Når man bevæges af at synge - Iben Krogsdal om nye salmer og arven fra Grundtvig

Af Mette Thue

Salmernes mikrosprog
Hvad er du rundet af som forfatter og salmedigter?

“Som salmedigter er jeg helt klart rundet af salmetraditionen. Jeg fik en salmebog i konfirmationsgave, og den har jeg altid været vældig glad for. Jeg er vokset op på Mors i en familie, hvor man ikke kom i kirken, heller ikke juleaften. Men jeg blev konfirmeret, ligesom alle andre blev det tilbage i 80’erne, og så fik jeg en fin, hvid, lille salmebog af min mormor og morfar. Jeg begyndte at læse i den og syntes, at den var fuld af magiske tekster.

Siden dengang har jeg kunnet mange salmer udenad, fordi de var skønne at læse. Jeg spillede også klaver, både salmer og højskolesange, og blev dybt optaget af salmernes og sangenes sprog. Det er et mikrosprog. Næsten alt andet sprog, vi har, er en slags makrosprog med lange sætninger. Men jeg kan godt lide, at en sang eller en salme ikke fylder mere end frimærker, der står under hinanden i en ganske bestemt orden. Det er et meget formelt og stramt system, du skriver i, når du skriver salmer og sange, og jeg elsker den orden, der er i det. Den virker beroligende på mig, og jeg tror, at den virker beroligende på mange mennesker. Det var det, jeg opdagede som barn, og det var derfor, jeg selv begyndte at skrive salmer. Men jeg fortalte ingen mennesker om det i næsten 30 år, for jeg kom jo ikke fra et kirkeligt miljø, og jeg syntes, det var lidt mærkeligt. Det var også kun halve salmer, for der var jo ingen melodier til.

Det var først i 2009, jeg for første gang begyndte at skrive salmer for andre end mig selv. Det kom sig af, at min mand Morten, som er præst, havde inviteret Holger Lissner til at holde et foredrag for snart 20 år siden. Morten viste Holger en af mine salmer, som han havde fundet frem uden mit vidende. Siden blev jeg inviteret af Holger til at komme til Løgum Kloster og mødes med ham og de andre nulevende salmedigtere, som bl.a. havde fået salmer med i Den Danske Salmebog fra 2003. Jeg tog ned til mødet og viste for første gang nogle af mine salmetekster til andre. Derefter tog jeg en beslutning om, at jeg ville begynde at skrive salmer også for andre end mig selv. Året efter kom min første salmesamling, og så gik det pludselig stærkt.

Så jeg har elsket salmer, siden jeg var barn, og kan et væld af salmer udenad. Når jeg skriver, trækker jeg på alle de tekster, jeg har fået med mig. Og jeg kan godt lide at tænke på salmer, som føder salmer, som føder salmer. Som en fødselskæde.”

Sange og salmer
Du har fem salmer i Kirkesangbogen, elleve salmer i salmebogstillægget 100 salmer og ti sange og salmer i den seneste udgave af Højskolesangbogen. Skelner du selv mellem sange og salmer?

“Ja, det gør jeg, men ikke altid helt skarpt. Inderst inde kan næsten al poesi med musik være salmer – for mig. Det, vi synger, har en særlig evne til at forbinde os med verden, så den bliver større, og vi træder ud af os selv. En salme skal som udgangspunkt netop kunne gøre verden større og gøre os, som synger, mere fordybede i den utrolige virkelighed. Og selvom jeg ikke altid skelner meget konsekvent mellem sange og salmer, så er der i en salme altid en eller anden form for åbning eller henvendelse til Gud og en åbning til det, der er større end det, vi selv kan tro. I mange af de tekster, jeg selv skriver, er der både det ene og det andet.”

At skrive videre på en tradition
Hvad betyder Grundtvig for dig som salmedigter?

“Jeg elsker mange af Grundtvigs tekster, og dem har jeg altid med mig i hjertet. Men Grundtvig har – som alle andre salmedigtere – også skrevet nogle dårlige salmer, og nogle af dem står også i salmebogen, så jeg er selektiv, når det kommer til Grundtvig.

Jeg har en ganske særlig oplevelse med en af Grundtvigs flotteste tekster. I 2012 fortalte en bekendt mig, at den smukkeste tekst, der nogensinde er skrevet på dansk, er skrevet af Grundtvig, og at det er salmen ”Som tørstige hjort monne skrige”. Den kendte jeg godt, men jeg havde aldrig tænkt dybere over, hvad der stod i teksten. Så en dag satte jeg mig i haven ved præstegården og tænkte, at nu ville jeg give mig tid til at nærlæse og opleve teksten. Var den virkelig så enestående?

Teksten handler om en hjort, der står og skriger af tørst. Grundtvig gør det, han ofte gør, nemlig at tage udgangspunkt i en ældre salme. Her har han taget afsæt i to gammeltestamentlige salmer, salme 42 og 43, som blandt andet har et billede af en hjort, der står og skriger ved et udtørret vandløb som i Israel for 2500 år siden. Den skrigende, tørstende hjort er et billede på menneskets længsel efter Gud.

Grundtvig skriver så at sige ovenpå den gamle salme. Han fortolker gudslængslen ind i sin egen tid, og den nye salme bliver en slags depressionssalme. Han er selv deprimeret og har det virkelig dårligt, da han skriver teksten, og det mærker man tydeligt. Salmens ”jeg” går og vrider hænder og kan høre, at de andre sidder i kirken og synger, men han kan ikke selv synge. Han græder og bevæger sig ligefrem på sin egen afgrund. Det er meget, meget smukt skrevet. Og så ender salmen heldigvis godt, da ”jeget” alligevel til sidst kan bekende sin tro på, at Gud er der.

Da jeg selv sidder i haven og læser teksten langsomt, ser jeg pludselig den hjort for mig, som Grundtvig skriver så levende frem fra den gamle salme. Jeg ser den, som om den vandrer ud af tekstlinjerne. Den står ligesom ovenpå teksten, og den skryder og skriger, men den står ikke ved et udtørret vandløb. Den ligner mere en af de hjorte, jeg som barn så på de malerier, der hang over sofaerne, der hvor jeg voksede op. På Mors havde næsten alle med respekt for sig selv en hjort ved en skovsø med guldramme omkring, så dem har jeg set mange af. De stod der og stirrede, de der hjorte, med store åbne øjne, selvom der var vand nok. Jeg kan huske, at jeg som barn var ret optaget af hjortene, for jeg syntes, de var uhyggelige. Men også dragende. Og hvorfor var de alle steder?

Den hjort, jeg så for mig i haven, var ikke en naturhjort, men snarere en kulturhjort, kan man sige. Den havde masser af vand at drikke, men den havde det skidt. Og så begyndte jeg at skrive en ny salme oven på Grundtvigs salme, og det blev til salmen ”Som hjorten, der tørster ved søen” (100 Salmer, 896). Den blev ligesom skabt ud af det afsæt, jeg fik fra Grundtvig. Der trådte en hjort ud af teksten, og så blev den til en ny hjort.

Da jeg havde skrevet teksten, gik jeg ind igen og tænkte: hvem er jeg at skrive videre på en tekst af Grundtvig? Det kan man vel ikke. Det må man vel heller ikke? Så tog jeg salmebogen frem, og så lagde jeg mærke til noget, som jeg aldrig for alvor havde bemærket før. Nede under salmerne står der tit noget med småt. Det er navnene på dem, der har skrevet en salme om – eller redigeret en salme eller skrevet videre på en salme. Så jeg opdagede, at det har været en fin tradition igennem hele salmedigtningens historie, at små og store, kendte og ukendte, salmedigtere som noget helt naturligt har skrevet videre på hinandens salmer. Men det er der ikke ret mange, der ved i dag. Når jeg er ude at holde foredrag, hører jeg ofte mennesker sige, at man vel ikke skriver videre på en gammel salme. Men jo, det gør man, og det har man faktisk altid gjort. Meget ofte, og det gælder både for Grundtvig og fx også for Luther, har salmedigterne skrevet salmer med afsæt i tekster, salmer eller hymner, der allerede fandtes. Det var det, jeg for alvor forstod betydningen af i haven den dag, og siden har jeg været dybt optaget af netop at skrive videre på min egen traditions salmer.”

100 års stilstand efter Grundtvig
“Grundtvig har betydet alverden for den danske salmesangstradition, men han har også betydet noget i den forstand, at da han døde, døde salmedigningen i Danmark stort set ud. Han skrev så mange skønne salmer, henved 1600, at han havde mættet behovet for salmer i mange år fremover. I de følgende 100 år var det kun forfatteren og præsten Jakob Knudsen og præsten K. L. Aastrup, der for alvor skrev salmer. Men i 1970’erne og 1980’erne begyndte lidt flere præster og digtere så småt at skrive salmer igen, og i disse år er der mange, der skriver både salmetekster og salmemelodier.

Men det er igennem Grundtvig, jeg har opdaget, at det at skrive salmer i høj grad handler om at skrive videre på en tradition. Ligesom Grundtvig igen og igen gjorde det, når han skrev sine tekster med direkte inspiration fra – alt fra den oldkirkelige tradition til latinske hymner, nordiske sagaer og nordisk mytologi. Han var hele tiden i søgen efter de gamle rødder, der kunne blomstre på ny, og jeg synes, det er godt at vide, at salmerne netop er indfældet i en tradition.”

Låner fra Grundtvig
Kan man se arven fra Grundtvig i dine sange og salmer?

“Jeg har skrevet flere salmer, hvor jeg låner meget fra Grundtvig. Fx har jeg nydigtet ”Kirken den er et gammelt hus” (DDS 323) i den nye salme ”Kirken den er et salmebrus”. Den står i Kirkesangbogen (816) med melodi af Kristian La Cour fra 2015. I min tekst bliver de levende stene fx til levende gener, og jeg kan i det hele taget godt lide at trække Grundtvigs billedsprog ind i mit eget, så der vokser noget nyt frem. Jeg har også skrevet videre på en del salmer af andre salmedigtere, især Kingo og Brorson, og jeg kan ikke lade være med at låne – eller ligefrem stjæle – fra kendte tekster. Jeg låner måske et rimpar eller vendinger eller opbygninger eller temaer. Det er ikke noget, jeg altid gør bevidst, men fordi jeg kan så mange salmer udenad, så kommer det lidt af sig selv.

Jeg har fx skrevet en påskesalme, som står i Højskolesangbogen og hedder ”Hold da op! Hvad sker der her” (HS 304). Den har jeg skrevet, efter at jeg for nogle år siden så en slags blændede opstandelses-by for mig, som jeg prøvede at beskrive med ord. Da jeg begyndte at skrive teksten, kom den i en særlig rytme, og den første linje kom til at lyde: ”Hold da op! Hvad sker der her”. Og jeg var godt klar over, at jeg havde lånt et eller andet – jeg vidste bare ikke hvad. Siden huskede jeg, at Grundtvigs ”Påskeblomst! hvad vil du her” (DDS 236) har præcis samme rytme og rimlyd. Og det er også en måde at låne noget fra traditionen.”

Optaget af at skabe tekster
Når du sætter en sang eller salme i verden, tænker du så over, hvad der sker med den, og hvordan den kan være med til at skabe noget, fx fællesskab?

“Nej. Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg en anden indfaldsvinkel til det at synge, end jeg tror, man har, hvis man arbejder professionelt med sang som en særlig form for beskæftigelse. For jeg bryder mig ikke om at tænke i, hvad en sang kan bruges til. Jeg er ikke optaget af, at man fx bliver sundere af at synge, eller at sangfællesskaber kan gøre mennesker stærkere. Jeg er forbeholden overfor at gøre sange og salmer til noget, der kan ”måles” i værdi og gøre noget bestemt for os. Det er ikke det, jeg beskæftiger mig med.

Sange kan selvfølgelig skabe en virkelighed mellem mennesker. Men hvad det bliver for en virkelighed – hvordan den ”virker” – det ved jeg ikke, og det er heller ikke noget, jeg gransker så meget i. Jeg er bare optaget af at skabe tekster og få nogle skønne melodier til og forhåbentlig få dem til at leve.”

Melodierne kommer efter teksten
I 2023 udgav du samlingen Midt i mysteriet med 86 salmedigte. Hvordan er processen, fra du har lavet salmeteksterne, og til der er melodier til?

“Før i tiden, da jeg var helt ny salmedigter, fik jeg på egen bestilling lavet melodier til teksterne næsten med det samme, og så udkom de i udgivelser med både tekst og noder. Det var tit svært, for jeg kendte næsten ingen komponister dengang. Men det har ændret sig for mig gennem årene. Nu behøver jeg ikke længere komme lidt med hatten i hånden og spørge, ”vil du skrive en melodi til mig?”

For nu ved mange komponister godt, at jeg skriver salmer og sange, og jeg er privilegeret, for melodierne kommer nu helt af sig selv. Når jeg fx har lavet en ny salmedigtsamling og sendt den ud i verden, så finder musikfolk eller komponister frem til den, og så modtager jeg ofte melodierne hen ad vejen, og først da bliver teksterne til rigtige salmer. Jeg var fx ude og holde foredrag i går i Fredericia, og der sang vi bl.a. fire helt nye salmer, som var fra Midt i mysteriet, fordi de lige var blevet sat i melodi af organisten i kirken der, Birgitte Buur.”

Flere melodier før den endelige
Må man gerne sætte melodi til dine tekster uden at have talt med dig?

“Ja. Det sker ikke sjældent, at en organist ringer og siger, ”jeg har skrevet melodi til to af dine tekster, må vi godt bruge dem i vores kirke?” Så siger jeg med glæde ja. For jeg ejer ikke teksterne, når de først er sendt ud i verden. Jeg bestemmer selvfølgelig selv, om jeg vil lade dem trykke i en udgivelse, eller om jeg vil bruge dem selv. Men jeg har ikke noget problem med, at en salme har flere melodier. Det har de tit haft. Og der kan – historisk set – godt gå 10, 20 og 30 år, før en salme får sin endelige melodi. Hvis du kigger på flere af Grundtvigs salmer, så har de først fået deres nuværende melodi, efter at Grundtvig er død, så han har ikke engang hørt dem selv. For den proces tager lang tid, og det må den også gerne. Alle melodier er velkomne, og de bedste får måske et længere liv.”

Sangbøgernes betydning
Har du en fornemmelse af, hvilke af dine sange og salmer der bliver sunget mest?

“Egentlig ikke, men jeg ved, hvilke der er kommet med i forskellige tillæg og sangbøger. Det er ofte salmebogsredaktionerne rundt omkring, som afgør, hvad der kommer til at få liv derude. For de sange og salmer, der bare findes i enkeltsamlinger, er svære at få ud i verden. Der er i disse år to salmebogstillæg, hvor en del af mine salmer findes, og de bliver meget brugt, fordi de står klar ude i kirkerne. Så står andre af mine salmer i Højskolesangbogen, og fx i pilgrimssangbogen og Efterskolesangbogen. Redaktionerne har virkelig stor indflydelse på, hvad der bliver udbredt, og måske er det meget godt, at man ikke selv er herre over det.”

Når man bevæges af at synge – både sange og salmer
Får du respons på, hvad det er, der gør, at dine sange og salmer vækker genklang?

“Ja, det gør jeg. Der er nogle, der skriver til mig, og jeg taler også med mange mennesker, fx når jeg er ude at holde foredrag og lave sangaftener. Jeg hører typisk, at de synes, at de kan spejle sig i teksterne, og at teksterne bevæger dem på en eller anden måde. Jeg bliver glad hver gang, jeg får en henvendelse fra nogen, som fortæller, at den her sang brugte vi på hospice, eller den her skal vi synge til vores sølvbryllup, for det betyder, at salmerne kan sige noget væsentligt i nogle betydningsfulde sammenhænge.

Jeg synes, det vigtigste ved salmer er, at de på en eller anden måde bevæger mennesker. Det vil sige, at man gerne skal være en lille smule forandret, når man har sunget en salme. Man skal ikke bare spejles, man skal bevæges. Det kunne måske godt være en Grundtvigsk pointe, at man skal ud af sig selv. Man skal ikke bare sidde fast i sig selv og bekræftes i, hvem man er. Man taler rigtig meget om, at tekster i dag skal spejle mennesker, eller kirken skal spejle mennesker, og det er jeg meget kritisk overfor. Jeg mener, at spejling er en lille ting. Det er meget mere interessant, når tekster, eller evangelier, eller kristendommen flytter mennesker og bevæger mennesker. Der skal åbnes for noget, det skal blive større.”

Litteratur
100 salmer. (2016). Eksistensen.

Den Danske Salmebog (DDS). (2003). København: Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag.

Højskolesangbogen (HS). (2020). København: Forlaget Højskolerne. 

Kirkesangbogen. (2017). København: Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag.

Krogsdal, I. (2023). Midt i mysteriet – Salmedigte om evigheden. Eksistensen.

Pilgrim – Sange til andagt og vandring. (2012). Kirkefondet.

Hjemmesider
Salmer.dk