Tre hurtige spørgsmål om børn, sang og sprog til Louise Højlund
Hvad er det mest interessante i din optik ved børn, sang og sprog?
Jeg er optaget af sammenhængen mellem sang og sprogudvikling/-tilegnelse. At synge er en grundlæggende menneskelig udtryksform, og det verbale og musikalske sprog bygger på fælles grundpiller som rytme, betoning, tonehøjde, dynamik, tempo og pauser. Børn lærer lyden af sproget (prosodien), før de forstår den semantiske mening. Derfor er der et stort sprogudviklende potentiale i at synge sange, rim og remser med børn helt fra spædbarnsalderen, ligesom pædagoger i dagtilbud og dagplejere med fordel kan arbejde sprogstimulerende ved at kommunikere musisk i hverdagssamværet med børn med eksempelvis spontansang og ved at anvende stemmens rytmiske og klanglige muligheder. Et stærkt udviklet musikalsk gehør styrker desuden skolebarnets evne til at opfange et fremmedsprogs prosodi, som eksempel har tysk sin egen melodi og sprogtone med anderledes betoninger, tempo og dynamik end dansk eller engelsk. Jeg mener derfor, at et pædagogisk og didaktisk fokus på sang, samt musikalsk udfoldelse i bredere forstand, er med til at udvikle børns lingvistiske bevidsthed på gunstig vis.
Er der noget, der kunne være anderledes i danske daginstitutioner?
Det er mit indtryk, at der heldigvis synges en del med børn i daginstitutioner, men også at det ofte beror på, om der er pædagogisk overskud eller vilje til det. Det lader til at være tilfældigt og ofte op til de enkelte institutioner eller medarbejdere, om man aktivt bruger sang og musik som en bevidst pædagogisk aktivitet, ligesom repertoirekendskabet mange steder kan være ret begrænset. Det kræver mod og tryghed i forhold til at bruge egen stemme at kommunikere musisk med børn og bryde spontant ud i sang. Der er en blufærdighed omkring det at synge, og mange tror, at man skal kunne spille guitar for at “lave musik” i børnehaven. Sammenhængen mellem sang, stemme, krop og bevægelse og hvad det kan i pædagogisk henseende – ikke mindst som sprogstimulerende aktivitet – er ikke noget, det pædagogiske personale nødvendigvis har særlig stor bevidsthed om. Det kunne være fantastisk og virkelig ønskværdigt, hvis pædagoger blev bedre klædt på gennem deres uddannelse til at tænke musik ind i hverdagen i institutionen.
Hvad tænker du om børn, sang og sprog, og at pædagoguddannelsen står foran en forventet reform?
Sådan som pædagoguddannelsen er sammensat nu, har musikfaget desværre ret trange vilkår. Det er ikke obligatorisk på nogen af specialiseringerne at have musikundervisning i uddannelsen, og for rigtigt mange pædagogstuderendes vedkommende får de kun et ganske kort og flygtigt kendskab til musik som led i et mere overordnet modul. Det er kun på udvalgte campusser, at man kan tage musik som valgfag, og sang og stemmebevidsthed er i så fald kun et fokus, hvis den pågældende underviser har kompetencer i det. Når der er så meget forskning, der viser, at det er sundt at synge sammen, at sang og musik kan være sprogudviklende, og at musik kan øge trivsel og skabe fællesskab, så burde det få langt større faglig vægtning på pædagoguddannelsen, end det er tilfældet nu.
Projekt Sangglad i regi af Sangens Hus gør et bemærkelsesværdigt fint stykke arbejde for at udbrede kendskabet til sangens pædagogiske potentiale, men hvorfor ikke give alle kommende pædagoger musikalske kundskaber at gå ud og virke i praksis med? Det er godt, at der sættes spotlight på, hvad sang og musik kan, og at enkeltstående daginstitutioner af egen vilje og økonomi henter konsulentbistand udefra, når man eksempelvis indleder et samarbejde med Sangens Hus, men i den ideelle verden trak man den kompetence ind i uddannelsen ved at klæde alle pædagogstuderende på til at kunne arbejde “sangglad” i praksis. Dét kunne jeg ønske mig af en ny pædagoguddannelse.
Mette Thue
