“Du skønne land” Foredragskoncert om fællessang og Genforeningen – med Den Danske Salmeduo og Karen Hanne Munk
Den Danske Salmeduo – Hans Esbjerg på klaver og Christian Vuust på saxofon og klarinet – præsenterer et helt nyt koncertrepertoire indeholdende nyfortolkninger af det dansk-tyske grænselands sang- og salmetradition, inspireret af hundredårsjubilæet i 2020 for Sønderjyllands genforening med Danmark. Musikken vil også blive udgivet som en kombineret cd- og bogudgivelse i november 2019, med titlen “Du skønne land – Genforening og fællessang i nyt lys”.
I vekselvirkning med koncertindslagene vil Karen Hanne Munk – cand.mag. i musik og etnografi – fortælle om historien bag sangene samt lede fællessangen. Som født og opvokset i grænselandet har Karen Hanne Munk en særlig interesse for og erfaring med fællessangen i netop dette område.
Sønderjylland er et helt afgørende område, når vi skal forstå den danske folkesangs historie. Her var sangen under fremmedherredømmet til opmuntring og trøst og et af modstanderne frygtet kampmiddel. Samtidig ville vi ikke have den sangskat vi har, hvis ikke vi havde været åbne og modtagelige overfor de musikalske strømninger og tanker, der kom sydfra.
Danmark er beriget med en levende og omfangsrig fællessangstradition. Store dele af den danske sangskat blev skabt under påvirkning af opgøret om hertugdømmerne og de efterfølgende genforeningsbestræbelser; og afspejler udformningen af Danmark som den nationalstat, vi kender i dag. Grænselandets udvikling til forsoning og venskab henover grænsen med gode vilkår for mindretallene er enestående og sætter også stadig sanglige spor.
Den Danske Salmeduo er Hans Esbjerg på klaver og Christian Vuust på saxofon og klarinet. Duoen laver stemningsfulde nyfortolkninger af danske salmer og sange, i et frugtbart møde mellem den nordiske folketones enkelhed, den klassiske musiktraditions nænsomhed og den amerikanske jazztraditions legende improvisationer. Siden 1996 har duoen givet små 500 koncerter i kirker og på spillesteder, og har seks anmelderroste cd´er bag sig. Den røde tråd er de utrolig smukke og livskraftige salmer og sange, som den danske musiktradition er beriget med – med melodier og harmonier enhver moderne komponist kan misunde. Mange af disse sange har været en del af almindelige danskeres hverdag i hundreder af år – med andre ord er de klassikere, sange der bliver stående. Den Danske Salmeduo har lavet en række spændende nye bud på hvordan disse sange kan spilles – med respekt for det musikalske udgangspunkt og fornemmelse for den tekstlige baggrund.
Christian Vuust (f. 1964) er saxofonist, klarinettist og komponist. Docent ved Det Jyske Musikkonservatorium. Modtog i 2017 Gaffelprisen (Danmarks ældste jazzpris). DMA-nomineret i 2014 for sit album Urban Hymn. Har også spillet med Aaron Parks, Peter Laugesen, Pauseland, m.fl.
Hans Esbjerg (f. 1967) er pianist og organist ved Christianskirken i Fredericia. Uddannet fra konservatorierne i Esbjerg og Aarhus. Har undervist på Det Jyske Musikkonservatorium og Musikinstituttet ved Aarhus Universitet.
Karen Hanne Munk (f. 1961), cand.mag. i musikvidenskab og etnografi. Efterskole- og højskolelærer, nu på Sundeved Efterskole i Aabenraa. Medlem af redaktionsudvalget for Højskolesangbogens 18. udgave. Har været primus motor for en lang række arrangementer, hvor fællessangen er i fokus.
Pressen skrev om Den Danske Salmeduo:
»”De dybeste lag” er usædvanlig afklaret, med Esbjergs akustiske klaver og Vuusts klarinetter og saxofoner i et melodisk og sansemættet sammenspil«
– Jazz Special
»Det er instrumentalt kammerspil af fineste karat«.
– Dagbladet Information
»Vuusts meget poetiske og smukt rundede tone suppleres af Esbjergs varierede og empatiske spil. Deres helt store fortjeneste er, at de så fornemt mestrer balancen mellem både at bevare salmernes substans og tilføre dem noget subtilt forfriskende«.
– Aarhus Stiftstidende
»Et udsøgt bud på hvordan de danske salmer kan fornys«.
– Skive Folkeblad
Kontakt/booking:
De første foredragskoncerter støttes økonomisk af projeket, Sangen Genforener 2020, og kan derfor bookes til 11.300 kr inkl. transport i hele DK. Herefter er prisen 16.300 kr. inkl. transport i hele DK.
Hans Esbjerg, tlf 4093 0154, kontakt@dendanskesalmeduo.dk
Læs og lyt på www.dendanskesalmeduo.dk