Naturen i Grundtvigs salmer og sange
N.F.S. Grundtvig (1783-1872) er uden sammenligning den rigest repræsenterede digter i salmebogen og højskolesangbogen. Det giver derfor god mening at foretage tematiske nedslag i dette store tekstmateriale, som er en levende del af den danske kulturarv. Her skal det dreje sig om den rolle, naturen spiller i Grundtvigs salmer og sange.
Man kan ikke sige, at Grundtvigs natursyn er direkte aktuelt, for en moderne klimabevidsthed lå helt uden for Grundtvigs horisont. Men man kan måske forestille sig, at Grundtvigs poetiske naturbilleder kan inspirere os til at give større agt på det underfulde og bevaringsværdige i den verden, vi lever i.
Grundtvigs tekster i Den danske salmebog fra 2003 (DDS) og Højskolesangbogen fra 2020 (HS) er et slags katalog over forskellige måder, naturen kan bruges i digtningen. Grundtvig skildrer sjældent naturen, planterne og dyrene for deres egen skyld. De bruges som regel som billeder på noget andet. Men så får naturen til gengæld liv af den åndelige virkelighed, den skal være et billede på. Grundtvig henter liv og kraft i naturen til at beskrive det, han skriver om, fx Guds rige eller det menneskelige fællesskab. Men det får den effekt, at naturen bliver opladet med åndelig betydning gennem den digteriske billedbrug.
Naturen i Grundtvigs salmer
Vi begynder med et stærkt eksempel, hvor den åndelige virkelighed og den konkrete natur direkte falder sammen:
Verdens igenfødelse
glæden igenføder;
skønt fornyet skabningen
den Opstandne møder.
Øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer (DDS 235).
Grundtvig skildrer her påskens betydning. Jesus er opstået, og det forstår Grundtvig som en genfødsel af hele verden. Foråret er her ikke sprogligt set et billede på påsken. Foråret forkynder af sig selv påsken. Hele verden synger påskesalmer. Hele naturen synger til os og opliver vores sans for den åndelige genfødsel, der er sket med opstandelsen:
Ser du, hvor i skovene
alle træer skyder!
Mærker du, hvor engene
sig i våren fryder!
Nu det visne vorder grønt,
hvad der falmed, atter skønt,
det gør påskemorgen.
I en anden mere kendt og typisk påskesalme, som også står i Højskolesangbogen, er naturen reduceret til at være en metafor for opstandelsen. ”Som forårssolen morgenrød stod Jesus op af Jordens skød” (DDS 234, HS 303), skriver Grundtvig. Her bruges den klassiske formel, ”som det er med x, sådan er det med y”. Som fuglene synger deres forårssang, sådan lovsynger kirken den opstandne Jesus:
Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!
Andre gange er der en slags parallelt ligeløb mellem naturens liv og den kristne grundfortælling. Pinse og sommer falder tidsmæssigt sammen, og derfor kan der ske en slags sammensmeltning:
I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid (DDS 290, HS 323).
Bag Grundtvigs poetiske brug af naturen til at skildre kristendommens afgørende begivenheder ligger det forhold, at kalenderårets årstider og kirkeårets højtider falder sammen på en meget påfaldende måde i vores tempererede klima. Jesus fødes som lys i mørket ved vintersolhverv, hvor der er mørkest og koldest. Han står op af graven påskemorgen lige efter jævndøgn, hvor foråret står i flor. Og Helligånden kommer med sine ”tunger af ild” (DDS 291) samtidig med sol og sommer. Det har Grundtvig selv iagttaget i den mageløse salme til Kristi Himmelfart, hvor jord og himmel mødes, og Dannebrog får lov til at ’veje på voven’ sammen med den blå himmel:
Han, der under vinters hjerte
fødtes under hyttetag,
han, der vånded sig i smerte
under jævndøgns-stormens brag,
støvets søn med kød og blod,
han af gravens skød opstod,
ja, opstod, som blomst udspringer,
stak i sky på ørnevinger (DDS 257).
Lige så stærkt og varmt, foråret og sommeren og kan skildres i Grundtvigs tekster, lige så hård og bidsk kan mørket og vinteren beskrives. Alt visner, når vinteren kommer, og det kan blive så koldt, at tårerne fryser til is:
Skyerne gråner, og løvet falder
fuglene synger ej mer,
vinteren truer, og natten kalder,
…
Vinteren kommer, og sneen falder,
blomsterne visner i muld,
isen optøs ej af gråd for Balder,
tårerne stivner af kuld (DDS 733, HS 228).
Grundtvig skildrer dog kun mørket og kulden så stærkt, for at lyset og varmen kan fremstå desto klarere. I denne salme eller efterårssang benytter han sig af en slags overbudsteknik. Først bliver det bedre, fordi solhvervet kommer og bringer lyset og foråret tilbage. Og oveni i det er der det endnu mere glædelige budskab, at Guds søn fødes ind i vores verden og bringer et evigt forår:
Solhvervet kommer, og bladet vendes,
dagene længes på ny,
solskinnet vokser, og vintren endes,
lærkerne synger i sky.
…
Betlehems-barnet i krybberummet
det er den evige vår,
troende hjerter det har fornummet
Jul gør lyksaligt nytår!
Naturen i Grundtvigs højskolesange
I Grundtvigs højskolesange, der handler mindre om Gud og mere om mennesker, bliver naturens vækst brugt som et billede på udviklingen af mennesket og dets fællesskaber. Hvis vi tager fat og arbejder på livsoplysning, kan der ventes frugtbarhed og grøde i vores samfund, ligesom der kan ventes sommer og høsttid i naturen:
Som urter blomstrer og kornet gror
i varme dage og lyse nætter,
så livs-oplysning i høje Nord
vor ungdom blomster og frugt forjætter;
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er frugtbarhed! (HS 84)
Også det enkelte menneskes hele liv kan beskrives med billedet af planternes spiren, vækst og modning. Det er godt at leve, gøre sit og til sidst blive gammel og dø:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Om kort, om langt blev løbebanen spændt,
den er til folkegavn, den er til grøde;
som godt begyndt er dagen godt fuldendt,
og lige liflig er dens aftenrøde (HS 87).
Grundtvigs poetiske skildring af menneskelivet følger efter en strofe, der afsluttes med, at alt bliver godt, ”når støvet lægges i sin skabers hånd, og alting ventes i naturens orden”. At stole på Gud og leve i overensstemmelse med vores menneskelige grundvilkår og de naturlige omgivelser er altså et og det samme. Det er et evigt aktuelt budskab – også til vores tid.
Afslutning
Man kan spørge, om Grundtvig, der levede hele sit voksenliv i hovedstaden, egentlig kunne værdsætte naturen for dens egen skyld? Der er ikke i hans forfatterskab en glæde over naturen og årstiderne i sig selv på samme måde, som vi møder det hos de senere digtere Ludvig Holstein, Johannes V. Jensen, Thøger Larsen og Jeppe Aakjær. Glæden over naturen hænger hos Grundtvig altid sammen med glæden over menneskelivet og Guds rige. Så måske kunne Grundtvig skrive så fænomenalt om naturen, fordi han så den som Guds skaberværk og kunne ane en ”evig sommer hos vor Gud” (DDS 729, HS 35) bag ved årstidernes skiften og menneskets fødsel og død?
Under alle omstændigheder må man dog konstatere, at Grundtvigs brug af naturen i salmer og sange fortryller verden omkring os, så giver vi større agt på årstidens betydning og rigdommen i den verden, vi lever i. Og så flyder beskrivelsen af Guds rige umærkeligt sammen med beskrivelsen af årstidernes skiften på en så poetisk åben måde, at mennesker af mange slags religiøs og ikke-religiøs overbevisning kan mødes i begejstret sang over den store sammenhæng, vi lever vores liv i:
Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.
Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kerne (DDS 729)
Kristoffer Garne (f. 1990) er sognepræst i Lemvig og forfatter til en række artikler og bøger om bl.a. Grundtvig og danske salmer og digte.
Omtalt litteratur
Højskolesangbogen (HS). (2020). Højskolesangbogen, 19. udgave. København: Forlaget Højskolerne
Den Danske Salmebog (DDS). (2003). Den Danske Salmebog. København: Det Kgl. Vajsenhus Forlag.
Læs mere
Garne, Kristoffer. 2022. ”Den grønne Grundtvig”. I Den store mand – Nye fortællinger om Grundtvig, red. Lone Kølle Martinsen, 72-89. København: Gads Forlag.
Garne, Kristoffer. 2019. [Kapitlet] ”Årstid og højtid”. I Den kristne religion, 34-50. København: Eksistensen.
MT
