 10 komponister og 11 salmedigtere, der mødes og lægger nye salmer frem for hinanden og tager mange spændende samtaler om de musikalske, teologiske og liturgiske udfordringer. Og der er ingen tvivl om, at det har vi alle lært meget af. Digterne må aflevere to salmer i marts måned, og de bliver fordelt til komponisterne, som så skal aflevere melodierne midt i maj måned. Så kan vi læse på dem, inden vi mødes i juni og diskuterer dem. Men jeg ved ikke, hvordan det fortsætter, for efterhånden er nogle af os blevet gamle, og alt har sin tid,” siger Holger Lissner.

I anden del af interviewet findes i artiklen ”Hjertets og samtidens musik” og handler om de nye salmemelodier, digtning og salmebogstillæg udgivet siden 2002.