Katrine Muff om fællessang under coronapandemien

Som TV-vært i programmet Fællessang på DR, der blev sendt under coronapandemien i 2021 i bedste sendetid fredag aften kl. 20, oplevede Katrine Muff Enevoldsen, at fællessangen skabte det, hun beskriver som et metafysisk fællesskab, frem for et forestillet fællesskab, som forskerne beskriver det. ”Det var i hvert fald ægte nok for mig”, siger Katrine Muff Enevoldsen, der også er musiker og komponist. Hun opfordrer til, at vi fremadrettet også nærer fællesskabet og interessen for fællessang.

Katrine Muff Enevoldsens blev en af de ledende stemmer i DR’s fællessangsaktiviteter under coronanedlukningerne. Hun var både med til at skabe programmet, og samtidig oplevede hun fællesskabet gennem fællessang på DR fra ’den anden side’ af skærmen. Derfor er hendes perspektiv interessant som et bidrag til diskussionen om, hvad sangen gjorde ved os i den vanskelige tid.

Baggrund for interviewet
Videncenter for sang har fokuseret på temaet sang og corona ved at pege på og dele nogle af de første videnskabelige artikler om emnet. Her er forskerne optaget af at undersøge følelsen af fællesskab gennem fællessang via medierne. Det medialiserede eller forestillede fællesskab, som de omtaler det.

Lørdag den 12. marts 2022 var skribenten i privat regi til et velbesøgt og vellykket lokalt arrangement, Vinterhøjskole med fællessang og foredrag ved Katrine Muff Enevoldsen i Serup kirke ved Silkeborg. Katrine Muff Enevoldsen gav sit perspektiv bl.a. på fællessang gennem medierne som en livline. Undertegnede kunne ikke dy sig for at få en kommentar i pausen fra en af TV-værterne bag de af forskerne undersøgte programmer. Her følger interviewet:

Fællessangen var en livline
Du nævnte under foredraget, at du så sangen under coronaen som en livline. Kan du uddybe det og fortælle, hvordan du i øvrigt oplevede fællessangen under corona?

”Under coronakrisen blev vi alle sammen spredt ud i vores hjem. Vi havde alle sammen de samme vilkår, men vi kunne ikke rigtigt nå hinanden fysisk. Men det at gøre noget synkront, det gør noget ved os. Jeg kunne lige så godt bede os alle lave de samme bevægelser: Og nu skal vi alle trække vejret, række armene op i luften, og ud til siden, osv.”, siger Katrine Muff Enevoldsen og fortsætter:

”Sang synkroniserer os på flere planer og det gør, at vi føler en form for stærk samhørighed. Vi siger de samme ord, og vi siger dem på samme tidspunkt. Vi synger dem i samme toneart og med samme sårbarhed. Desuden er der vejrtrækning og puls, der synkroniser os på en eller anden måde, så jeg oplever det som en måde at række ud, hvor man griber hinanden igen. I hvert fald i forhold til det med fællessang i fjernsynet. Det at der var en der sagde: ”En, to, tre, nu synger vi” og vide, at der sad en million mennesker rundt omkring derhjemme, og de oplevede krisen på forskellige måder. Nogle var bange, syge, følte sig pressede på familien og på arbejdsfronten, og andre følte sig enormt ensomme. Men vi var fælles om sangen. Det gjorde ensomheden mindre, og det gjorde afstand mellem os mindre. Det tror jeg var fordi, vi gjorde det samme – på samme tid. Det er det, sangen kan. Og så kan vi samtidigt lægge indhold ind i den form, så vi kan sige, at nu skal vi alle samles om denne her følelse af melankoli eller glæde, eller hvad det nu end måtte være. Vi samledes om noget, og indholdet var det samme”, siger Katrine Muff Enevoldsen.

Fællesskabets karakter
Nu hvor forskerne begynder at forholde sig til emnet sang og corona, så taler de om et medieret eller forestillet fællesskab. Hvilke ord vil du bruge?

”Et forestillet fællesskab, det har en negativ klang for mig, fordi det er som om man er desillusioneret, hvis man har en følelse af sammenhørighed med nogle igennem sang på afstand. Jeg tror egentligt, at den her følelse også gik den anden vej. Jeg har en idé om, at et forestillet fællesskab er falsk, altså at det, der kom den anden vej fra, var falsk. Sådan synes jeg ikke, at det var. Min følelse var, at det var ligesom at have gået til sang et hvilket som helst andet sted. Her gik vi bare til sang en hel nation samtidigt hver fredag kl. 20. Det var ikke særlig forestillet. Desuden sendte folk videoer ind af dem selv, hvor de sang og dansede til musikken, og den respons fik man med det samme. Vi havde det sågar med i programmet. Eksempelvis havde vi lige sunget en sang af Sebastian, så var der en sang imellem, og så kom der et indslag, hvor vi fik alle de videoer ind fra folk, der sang derhjemme. Man kunne ikke forstille sig, hvor stort det fællesskab var, men man vidste, at det var der. Så jeg vil sige, at det skabte et metafysisk fællesskab mere end et forestillet fællesskab. Så var det bare et ægte fællesskab et andet sted. Det var i hvert fald ægte nok for mig”, siger Katrine Muff Enevoldsen.

Hvem sang med?
Mærkede I på ’den anden side af skærmen’, om der var nogle, som DR ikke nåede, eller nogle DR kunne arbejde mere for at nå og række ud til i forbindelse med programmet Fællessang?

”Man træffer jo valg hele tiden gennem sangvalg. Vi prøvede så vidt vi kunne at favne de mennesker vi vidste, der havde brug for fællessangen. De unge kunne vi godt prøve at lægge nogle sange ud til, men jeg tror ikke, det er dem, der tænder fjernsynet kl. 20 fredag aften. De kerneseere vi har, det er familier og folk, der ser flow-TV”, siger Katrine Muff Enevoldsen og fortsætter:

”Det er lidt som at sende nogle satellitter ud og sige, at den her er jeg sikker på, at nogle af jer bliver rigtig glade for, og så er der nogle af jer, der ikke rigtig kender den, men vil få rigtig meget ud af at lære den at kende. Jeg tror hele tiden, at det handler om at få serveret tingene på den rigtige måde. Det behøver ikke at være ungt, som i ordets klassiske forstand. Det behøver ikke at være en Nik & Jay-sang eller lignende, for at folk fra min aldersgruppe har lyst til at synge med. Jeg tror, at det handler om, at formidlingen er på plads, og at jeg fortæller jer, hvad I kan bruge den her sang til, hvilke muligheder der er i den. Prøve at lukke op for nogle uventede perspektiver på nogle sange, som er en del af den klassiske sangskat. Jeg tror ikke, at man behøver at tænke så meget over, at sangvalgene skal være de rigtige. Man kan godt servere noget som er kompliceret. F.eks. ”Det er hvidt herude,” den har en virkelig svær melodi, men det var den sang, der ramte mit barn, selvom hun ikke forstod teksten. Vi kan ikke forudse, hvad der rammer folk af det her, fordi vi ved inderst inde ikke, hvad hinanden rummer, og hvad der lige pludselig kan virke som enorm stor poesi for os hver især”, siger hun og tilføjer:

”Der var nogle, som blev lidt trætte af eller demonstrativt ikke havde lyst til at være med i fællesskabet, fordi de følte, at de havde fået nok fællessang og fordi det på en eller anden måde også repræsenterede en periode, som man havde lyst til at tage afstand fra, selvom man ikke kunne, for corona var der jo”, siger Katrine Muff Enevoldsen.

Sang i fremtiden
Hvad tænker du om det, der kommer nu?

”Jeg tænker, at vi har lært rigtig meget om hinanden igennem fællessang, og vi har lært rigtig meget om dansk historie og musik, og nu kan musikken noget andet. Vi kan trykke på nogle andre knapper, for nu kan vi synge fysisk sammen, og vi kan mærke, hvor fantastisk det er at være sammen med et kor for eksempel. – Nu er spørgsmålet så, hvordan vi tager fællessangen med ud i det åbne samfund. Der er en sangglæde til stede, og der er en interesse for den danske sangskat, som vi bliver nødt til at bibeholde og nære, for at den skal kunne gro”, siger Katrine Muff Enevoldsen.

Mette Thue