Sang med børn - og dannelse

Foto: Suzan Kadar

Sang med børn – og dannelse
Af Mette Thue

Interviewet bringes i fire dele. Du kan læse dem alle her. I 1. del af interviewet giver Linda Vilhelmsen en indføring i det komplekse felt omkring en reform af læreruddannelsen og specifikt musiklæreruddannelsen. I 2. del får du en status på musiklæreruddannelsen. Her i 3. del skal vi høre om sang og dannelse.

Hvad kan sang gøre for børn, når det går rigtig godt?

”Sang og dannelse er et område, jeg har skrevet mange bøger om og holdt mange kurser om. Det er et meget overset område”, siger Linda Vilhelmsen.

Vi skal ifølge Linda Vilhelmsen ikke mange år tilbage, før der om musikfaget stod, at man skulle skole og danne stemmerne ud fra et klassisk klangideal. Nu er lovteksten ændret, for nu er der en større diversitet inden for sang. Linda Vilhelmsen kommenterer, at dette er en af hendes kæpheste:

”Det hed stemmedannelse. Eleverne skulle synge rent og pænt og klangfuldt og stå på række og have rigtig vejrtrækning. Og hvordan lærer man børn det, hvis man ikke selv kan? Det kræver en lang musikuddannelse, og det kan man ikke forlange af en folkeskolelærer”, siger hun og fortsætter:

”I 2004, tror jeg det var, der fik vi ændret ordet stemmedannelse til stemmebevidsthed. Det kan lærere undervise i, for der er mange måder at synge på. Men stemmen er også et instrument med et personligt udtryk. Og der er klang, stemmeføring og tempo, og det er så interessant at arbejde med det sammen med børn, for de er faktisk meget bevidste om det”, siger hun.

Hun fortæller medrivende om et projekt hun har lavet for nyligt i en skoleklasse, hvor hun spørger børnene, hvor de tænker, man har brug for sin stemme, og de svarer: ’som journalist, speaker etc. og der har en god fornemmelse af, hvor man har brug for sin stemme. ”Men hvordan vil I så lære at passe på den og lære at bruge den?” spørger hun, og det melder historien desværre intet om.

Under dannelsesperspektiver kommer Linda også ind på indholdet i sangene. Her ser hun en udfordring, fordi hun oplever, at der mange ting, vi skal passe på, som eks. at man nu heller ikke må synge Den danske sang er en ung blond pige. Linda Vilhelmsen slår til lyd for, at det vil være en katastrofe, om børnene ikke indføres i den sangkultur, som hun påpeger knytter dem, deres forældre, bedsteforældre og måske oldeforældre sammen, fordi lærerne ikke har kendskab til sangene i det ’man kalder den danske sangskat’.

”Der er altså et dannelsesperspektiv på det indholdsmæssige plan. Og vi bliver nødt til at gå forrest og fortælle, at det er vigtigt både at synge I Danmark er jeg født og synge rap”, siger hun.

Endnu et dannelsesperspektiv er diversitet, og hvordan man synger inden for forskellige genrer. Der er stor forskel på, hvordan man bruger sin stemme inden for genrer som eks. rock, pop, blues, jazz, funk, og det er ikke fordi Linda Vilhelmsen mener, man skal kunne synge genrerne som musiklærer, men man skal kende til dem, så man kan videregive dem til eleverne.

”Musikfaget er nok det sværeste fag at undervise i, fordi man skal kunne så meget for at være overbevisende over for børnene”, siger hun.

Linda skifter emne til noget vi – som hun siger – slet ikke har været inde på endnu, nemlig at det i 2014 blev obligatorisk for folkeskolerne at samarbejde med musikskolerne. Det skrev hun en bog om sammen med Annelise Dahlbæk ”Hvem tæller for? … når musik i åbenskole skal finde takten”.

”Grunden til at jeg nævner lovkravet om samarbejde er, at der desværre stadigvæk er nogle, der mener, at musikskolerne, dvs. de konservatorieuddannede, skal ind og undervise på folkeskolen. Jeg modarbejdede det meget, for det er de konservatorieuddannede simpelthen ikke uddannede til. De har ikke fagdidaktikken med, og de har ikke pædagogikken med. De er uddannede til at undervise én til én eller et kor eller et orkester. Ikke til at undervise 25 børn med forskellige forudsætninger”, siger hun.

På trods af eller måske netop på baggrund af indsigten, hun selv har fra en uddannelse som AM’er, er hun altså modstander af, at konservatorierne og musikskolerne kommer ind og skal varetage folkeskoleundervisningen. Dog oplever hun, at det kan fungere rigtig godt med samarbejde omkring projekter.

”Men ikke hvis der er en musikskolelærer, der mangler nogle timer, og derfor tager tredje klasse i musik. For de har slet ikke et helhedsblik på undervisningen. Det er så min holdning”, siger hun.

Hvordan kan sang bidrage til dannelse på læreruddannelsen?

”Både på musikskoleområdet, på folkeskoleområdet og på uddannelsesområdet mangler der stadigvæk en klar bevidsthed om, hvor vores dannelseskultur inden for sang kommer fra. Og der kan jeg trække en meget klar rød tråd tilbage til klassikken i 17-1800-tallet”, siger Linda Vilhelmsen, og tilføjer:

”Men hvad sker der så, hvordan kommer alt det ind på latinskolerne i 1805? og hvornår bliver sang til musik?”, spørger hun retorisk og nævner J.A.P. Schulz, der ville have indført sang i folkeskolen, så kirkegængerne kunne komme til at synge bedre. Som hun siger, ligger der nogle reminiscenser, nogle tråde, som kan trækkes tilbage, som selvfølgelig er blevet udfordret gennem tiden.

”I det 21. århundrede er der både pop, jazz og strubesang, men det er ikke noget man underviser i. Der er mange måder at synge på nu, og det er også dannelse. At blive bevidst om, at der er mange, der ikke lærer om opera, fordi børnene synes det lyder forfærdeligt. Derfor skal de da lære om det alligevel. Det er en del af en kultur. Det er en genre. Tag dem med i operaen eller inviter en operasanger ud. Der er et hav af skønne måder at arbejde med det på. Den med at spørge, hvad synes I er sjovt, florerer primært blandt lærere, der ikke føler sig kvalificerede”, siger Linda Vilhelmsen.

Et andet aspekt Linda nævner, er vores sangmæssige dannelseskultur, og at en del af denne kulturarv handler om skam. Hun oplever, at der er mange, der kan synge på stadion, men hvis man beder dem synge for, så mener de ikke, at de kan synge.

”Der er meget skam forbundet med at synge eller synge forkert, og det er en tråd vi har med os, som vi har båret med kulturelt. Vores børn ser jo ikke deres forældre hoppe og danse ude på vejen, ligesom de gør i Cuba, medmindre der foreligger en polititilladelse. Jeg er slet ikke ude på at sige, at det er forkert, jeg siger bare, at det er noget af forklaringen på, hvorfor der er så mange, der er generte eller blufærdige over at synge”, siger hun.

Hun finder det dybt interessant, at der er så mange i vores kultur, som er hæmmede, og kunne ønske sig, at det kunne hjælpe på situationen, hvis læreruddannelsen formidlede en bevidsthed om, at det ikke er den enkelte, der er noget galt med, det er heller ikke fordi, man skal synes, at klassisk sang er dårligt. Det har noget at gøre med at være klar over, at f.eks. stemmeskam kommer et sted fra, og derfor er det ikke folks skyld. Som hun siger, er det vores kulturarv, som er kørt igennem skolerne i gamle lære- og undervisningsplaner, som vi stadig ser en reminiscens af i sprogbrugen helt op i lærer- og undervisningsplaner fra 2017 og 2019.

”Lad mig citere John Højbye, som jeg ellers holder meget af, men dette er et eksempel på, hvor langt arven fra klassikken er fulgt med. I bogen Zig-Zag, det er en af hans korbøger, skriver han om at falsksyngning er et stort problem i kor- og sangarbejde, og at det kræver ”stenhjerte” at afvise disse ”musikalsk handicappede børn”’ [Zig Zag og mer OSTINAT, 1982, s. 4]. Tænk, det skrev han, og det troede man dengang. Jeg har også oplevet John Højbye sige til børn, at de måtte gå ud af et skolekor”, siger hun.

Hun fortsætter: ”Vores syn på falsksyngeri bygger på myter og forestillinger mere end på viden og forskning. Derfor skrev jeg bl.a. speciale om falsksyngeri, for al den nye forskning der er på det felt, er dybt interessant. Jeg tror det er 10% af alle børn i 5, 6, 7-årsalderen, der synger falsk. I 11-års alderen er vi nede på 3%, der ikke kan synge rent, som er ægte falsksangere, for de findes. Alle de andre, det er bare mishold. Der har ikke været et dannelsesperspektiv, og de har ikke fået lov at arbejde med deres sang og stemmeudvikling i skolen. Og for at svare på dit spørgsmål om, hvordan kan sang bidrage til dannelse på læreruddannelsen, for det kunne jeg godt tænke mig, at det kunne lade sig gøre, da jeg har set nogle lærere, der virkelig kan få det til at lykkes”, siger hun.

Til opvarmning af stemmen har hun også en kommentar. Hun finder det morsomt, at vi, da vi sang coronafællessang med Phillip Faber, varmede stemmerne op. Som hun siger, det gør man ikke, hvis man synger på stadion eller til familiefesten ved konfirmationen. Men fordi vi stod der hjemme på altanen, var der ifølge Linda Vilhelmsen en lille reminiscens af den klassiske tilgang i det, at stemmerne skulle varmes op.

”Det er sangkultur og det er stemmebevidsthed at lære det og blive bevidst om, at vi er en del af en kultur. Og det kan man også arbejde med sammen med børn. Der er masser af ideer i bøgerne til, hvordan man kan gøre det, og børnene synes det er sjovt. Det er også en bevidsthed om, at man ikke skal begynde at sige, at klassisk sang er noget skidt, og at man ikke skal sige, at man ikke skal varme stemmerne op, men man kan have en bevidsthed om, hvornår man skal bruge det, og hvornår man ikke skal bruge det”, siger hun og tilføjer:

”I korarbejde er det nogle helt andre ting, der bliver krævet af stemmen. Pigerne i DR Pigekoret, de kan altså synge, også selv om de er klassisk uddannede. De synger både pop og rap, og det er ikke noget de lærer der, men det er ikke mange år siden, at de begyndte at bevæge sig ved koncerterne. Det gjorde man ikke for 20 år siden”, siger hun og konkluderer, at det rytmiske område har åbnet sig, så der også sker nogle kulturelle forandringer over tid.

Er der muligheder for dannelse af børn gennem sang, som ikke udnyttes lige nu?

”Masser”, svarer Linda Vilhelmsen, og fortsætter: ”For mig er stemmebevidsthed også dannelse. Og så skal vi lige diskutere, hvad er dannelse? Dannelse er for mig i denne her kontekst også at blive klar over, at man er en del af et samfund, og hvem er jeg som menneske? Tænk hvis vi kunne bidrage til, at børn bare turde at synge! Det med at hver fugl synger med sit næb, det betyder ikke, at vi skal synge dårligt alle sammen”, siger hun.

For hende er det også vigtigt at vi har kulturbevidsthed eller dannelse i forhold til, hvor kommer sang fra i vores kultur, og hvad er den rundet af? Hun fortæller om sang og musik som det største gruppetilhørsforhold, og henviser til de oplevelser vi havde med fællessang under coronapandemien. Ifølge Linda har vi aldrig sunget så meget fællessang før, og for hende er fællessangen også dannelse.

”Det er også dannelse at kunne arbejde med diversitet i sang. Nu er der lige kommet ukrainere til landet, og der er også alle mulige andre nydanskere, og hvad er deres kultur? Hvad kendetegner deres sangkultur? Vi har f.eks. ikke de tyrkiske glissader. Eller man kan undersøge forskellige kulturers karakteristika. Hvordan synger man i Grækenland eller på Grønland? Det er også dannelse, så man får åbnet op og erkender, at der er mange måder at synge på”, siger hun og fortsætter:

”Og det vil være knald i låget at få grønlandsk trommesang sunget af DR Pigekor og visa versa, men forståelsen og respekten for, at der ikke er én måde at synge på, som er rigtig. Vi behøver ikke synge pænt og rent og stå godt”, siger hun.

Er der muligheder for dannelse af børn med diagnoser gennem sang, som ikke udnyttes lige nu?

”Ja det er der. Der er et kæmpe potentiale i det”, siger hun og fortæller om sin tid på Rehabilitering og udviklingscenter Filadelfia, hvor hun lavede musik, fællessang, kor og stomporkester, samt musikterapi med voksne med mentale udfordringer.

Hun fortæller om stomporkestret, hvor alle kunne melde sig. Hun vidste ikke, hvad de kunne. De havde ikke gået til musik, og havde ikke lært noget, bort set fra en enkelt, der havde gået til trommer. For antagelsen var, at ’sådan nogle med eks. autisme, de kunne nok ikke noget’. Men det kunne de, fortæller hun:

”En kunne holde den ene rytme på en spand, en anden en supplerende rytme, og en tredje med en usædvanlig god hukommelse kunne huske mange vers udenad”, siger hun og tilføjer:

”Jeg troede ikke på, at de ikke kunne mere end børnesange med rytmeæg, så jeg eksperimenterede med det i 10 år”, siger hun og bevidner, at mange kompetencer på specialområdet kan aktiveres igennem sang og musik.

”De blev så dygtige, og det var fantastisk sjovt, og så var de overhovedet ikke generte”, siger hun og tilføjer en historie om en af pædagogerne på stedet med stemmeskam. Linda husker, at flere af hendes pædagoger var med til kor med brugerne. Engang bad hun en af pædagogerne om at synge for, og pædagogen svarede ’Nej det kan jeg da ikke’. Linda svarede: ’Det må du aldrig gøre igen’, for hun var bange for at pædagogens følelse af stemmeskam ville smitte.

”Så er vi jo igen tilbage til dannelse og kultur. Tænk, over for de her mennesker turde hun ikke synge for”, siger Linda.

En anden ting Linda er optaget af i forbindelse med sang, dannelse og diagnoser er, at flere af brugerne havde epilepsi.

”Der er sjovt nok, jeg havde brugerne med autismespektrumforstyrrelse i 10 år, og dem med epilepsi faldt indimellem om, men der var bare aldrig nogen, der fald om til kor eller til stomp. Det er mærkeligt. Det er lige noget for Aarhus Universitet at undersøge, for jeg vil virkelig gerne vide, om det har en sammenhæng til sang- og musikudøvelse”, siger hun og adresserer Peter Vuust og Center for Music in the Brain.

”Sang kan helt sikkert bruges på specialområdet, men man skal sætte sig ind i et omfangsrigt neuropædagogisk stof, og så er vi igen tilbage til, hvordan kommunikerer man, hvordan arbejder man med relationen og med motivationen”, siger hun.

4. og sidste del af interviewet med Linda Vilhelmsen handler om status på reform af musiklæreruddannelsen. Vi bringer det her på siden.

Læs flere artikler om sang og dannelse og se litteraturlisten – med faglitteratur og baggrundslitteratur om dannelse.