Sangerkrop og kernestemme
Af Mette Thue
Spørger man Anne Rosing, om alle kan lære at synge, er svaret nuanceret. Tidligere i sin karriere ville hun have svaret ja, men hun oplever, at der kan være særlige tilfælde, hvor det er svært, men også tilfælde, hvor arbejdet lykkes på overraskende vis. For Anne Rosing peger de overraskende tilfælde netop på, at man kan afhjælpe mange spændinger, som opleves på strubeplan, ved at arbejde med kroppen.
Metoden
Anne Rosing Metoden er anderledes end andre sangtekniske metoder, bl.a. fordi arbejdet med kroppen fylder meget.
”Den særlige balance, som jeg kalder for sangerkropbalancen eller sangerkroppen, er en helt bestemt måde at afbalancere menneskekroppen på. Den kropsbalance danner udgangspunkt for optræning af lyden, hvor kropsbalancen ikke alene supplerer sangstemmen, men er direkte bestemmende for den lyd, der dannes. Det vil sige, at funktionerne styres fra kroppen, så kroppen er ligesom et instrument,” siger Anne Rosing.
Fælles grundlag for sangere
I bogen Fra sangerkrop til kernestemme beskriver hun et fælles grundlag, som hun kalder for sangerens ABC, et grundlag, som alle sangere skal have for at kunne synge frit.
”Der er et fælles grundlag for klassiske og rytmiske sangere, som tager udgangspunkt i sangerkropbalancen, og den påvirker åndedrætsfunktionen. De to ting påvirker arbejdet med struben og giver frihed til de små strubemuskler. Så der er et fælles fundament. Med ABC’en optrænes et sundt og stærkt stemmelæbelukke.”
Hun fortæller, hvordan der til gengæld er stor forskel, når man som sanger bevæger sig ud i forskellige genrer, fordi klassiske og rytmiske sangere skal kunne noget forskelligt.
”Den klassiske sanger er rundet af den klassiske sangs æstetik. Der er helt bestemte krav til, at stemmen skal være egal. Det vil sige, at den skal kunne gå fra det dybe leje til mellemlejet og til det høje leje uden hørbare overgange. Stemmen skal være overtonerig, og der er krav til ambitus, for melodien er allerede skrevet, og den skal man synge. En anden ting er, at den klassiske sanger er sin egen forstærker. Det kræver en helt speciel teknik, hvor man får udvidet de resonansrum, som gør, at sangen kan høres igennem fx et orkester.”
Udtrykket er meget mere fastlagt for den klassiske sanger, og de hårde krav til den klassiske sanger har man ikke til den rytmiske sanger.
”Den rytmiske sanger har mulighed for at synge i mikrofon. Sangeren kan også flytte melodien op og ned, som det passer den enkelte, og den rytmiske sanger kan improvisere. På en måde er der større udtryksmæssig frihed, og samtidig kan dette netop også opleves som en udfordring – altså originalitetskravet. I undervisningen arbejder jeg med ABC’en for at give den rytmiske sanger en styrke, og så taler vi om, hvad sangeren gerne vil bruge sit fundament og sin stemme til.”
Baggrund
Baggrunden for Anne Rosings fokus på kroppen i stemmearbejdet er hendes egen oplevelse af problemer med stemmen.
”Jeg prøvede at løse mine egne stemmeproblemer på strubeplanet, men det var lige meget, hvad jeg gjorde, og hvilken lærer jeg gik til. Det hjalp ikke. Så var jeg heldig at møde en tysk professor fra Köln, som gik for at være meget alternativ. Det alternative var, at hun arbejdede med kroppen. Det var helt nyt for mig, den måde hun arbejdede på. Jeg kunne se, at hendes sangere var meget plastiske, når de sang, og sangen var organisk og bundet i kroppen, så det var en vigtig erfaring.”
I begyndelsen af 1980’erne rejste Anne Rosing rundt i verden og opsøgte viden om stemmen. Hun erfarede, at der på den tid ikke blev arbejdet meget med kroppen i forhold til stemmen, og hendes oplevelser fra Köln stod derfor som noget helt særligt. Hun rejste hjem og begyndte at beskrive sine sangtekniske erfaringer gennem anatomi og fysiologi.
Sangerkroppen
I sin bog Fra Sangerkrop til kernestemme taler Anne Rosing bl.a. om sangerkroppen.
”Sangerkroppen er ikke en teoretisk konstruktion. Det er en bestemt afbalancering af menneskekroppen, som jeg har set hos sangere, som tilsyneladende havde stor frihed, som blev gamle i deres karriere, og hvor mange af dem kunne synge i de samme tonearter, som de kunne, da de var unge. Uanset kropsbygning, så var der en overensstemmelse i deres måde at afbalancere kroppen på. Den overensstemmelse har jeg kastet mig over at beskrive.”
Sangerkropbalancen har betydning for, hvordan lyden dannes i struben.
”Hvis du stiller dig på siden af en sanger, så vil den sanger, som har en sangerkropbalance, være lidt cirkulær i brystkassen. Forstået på den måde, at der er stor dybde fra ryg frem mod bryst. Det vil sige, at brystkasse er dyb. Ryggen er bred, og der er ikke noget lændesvaj. Den positionering af kroppen betyder, at hovedet placerer sig lige mellem for- og bagside.”
Hun forklarer, hvordan man kan finde sangerkropbalancen på en enkel måde:
”Man kan stille sig op ad en væg med bøjede ben. Det strækker rygsøjlen, så åbner brystkassen sig, lændesvajet udlignes, og der kommer en bredde omkring de nederste ribben. I den stilling rækker du armene frem, som holdt du om en stor bold. Du kan også holde om en stor bold, og det giver dig bredde mellem skulderbladene. Så bliver du mere cirkulær i kroppen.”
Omvendt har hun mange gange oplevet, at sangere med stort lændesvaj og forskellige låsninger i brystkassen har stemmeproblemer, som ikke kan løses ad stemmevejen, men som skal løses via kroppen. Set fra siden er de mere ovale i brystkassen, det vil sige smalle fra ryg frem mod bryst.
”Man kan sætte sig omvendt på en stol, holde om stoleryggen, sætte sig med bagdelen ud over sædet, så lændesvajet udlignes, og så synge i den stilling. Når du sidder i den stilling, så påvirker det hovedets balance. Hvor et lændesvaj har en tendens til at udløse et fremskudt hoved, og det giver problemer på stemmeplan, så vil sangerkropbalancen få hovedet til at positionere sig anderledes, så man inde i struben rammer den del af stemmelæben, som er den bruskede del. Det giver frihed til stemmelæbens muskuløse del, og det er her, hvor de musikalske nuancer sker.”
Kernestemmen
Kernestemmen er en helt bestemt måde at danne stemmelæbelukket på. Den er karakteriseret ved at have et fast lukke af tudbruskene. Man kan lukke stemmelæberne helt bevidst for at synge derfra, men man kan også lave stemmelæbelukket styret fra kroppen.
”Rent teknisk er kernestemmen produkt af nogle sangtekniske tiltag, som man fra gammel tid kalder for vomitare, det er italiensk, og det betyder egentlig at kaste op. Og inhalare la voce, som er inspireret af den gamle bel canto-tradition. Bel canto betyder både smuk sang, men indeholder også betydningen en sund funktion.”
Vomitare
Anne Rosing uddyber om vomitare, at det hører til ansatsøjeblikket.
”Vi lukker den bruskede del af stemmelæben. Og det er en måde i ansatsøjeblikket at markere eller håndtere skiftet fra indånding til udånding. Det er her, det tit går galt for sangeren. Man kan stå i den mest perfekte sangerkropposition, man kan have taget en rigtig fin indånding og alligevel slippe stemmelæbelukket i ansatsøjeblikket.”
Det anser hun for at være et almindeligt problem, som skyldes, at mellemgulvet mister sin spænding i ansatsøjeblikket, så man taber luft og mister kontrollen og evnen til at gennemføre frasen.
Inhalare
Hun fortæller om inhalare la voce:
”Inhalare la voce har med, hvordan du kontrollerer frasen, at gøre. Det betyder egentlig at indånde stemmen, hvilket er meget abstrakt. Rent fysiologisk betyder det, at diafragma bevarer sin spænding under hele frasen. Diafragma skal spænde med i ansatsøjeblikket frem for at tabe sin spænding, altså bevare sin spænding i ansatsøjeblikket.”
Hun vender tilbage til vomitare:
”Man lukker stemmelæberne blødt til stemmestilling. Det kan alle gøre. Så holder man stemmestillingen lukket og aktiverer diafragma. Det giver en brækfornemmelse. Man brækker sig så at sige ind i frasen. Så er udfordringen at bevare aktiviteten i diafragma, så stemmelæbelukket bevares, og så man ikke spilder luft under frasen.”
Hos nogle sangere foregår det fuldstændig ubevidst og hos andre bevidst. Under alle omstændigheder kan man træne sin bevidstgørelse herom, siger hun.
”Det at bevare kontrollen over diafragma er en helt speciel træning. Det er noget som ikke mindst den klassiske sanger skal træne til perfektion. Det giver det perfekte legato og den meget tætte overtonerige lyd.”
Anne Rosing opfatter kroppen som et instrument, der skal bygges gennem træning.
”Når jeg laver mit vomitare i ansatsøjeblikket, så lukker jeg stemmelæberne. Her vil de fleste sangere begynde at synge. Men når jeg træner vomitare, så laver jeg den der brækfornemmelse, som aktiverer både min brystkasse og diafragma og også bugmusklerne, og så er jeg nede i kroppen. Det er dét, jeg mener med, at funktionerne styres fra kroppen. Sådan får strubemusklerne frihed til det musikalske udtryk”, fortæller hun, ”så det grove arbejde foregår i kroppen, og de fine nuancer foregår i struben.”
Hun giver et eksempel:
”Du hører det, når den unge Sanne Salomonsen synger ”Det ikke det du siger”. Hun starter helt luftigt og bygger så op til stor styrke, uden at hendes stemmeprofil ændrer sig. Sanne er genkendelig både i dybden, i mellemlejet og i toppen som et sammenhængende instrument. Hun er et godt eksempel på frihed i stemmen.”
Bliver man derimod træt og får ondt omkring struben, så er det ifølge Anne Rosing kompensatoriske spændinger, der melder sig, fordi den lyd, man gerne vil have, ikke styres fra kroppen, men aktiverer nogle uhensigtsmæssige spændinger.
Målet med sangundervisning
Målet med sangundervisning er i Anne Rosings optik sang uden modstand.
”Det er så rørende, når en sanger pludselig kan udtrykke sin musikalitet og sine følelser og oplever den frihed. Det er sådan, det har været engang, og det at kunne genskabe den frihed har en dyb påvirkning på sangeren.”
I sin bog taler hun om, at voksne ”DeVoicer”. Det vil sige, at det, hun kalder ABC’en, falder fra hinanden. Ligeledes taler hun om at ”ReVoice”, at vi kan genskabe den vokale frihed, som vi er født med.
”Når vi er spædbørn, har vi en kæmpe stærk stemme og et stort omfang. Vi har også nogle overtoner i vores stemme, som faktisk er det, som klassiske sangere træner henimod – for at kunne gå igennem et orkester.”
Hun omtaler en kropsterapeut, Alexander Lowen, som mener, at rigtig mange af os lever med en meget begrænset palet for menneskelige følelser.
”Når vi synger, udvider vi vores følelsespalet. Vi får hjælp af musikken og oplever noget, som vi måske har gemt lidt eller har lukket af for. Nogle kalder det, at vi smelter vores heart walls. Det synes jeg er et godt udtryk for, at man via musikken kommer i kontakt med nogle følelser, som man ikke normalt kommer i kontakt med.”
Når vi ReVoicer, mener hun, at vi i sangundervisning kan hægte ABC’en sammen igen, så kroppen, åndedrættet og stemmen spiller sammen og giver os frihed til at udtrykke os.
Målet for sangstemmen
For Anne Rosing er det højeste mål for den menneskelige sangstemme friheden til at blive et instrument for tekst og musik.
”Som en gammel operasanger udtrykte det: ”Mellem mig og publikum er kun musikken.” Det synes jeg er så smukt et udsagn. Det vil sige, at man stiller sig til rådighed for at udtrykke de følelser, som tekst og musik inviterer til og på den måde blive komponistens og tekstforfatterens talerør. Nogle vil kalde det sang uden ego. At man virkelig stiller sig til rådighed med sit instrument, sin stemme.”
Hun fortæller, hvordan publikum, i det øjeblik det sker, oplever det som et intenst nærvær:
”Når man synger kropsforbundet, så vil der ske en form for kropslig spejling, så man som lytter på det fysiske plan bliver påvirket og på den måde bliver åben for at opleve musikken på en anden måde. Man bliver virkelig aktiveret som lytter,” siger hun og tilføjer:
”Og i sangeren er det instrumentet, der tager over, og du har fuldt fokus på at udtrykke tekstens indhold.”
Tips
Tips til pædagoger og korledere
Anne Rosing understreger, at når man som sangpædagog underviser børn, så er måden, budskabet formuleres, vigtig. Jo yngre børnene er, desto mere skal undervisningen have en legende karakter. Der skal heller ikke tales om anatomi og fysiologi, men det bør være en underliggende viden for sangpædagogen.
”Det er vigtigt, at man flytter fokus fra struben til kroppen. For på et tidspunkt bliver børn selvkritiske, og der ligger meget skam på strubeplan. Fx spørgsmål som: Hvorfor kan jeg ikke synge det? Hvorfor kan jeg ikke tage de høje toner? Hvorfor lyder det grimt? De fleste børn bliver lettede, når man flytter fokus til kroppen. Rigtig meget kan nemlig løses via krops- og vejrstrækningsarbejde.”
Hun opfordrer til, at man hurtigt kan finde sangerkropbalancen ved at stå op ad væggen med bøjede ben, så børnene kan fornemme balancen, og de kan fornemme, at det skaber en frihed.
Tips til pædagoger for de 0-6-årige
”Lad hele tiden lyd og bevægelse følges ad,” siger hun og uddyber:
”Nogle gange, allerede i vuggestuen eller i børnehave, får børn det, der hedder børnehæshed. Det ser jeg som et tegn på, at den socialiseringsproces, hvor børn pludselig skal sidde stille, er svær. Det påvirker stemmen, for tit bliver de ved med at råbe lige så kraftigt, som de har gjort tidligere, men de har ikke basis i kroppen og åndedræt, som de har haft tidligere, hvor de bevægede sig.”
Tips til musiklærere i skolen
Anne Rosing har to gode råd til musiklærere:
”For det første: Undgå instruktionen ’ret dig op og træk skuldrene tilbage’ i sangundervisningen. For her går man imod den naturlige runding, der ligger på brystkassens bagside. Når man trækker skulderbladene sammen, så indsnævres bunden af brystkassen, og det skaber dårlige arbejdsbetingelser ikke mindst for diafragmas bevægelighed. Det er virkelig et problem for den voksne sanger, som har fået store spændinger mellem skulderbladene, og de forplanter sig videre op til nakken. Det kan være sejlivet at komme af med. Derfor er det vigtigt at overholde den naturlige runding, der ligger i rygsøjlens konstruktion.”
”Det andet råd har med åndedrættet gøre. Igen og igen støder jeg på voksne sangere, som har fået instruktionen ’Træk vejret ned i maven’ eller ’Træk vejret med maven’. Der er en grund til, at de instruktioner er opstået, for man vil undgå at vejrtrækningen foregår i øverste del af brystkassen. Men det betyder, at mange aldrig har fået styr på deres åndedrætsstøtte, som i sin essens er et fint afstemt samarbejde mellem ind- og udåndingsmuskler. For mavemusklerne er udåndingsmuskler, så instruktionen giver forvirring, fordi man ikke kan trække vejret med maven. Derimod kan man trække vejret med diafragma, og lungerne sidder fast på diafragmas overkant. Problemet med diafragma er, at det er en svær muskel at forstå, og den opererer i tre dimensioner. Jeg henviser altid til en lille virkelig god film, som ligger på YouTube, der hedder Diafragmatic breathing 3D. [Du kan se videoen her]. Den er supergod, for der ser man, hvordan musklen flader ud, og man ser, hvordan brystkassen løfter sig i modsat retning. Man ser også, at musklen ikke kan gå ned i maven. Man ser, hvordan den er skåret efter brystkassen, og man ser, hvordan hovedmassen af muskelfibrene, som er de længste og de stærkeste, ligger i ryggen.
Derfor er det bedre at sige: ’Træk vejret med ryggen’ eller ’Træk vejret mod ryggen.’ Så får man fat i diafragma og kan sætte ind- og udånding sammen. Allerede der vil det give større frihed til stemmen.”
Tips til korledere for børn og unge
”Man kan skabe en funktionel egalitet i et kor ved at lade korsangerne have den samme arbejdsstilling. De kan stå op ad væggen eller sidde omvendt på en stol med bagdelen ud over sædet og med armene frem om stolen. Jeg ved, at rigtig mange kor gør det,” siger hun og tilføjer:
”Det vil sige, at man kan stå eller sidde i samme stilling, desuden trække vejret på samme måde og sætte tonen an på samme måde. Selve det detaljerede ansatsarbejde er svært at lave i et kor, men en god korleder kan med sine bevægelser bidrage til, at man ikke bare lukker luft ud. Der kan korlederen med sit slag dirigere ansatsretningen, så på den måde kommer man faktisk rundt i de tre områder: sangerkrop, vejrtrækning og ansats, altså ABC’en.”
Tips til alle sangpædagoger
”Uanset hvem man arbejder med, skal man hele tiden huske, at sang er glædens umiddelbare udtryk. Vi synger, når vi er glade, og sang skal foregå i lethed. Uanset hvor kompliceret noget kan forekomme, må man hele tiden fokusere på det, som skal bære muligheden for forbedring igennem,” siger Anne Rosing.
Tips til læsning af bogen Fra Sangerkrop til kernestemme
Bogens første del er bygget op som en teoribog, der bl.a. benyttes på konservatorierne. Sidste halvdel af bogen er praktisk og kan læses af alle. Man behøver ikke at have læst det teoretiske afsnit for at kunne gå til og bruge den praktiske del. Bogen er udgivet af Forlaget ARI i 2019.
Om Anne Rosing
På baggrund af studier af klassiske og rytmiske elitesangere har Anne Rosing udviklet den kropslige og sangtekniske metode Anne Rosing Metoden og etableret det private sanginstitut Anne Rosing Instituttet. Metoden benyttes i ind- og udland.
Du kan læse mere om Anne Rosing, metoden og instituttet her
Litteratur
Rosing, A. (2019). Fra Sangerkrop til kernestemme: talent og træning. Forlaget ARI.
