Jens Grøn om ’Den blå’ -17. udg.

Få indblik i den 17. udgave af Højskolesangbogen og tag med på besøg hos Jens Grøn, som fortæller om Syng i den blå og en fantastisk bølge for det folkelige fællesskab.

Jeg glædede mig til at gense og besøge Jens Grøn, min tidligere højskoleforstander, og en af tre i redaktionen af den 17. udgave af Højskolesangbogen fra 1989. Sidst han og jeg tilfældigt mødte hinanden, stod det klart for mig, at vi var nødt til at tale mere sammen bl.a. om sang og den 17. udgave. Jeg har sunget så meget fra Højskolesangbogen, også fra den 16. udgave, den 17., 18. og det seneste år fra den 19. udgave, men kan ikke klart og kort udpege forskellene.

Jeg var spændt på, hvad han fandt ’vigtigst at vide’ og det ’væsentlige anderledes’ ved den 17. udgave. Jeg havde forberedt mig bl.a. ved at bladre, læse og sammenligne udgaver. Derfor kom det som en overraskelse for mig, at det slet ikke var bogen, men bølgen, der var og stadig er hans fokus.

På højskole
Jens Grøn var forstander for Vestbirk Højskole fra 1973-2003, hvor jeg gik sidst i 1990’erne. Jens havde meget guld til os højskoleelever, bl.a. det kendskab vi fik til mange af sangene i Højskolesangbogen. Sangbogen stod på reolen lige ved indgangen til salen, hvor vi samledes til sang, foredrag og koncerter. Uanset hvad der foregik, blev der sunget, så den 17. udgave har jeg været flittig bruger af bl.a. dette år. Som barn af en højskolelærer er jeg vokset op med den 16. udgave fra 1974, men jeg tilstår altså, at det først var med den 18. udgave, at jeg for alvor begyndte at reflektere over Højskolesangbogen som et dynamisk værk, der forandrer sig med os og tiden vi lever i.

Hvor livet trænger sig på
Vi sidder i Jens’ hyggelige stue, hvor flygelet skygger en anelse for den vildeste udsigt til Thorsø i Virklund syd for Silkeborg. Jens fortæller, hvordan Ditte Krøgholt, der også sad i redaktionsudvalget, var optaget af det hun udtrykte som: ”der hvor livet trænger sig på”. Det hun mente var, at der skulle være en balancen mellem brugsrelevans og kvalitet i sangvalget. Dvs. der hvor livet trænger sig på, kunne man gå lidt på kompromis med sangens kvalitet.
Dittes tanker blev indskrevet i udvalgets kommissorium, dvs. redaktionsudvalgets opdrag fra højskolesangbogens bestyrelse, og det blev på den måde definerende for redaktionens valg af sange. Et eksempel er Kim Larsens Vi er dem de andre ikke må lege med, der kom med i den 17. udgave og siden røg ud igen. Den mere sangbare Papirsklip overlevede de følgende redaktioner og findes stadig i Højskolesangbogens 19. udgave. ’Rocksange’ kom altså med i højere grad f.eks. også Gnags’ og Shu-bi-duas danmarkssange.

Tradition og fornyelse
Nu gik de ikke bare sådan i gang, redaktionsudvalget. Jens, Ditte og Lone Brink Madsen blev hver især opfordret til at sidde i udvalget. ”Det har jeg ikke forstand på”, havde Jens indvendt, ”Men det får du”, lød svaret fra Keld Krarup, der var tilsynsførende for højskolerne for Undervisningsministeriet. De gik i gang i 1983.

Baggrunden for redaktionens opgave var bl.a. balladen om den 16. udgave. Den 15. udgave var stor, 821 sange, men rigtig god med mange engelske og tyske sange ifølge Jens. Ordren til redaktionsudvalget bag den 16. udgave var derfor at korte bogen ned. De leverede 498 numre, hvorefter ’helvede brød løs’. Så tilføjede de 110 af de gamle sange, der var blevet ’smidt ud’, fortæller Jens og ler.

Når Jens fortæller, er han utrolig god til at fremhæve det, jeg skal huske. Præstesøn, højskoleforstander, foredragsholder og meget mere, han kan fortælle. Nu fortæller han mig så om det lille ord ’og’. For på baggrund af balladen om antallet og valget af sange i den 16. udgave fik Jens, Ditte og Lone til opdrag at levere en bog med tradition og fornyelse, hvor balancen var det vigtigste. Den 17. udgave endte på 572 sange, ligesom den 18. udgave, men den 19. udgave fik lov at udvide til 601 sange, ”og det er godt”, siger Jens.

Redaktionsarbejdet foregik fra 1983-1987 og bogen udkom to år senere. Jens fortæller om den lange trykketid, at en del af noderne var håndtegnede af Kamma Outze, og resten af noderne blev sat digitalt i Japan, da vi ifølge Jens på det tidspunkt ikke kunne lave det i Danmark til den kvalitet. Jeg havde godt studset over, at denne Kamma Outze var krediteret for at tegne noder, og da Jens viste mig hendes nodeskrift, kunne jeg godt se, at nogle af sangene har en ’varmere’ node, end de digitale fuldstændig identisk perfekte noder.

Bogen udkom i 1989, og redaktionen var forberedt på, at bølgerne kunne gå højt. ”Der blev vi ’skuffede’”, fortæller Jens og smiler underfundigt, for 17. udgave blev i det store og hele kun rost.

Pessimisme og mindste mål
Modsat Jens Grøn, har andre tidligere været sortseere omkring højskolesangen i fremtiden. Karl Bak skrev i 1977 bogen Højskolesangbogens historie, og i forordet citerer han Hans Lund, tidligere højskoleforstander fra Rødding Højskole, som gør sig tanker om, hvorvidt traditionen for højskolesang ville være levende ved 100-årsjubilæet, [dvs. i 1994]. Hans Lund havde sagt: ”[…] noget kunne tyde på, at sangbogen måske ikke ville opleve de 100 år” (Bak 1977, s. 9).
Jens måtte derfor gøre op med sig selv, hvad mindstekravet til nogenlunde succes med sangbogen skulle være. Han fortæller med smil på læben, at når han ved 100-årsjubilæet i 1994 tog rundt i Danmark, så var den 17. udgave Danmarks næstmest solgte bog. De fremmødte sangglade gættede altid på, at biblen så var den mest solgte bog, men Jens kunne så underholde med, at det de sidste tre år havde været Snyd ikke dem selv i skat. Jens kommenterer, at vi var blevet kapitalister, men glædes over at førstepladsen i dag flankeres af Højskolesangbogens 19. udgave og tidligere af den 18. udgave.

Besat af højskolesang
Oprindeligt er Jens uddannet klassisk violinist fra konservatoriet. Det første han viste mig, var da også annekset, tegnet af Annelise Grøn (1942-2019), hvor han spiller violin. Fra min tid som elev på Vestbirk Højskole husker jeg Jens for lige dele violin, flygel og fortælling. Det er simpelthen Jens.
Efter udgivelsen af den 17. udgave af Højskolesangbogen i 1989 startede Jens Grøn et forløb, Syng i den blå, hvor han introducerede sangene og akkompagnerede til. Og sang-pessimister og sangglade må glædes over Jens’ pointe: ”Vi går netop ind i den 33. sæson, af Syng i den blå, og det er et af de tydeligste eksempler på, at Danmark er blevet besat af højskolesang”, siger Jens Grøn.

Jens omtaler ’vores store læremester’, ’den gratis sammenhængskraft’ og det går op for mig, at han mener mediernes betydning. Han påpeger, hvordan medierne har været medspiller både længe før og under corona og har haft stor betydning for sangen i Danmark. Enkeltpersoner har slået igennem, og her nævner han aktuelt Phillip Faber, Johannes Langkilde og Katrine Muff. Han knytter også medierne til det, at vi eks. alle kan synge med på Papirsklip, altså en mundtlig tradition, der på sin vis stadig lever – ved siden af sangbogskulturen.

Guldalder og bølgetop for det folkelige fællesskab
Jens Grøn ser vores tid som en guldalder for fællesskabet. Forud for bølgen gik en kamp for individualismen og IMOD ’det snærende fællesskab’. Som Jens oplevede dette, begyndte kampen i 60’erne og op igennem 70’erne. Bølgen som Jens til gengæld glædes over, startede ifølge ham i 90’erne, og ifølge Jens befinder vi os nu ”på en fantastisk bølgetop af det folkelige fællesskab”. Han oplever, at det kommer til udtryk på mange måder, både gennem f.eks. fællessang, sportsverdenen og friluftsliv.

Omkring 90’erne sker der så ifølge Jens det, at ”moderniteten bliver hjemlig”. Med det mener han at moderniteten bliver fælleseje, og at vi f.eks. var klar til, at vi kunne synge meget sammen. Skoler, plejehjem og arbejdspladser indførte eksempelvis morgensang. ”Det var der, vi overvandt den første forsigtige modernitetens gøren os historieløse. – Bag om ryggen på moderniteten har meget godt levet videre, i forhold til hvad jeg havde forventet”, siger Jens Grøn.
Det som skete med fællessangen og den 17. udgave gav Jens senere en bestemt ”vending”, som er blevet en fortælling for ham, og han fremhæver ordene: ”Det værdifulde i Danmark, det sker bagom ryggen på os”. Senere tilføjer han, at ”hvis folk forstod det, så ville de ikke være så triste”.

I forhold til Syng i den blå har Jens Grøn allieret sig med bl.a. Jesper Moesbøl, så der er nogle, der kan videreføre Syng i den blå, efter ham.

Syng i den blå er frugten
”Det har jo været et fantastisk liv med Syng i den blå”, siger Jens, der fortæller, at navnet opstod omkring 1995 og skabte ringe i vandet med sangarrangementer, hvor man sang fra Højsangbogen. En periode blev han ringet op eks. fra Randers, Sønderborg og Herning, om der var patent på navnet Syng i den blå, eller om de måtte bruge det? Det måtte de gerne.

Jens fortæller, hvordan der fra 10-15 år siden opstod et Københavnerfænomen, maratonsang på Vartov. Konceptet var, at man mødtes på årets længste dag og sang fra morgen til aften, og kendte folk tog hvert sit afsnit. Gennem Jesper Moesbøl kom maratonsang til Aarhus.
Jeg tror de fleste nu til dags kender et ord som maratonsang, og oven på corona, og de kollektive erfaringer af fællesskabets betydning for individets trivsel og glæde, fornemmer jeg i den brede befolkning kun jubel og ingen undren over at fællessang er kommet for at blive på DR, som trods public service-forpligtelser skal tilfredsstille mainstream-Danmark.

Det bedste i folket omsættes i sang
Til sidst spørger jeg Jens, hvad han ønsker for sangen i Danmark. Der er stilhed længe. Så siger han: ”Mindre kan også gøre det. Jeg håber, at fællessang kan lade sig gøre i en eller anden grad. Det behøver ikke være helt så fjernsynspræget. Det var fantastisk under corona, men jeg fik også for meget af det.
Jens vender flere gange gennem vores samtale tilbage til Karl Claussen, der har to definitioner af sang. Med Jens’ ord beskriver Claussen med ’folkesang’ den sang, der betegner folkets liv. Store og små begivenheder og folkets kærlighed. Folkesangen er bundet til den mundtlige tradition og analfabetismen, og på den måde er det en udvikling, der som Jens siger, er kørt til ende.

Herimod er ’den folkelige sang’ det, der beskriver et folks åndelighed. Begrebet ’den folkelige sang’ forbindes med sangbogstraditionerne, dvs. modsat den mundtlige tradition. Claussens udtryk ’den folkelige sang’ betegner altså det, vi i dag, nok så selvfølgeligt, kalder fællessang, men som er relativt nyt og desuden relativt unikt for Danmark.

Jens bladrer op i bogen af Karl Claussen på en side med kraftige understregninger og noten: ”Ditte”. Det er i et afsnit af bogen, hvor Karl Claussen refererer til Thomas Laub, og afsnittet udtrykker de tanker, Ditte Krøgholt udtrykte, som blev indskrevet i kommissoriet. Jens siger: ”[…] ”det folkelige er det, der er udtryk for det bedste i folket” (Claussen 1958, s. 209). Det var det Ditte talte om. Det er mit ønske, at det bedste i os omsættes i sang”. Som den forrygende fortæller han er, giver han altid eksempler eller anekdoter for at udfolde sine pointer. Han nævner tre sange fra den seneste udgave af Højskolesangbogen: Lyse nætter, Solen er så rød mor, og Et hav, der vugger sig til ro nu, som også er kendt som Aftensang, og siger så: ”Hvis vi synger de tre sange, så forstår vi rent sangpoetisk, hvad det er Laub har forsøgt at sige med, at det bedste i folket, det formår vi at omsætte i sang”.

Jens filosoferer over, at han blandt bekendte kan have ry for at være for nem at stille tilfreds. Han ser det som udtryk for en evne til både at identificere kritik og at erkende tilfredshed, når identificerede mangler så er til stede. På den baggrund siger han: ”Hvad jeg kunne ønske mig… det forudsætter jo næsten altid at det er noget, der ikke er der. Men der vil jeg modsat sige, at jeg ønsker mig nok ret beset ikke andet end det, der må få sin naturlige gang imellem os”.

Beriget og inspireret af Jens Grøn som menneske, som vært, hans viden, gavmildhed, ambitioner, smittende glæde og tilfredshed – og en enkelt fællessang for to, Lyse nætter – kører jeg hjem med en lydfil af guld, og noter til egne videre studier. Jeg deler en litteratur- og inspirationsliste herunder.

Næste klumme handler om den 18. udgave af Højskolesangbogen i samtale med Hans Dammeyer. Har du forslag til fremtidige temaer, så kontakt skribenten, Mette Thue på mette@sangenshus.dk

Baggrund
Den 17. udgave af Højskolesangbogen blev udgivet i 1989. I udvalget sad Lone Brink Madsen, Jens Grøn og Ditte Krøgholt (1929-2021). Efter udgivelsen startede Jens Grøn Syng i den blå, hvor man mødes og synger fra Højskolesangbogen efter en lille introduktion til sangene. Syng i den blå er i gang på 33. sæson i samarbejde med Jesper Moesbøl mfl.

Litteratur og inspirationsliste
Vil du vide mere om den 17. udgave af Højskolesangbogen, så kan du starte her:

• Skriv ’Syng i den blå’ på google og mød Jens Grøn m.fl. næste gang, der er fællessang fra Højskolesangbogen.
• Læs forordet i 17. udgave af Højskolesangbogen
Se sangtitlerne her
• Gå i det hele taget på opdagelse på Højskolesangbogens hjemmeside.
• Se på højskolesangbogens hjemmeside under ’Bøger om bogen
• Søg på Højskolesangbogen og afgræns til året for udgivelsen, 1989, på bibliotek.dk
• Søg på Højskolesangbogen generelt på bibliotek.dk

• Vil du helt ind i substansen af Jens Grøns tanker, så lån bøgerne, som Jens Grøn bladrede mest i den eftermiddag, jeg besøgte ham:
• Baggrundstanker, der blev fremført af Ditte Krøgholt og siden indskrevet i kommissoriet for redaktionsudvalget til 17. udgave. Jens citerer Ditte Krøgholt og bogen af Karl Claussen, se side 209. Ligeledes en sanghistorisk baggrund for Jens Grøns tanker og begreber om folkesang og den folkelige sang og det folkelige: Karl Claussen beskriver her det han kalder folkesang vs. den folkelige sang. Karl Clausen: ”Dansk Folkesang gennem 150 år”. Tinglutti. 1958 genoptrykt i 1975.
• 17. udgave af ”Højskolesangbogens Melodibog”. Lokalbiblioteker fører sandsynligvis kun de nyeste udgaver, så du må låne blandt venner og forældre eller via bibliotek.dk
• Indplacering af Karl Claussen og sanghistorie herefter: Lån Kirsten Sass Bak ”Om at løfte en arv… ”Århuslinjen” i Dansk sanghistorie efter Karl Clausen. Da capo nr. 8, Aarhus 1993.
• Historisk baggrund om Højskolesangbogen se Karl Bak: ”Højskolesangbogens historie. Et bidrag til den grundtvigske folkehøjskoles historie”. Udgivet af Karl Bak, 1977.

• Fokuserer du på debatten, der har fulgt udgivelsen af de forskellige udgaver, så gå på dit kommunale bibliotek, hvor du er låner, eller bibliotekets hjemmeside under ’digitale tilbud’. Herefter skal du vælge ’Det digitale bibliotek’ ell. og herefter ’samfund’ ell. Så kan du benytte bibliotekernes tilbud om gratis adgang til Infomedia. Her kan du søge i et komplet arkiv for dagspressen. Tilbyder dit lokalbibliotek ikke adgang via nettet, så gør de måske, hvis du befinder dig på det fysiske bibliotek. Alternativt kontakt Det Kongelige Bibliotek

• Vil du lave feltstudie, eller er du bare nysgerrig, så kan du også besøge et par højskoler eller efterskoler, synge med og spørge, hvad elever og lærere mener om Højskolesangbogen. Hvis du specifikt skal høre om brugen af 17. udgave, skal du have fat i dem, der sang i den, eks. dem der var på høj- og efterskole i årene imellem 1989-2006, hvor vi må formode, at de har haft den nyeste udgave af Højskolesangbogen. I forsamlingshuse eller andre steder med små budgetter bliver højskolesangbogen ikke nødvendigvis udskiftet for hver udgave, så måske kan du også finde en landsby, der stadig synger efter den 17. udgave og lave undersøgelser i lokalforeningernes sangkultur der. Har de supplerende sanghæfter? Hvilke sange synger de? Hvilke sange kan de bedst lide og hvorfor?

• Syng de tre sange, som Jens fremhæver under samtalen, fornem hvad han taler om, og skriv en ny sang.