Hans Dammeyer om 18. udg. del 2: ’Arvegods’ og ’Fairbarsange’

Resume
Jeg besøger Hans Dammeyer, komponist og organist ved Skjoldhøj Kirke i Aarhus. Vi sidder i hans lyse stue ved siden af flygelet og har talt om politiske trends afspejlet i sangbogen og om Højskolesangbogens Melodibog. Det kan du læse om i 1. del af klummen med Hans Dammeyer. Nu skal vi tale om sangene.

Hvad er en god fællessang?
Hans fortæller, at redaktionsudvalget var bekendt med J.A.P. Schultz mere end 200 år gamle anbefalinger for god fællessang. Fem punkter var der: 1) Musikken skal laves til uskolede stemmer. 2) Det skal have ein Schein des bekannten dvs. et præg af noget bekendt 3) Tekst og musik skal være i overensstemmelse med hinanden. 4) Brug kun de bedste forfattere, og 5) Sangen skal kunne synges uden akkompagnement (Se dansk oversættelse i DMT 11, 1936 s. 189-205).

Ifølge Hans har 60´ernes ungdomsoprør og guitaren som akkompagnement nok ændret lidt på det sidste punkt, men ellers mener han, at de fem punkter stadig er værd at skæve til.

”Det har man lidt forladt med den 19. udgave. Nu er noderne ikke nok. I middelalderen blev folkeviser mundtligt overleveret, da det dengang var de færreste, der kunne læse. I moderne tid formidles fællessang på skrift i sangbøger med tekst og noder, men i 19. udgave af højskolesangbogen virker det som om den lyttende tilgang, dvs. en form for ’mundtlige overlevering’ igen er blevet en forudsætning for indlæring. De mange popsange, som er kendt fra medierne, er lette at synge, hvis man kender dem og har hørt dem mange gange, men svære at lære kun ved at bruge noderne. Der er forskellige versemål fra vers til vers, så alle de rytmiske variationer ikke kan rummes i noderne. Dvs. at nu er noderne ikke nok. Omvendt kan man sige, at alle kan gå på YouTube, hvor de kan finde de fleste sange og lære dem den vej”, siger Hans og påpeger, at mange af de nye sange i Højskolesangbogens 19. udgave findes i flotte indspilninger på nettet. ”Dette er en ny virkelighed for fællessangen, som det virker som om den nye Højskolesangbog afspejler”, siger Hans.

I den seneste udgave af Højskolesangbogen, er der kommet en del rytmiske sange med, som ikke oprindeligt er skrevet til fællessang, siger Hans. ”Alle vers er lidt forskellige i rytmerne, og dem der kan sangene, oplever det ikke som svært. F.eks. Kim Larsens Jutlandia. Børn elsker den sang, og de kan den”, siger han og fortsætter:

”Dvs. i dag lærer man fra andre kanaler end noden. Man kan ikke sige, at Jutlandia ikke er en fællessang, men det kræver forudgående øvning eller tilgang fra lyttemedierne. Man skal huske, at YouTube er opfundet siden, og alle kan gå ’på’ og høre det. Det betyder bare, at noderne ikke er nok nu, der er andre supplerende kanaler. Højskolesangbogens Melodibog er ikke blevet sat hen på en sekundær plads, men det er lige før, jeg vil mene, at adgangen til melodierne – gennem lyttemediet og noderne – er lige”, siger han.

Balancen mellem ’arvegods’ og ’Fairbarsange’
Mange af de sange, som kom ind i den 18. udgave, var skrevet til fællessang efter den klassiske model, fortæller Hans Dammeyer, og bygger på det håndværksmæssige tilbage til J.A.P. Schulz. ”Det er komponister som Erik Sommer, Erling Lindgren, jeg selv, og mange andre. Nogle af disse sange vil blive til eftertidens arvegods. Og nogle af sangene gør ikke. Det er dem, der er meget rytmiske og solistiske, eks. Martin Brygmanns hits, som jeg kalder ’Fairbarsange’. For hvis man skulle være i tvivl, om de kan synges, så kan man bare tage ned på Fairbar i Aarhus, hvor de unge mødes en gang om måneden og synger, tæt stuvet ind i lokalet. De kommer fra hele landet, og de synger fuldstændig skarpt på det hele – alt fra fædrelandssange til Martin Brygmanns En kort en lang. Det kunne de i hvert fald på 18. udgave. De kunne faktisk synge det hele. Man kan ikke påstå, det ikke er fællessange, når de kan sidde og synge dem. Men det er ’Fairbarsange’, når det kræver forudgående øvning og lytning”, siger han.

Hans fortæller, at for ham handler det om balancen. Når man redigerer Højskolesangbogen, skal man tænke over balancen mellem ’arvegods’ og ’Fairbarsange’: ”For hvis kvoten af Fairbarsange tipper og bliver alt for stor, så vil der ske det, at om 50 år, når dem der lever til den tid, skal synge fællessang på tværs af generationer, så kan de kun synge Jeppe Aakjær og Grundtvig. For jeg tror, Fairbarsangene er røget ud igen og erstattet af andre. Når man ikke lytter til sangene mere, så forsvinder de igen. Nogle vil blive klassikere og andre vil ryge ud. Fairbarsangene skal være der, for så lukker de unge sangbogen op og ender også med at synge de andre sange. Så den der balance, det er den, man skal holde øje med”, siger han.

Man har altid redigeret melodierne
Under redigeringsarbejdet fik udvalget mange opfordringer til at tage Sebastians nye melodi til I Danmark er jeg født med i sangbogen. Ole Brunsbjerg, der var formand, svarede pænt til alle, at melodien var for svær til fællessang. Men folk blev ved med at skrive, fortæller Hans. Udvalget blev enige om at spørge Sebastian om, om man kunne forkorte længden af den høje tone til slut på ’dig elsker jeeeg’.

”Det fik vi lov til. Og sådan har man altid gjort hen ad vejen i Salmebogen. Der står ofte to melodier, den gamle udgave, og den udgave, man hen ad vejen ender med at synge, anført som ’Senere traditionel form’, fortæller han og tilføjer: ”Denne form for redigering kan være nødvendig, hvis sangene efter en årrække skal bevares som fællessang”.

Hans eksemplificerer med en af de rytmiske sange, der er kommet med i den 19. udgave af Højskolesangbogen: ”Nogle gange skal man ikke notere noderne præcist, som de er på pladen. Sådan er det med eksempelvis Anne Linnets Forårsdag, der er kommet med i den 19. udgave. Folket synger den, som de har vænnet sig til og gør det til deres sang. Det mener jeg er naturligt, når det oprindeligt er en solistisk sang med uregelmæssigheder fra vers til vers”, siger han og tilføjer: ”Min pointe er, at den måde vi formidler noderne på i Højskolesangbogen bør være pædagogisk og ikke kun autentisk”.

Næste klumme handler om sange, salmer, sangskrivermiljøet på Silkeborg Højskole og vigtigheden af et fælles repertoire på tværs af generationer. Det er 3. og sidste del af samtalen med Hans Dammeyer om den 18. udgave af Højskolesangbogen. Har du forslag til fremtidige temaer, så kontakt skribenten, Mette Thue på mette@sangenshus.dk

Gå til temaet “Har du styr på Højskolesangbogen?” og læs næste klumme i serien om Højskolesangbogen som et spejl på den tid vi lever i.

Baggrund
Den 18. udgave af Højskolesangbogen blev udgivet i 2006. I udvalget sad Carsten Andersen, Michael Bojesen, Jacob Bonderup, formand for udvalget Ole Brunsbjerg, Jørgen Carlsen, Hans Dammeyer, René A. Jensen og Karen Hanne Munk.