Sang og syngning i skolen: Dansk skolesang mellem håndgribelig og uhåndgribelig kulturarv
Af Lea Wierød Borčak og Katrine Frøkjær Baunvig
I århundreder har sang spillet en vital rolle i danske skoler. I løbet af det 20. århundrede blev sangens betydning – i Danmark såvel som andre steder i Europa – gradvist nedtonet, og sang blev reduceret fra at være et selvstændigt fag og en overordnet aktivitet til en underdisciplin under det bredere fag “Musik”.
I 2020’erne ses en fornyet interesse for fællessang i Danmark; dette medfører også et stigende fokus på fordelene ved skolesang. Den politiske og samfundsmæssige diskurs er fyldt med ønsker om at revitalisere sangkulturen i skolerne. Dog er argumenterne for sådanne ønsker ret forskellige af natur, og det fører til tider til misforståelser.
Denne artikel har til formål at vise, at argumenterne for skolesang befinder sig inden for et kontinuum mellem to poler: I den ene ende af kontinuummet værdsættes sang som en måde at bevare et kulturelt centralt repertoire af sange på, og i den anden ende værdsættes sang som en gavnlig aktivitet uanset, hvad der bliver sunget. Formålet med artiklen er således at etablere en konceptuel skelnen, der hidtil har været uklar, understreget af det danske sprogs manglende evne til klart at skelne mellem “sang” og “syngning”.
For at understøtte dette argument, mobiliserer vi det konceptuelle par af håndgribelig og uhåndgribelig kulturarv og argumenterer for, at disse kan belyse skolesangens udspændthed mellem på den ene side bevarelse af sange og på den anden side en aktivitet i sin egen ret. Derudover sporer vi forekomsten og konnotationen af ordet “sang” i danske aviser fra slutningen af det 18. århundrede til 2020’erne, hvilket viser, at termen faktisk fluktuerer mellem konnotationer af håndgribelig og uhåndgribelig kulturarv gennem perioden.
Læs artiklen i Tidsskriftet SANG
Teksten er baseret på artiklens abstract.
