Hans Dammeyer om 18. udg. del 1: Sangbogen og melodibogen

Jeg kører mod Aarhus for at møde Hans Dammeyer. Han er komponist og desuden organist ved Skjoldhøj Kirke i Aarhus. Tidligere var han højskolelærer på Silkeborg Højskole. Hans Dammeyer tager hjerteligt imod mig, og vi sidder snart i hans lyse stue ved siden af flygelet.

Nyt udvalg, ny opgave
”Den 18. udgave er første gang sangbogen hedder Højskolesangbogen. Tidligere hed den Folkehøjskolernes sangbog”, siger Hans Dammeyer. Han fortæller, at redaktionsudvalget bestod af seks højskolefolk og en repræsentant for efterskolerne. Det var nyt, at redaktionsudvalget var så stort, og at efterskolerne skulle repræsenteres i udvalget og afspejles i sangbogen. Desuden var René A. Jensen med fra Wilhelm Hansens forlag, som dengang udgav Højskolesangbogens Melodibog og Michael Bojesen, som på det tidspunkt var chefdirigent for DR-pigekoret.

Bestyrelsen for FFD, Folkehøjskolernes Forening, havde samlet redaktionsudvalget og skrevet kommissoriet fra 2000. Opgaven til udvalget var bl.a. at gøre bogen mere global, reducere antallet af salmer og repræsentere efterskolerne. Desuden skulle satserne i Højskolesangbogens Melodibog forenkles. På den baggrund udskiftede redaktionsudvalget 166 sange, fortæller Hans Dammeyer, men vejen derhen gik via mange overvejelser.

Færre nordiske og flere engelske
”I den 17. udgave kom en masse nordiske sange med, og man fjernede alle de engelske. Det blev opfattet som en protest mod EF, som det hed dengang. ’Nu skulle vi vende os mod det nordiske projekt’, og der blev taget en masse sange med også islandske og færøske”, fortæller Hans Dammeyer.

Udvalget for den 18. udgave fjernede så igen nogle af de nordiske, der ikke blev brugt, og tilføjede engelske sange, men valget af de engelske skulle vise sig at blive noget af det sværeste.

”Jeg var højskolelærer på Silkeborg Højskole på det tidspunkt og kendte til værdien af, at når man nogle gange har gæster eller elever, der ikke taler dansk, så tager man nogle helt sikre Beatles-sange eller When Israel was in Egypts land, for at de kan føle sig velkomne i fællesskabet”, fortæller Hans Dammeyer. Men Folkehøjskolernes Forening, der udgiver Højskolesangbogen mente, at det var for gammeldags og ikke fornyende nok, og Hans oplevede, at det afsnit blev forholdsvist kompromisfyldt.

Flere nye salmer
I kommissoriet stod også, at antallet af salmer skulle redigeres ned. Her fik udvalget dog lov at gå imod kommissoriet. ”Der var lige udkommet en ny salmebog i 2003, og vi var slet ikke der, hvor antallet af salmer skulle skæres ned. Tværtimod”, siger Hans Dammeyer. Så udvalget redigerede i de ’klassiske salmer’ og kiggede på, om det var ’de rigtige’, der var med.

Hans Dammeyer var den, der havde et stort kendskab til salmerne fra den nye salmebog, og Jørgen Carlsen sagde, ”Jeg pløjer lige salmebogen igennem”. Sammen fandt de et udvalg af salmer. ”Der kom 30 nye salmer med. Det var et nybrud, for i den tidligere udgave, var der kun én ny salme med, Tænk at livet koster livet. Der havde verden simpelthen forandret sig op til udgivelsen af den 18. udgave i 2006”, siger han og tilføjer:

”Og det har de jo fulgt op på i den 19. udgave af Højskolesangbogen. Jeg har ikke talt salmerne, men jeg tror, der er et tilsvarende antal nye salmer med. De har taget hélt nye salmer med, inkl. nogle jeg ikke er stødt på før, siger Hans, der også er medredaktør af salmetillægget ’100 salmer’ fra 2016, som mange af landets kirker bruger. Det er bare dybt interessant, at blikket nu er åbent den vej, for Højskolesangbogen er også et spejl på en tid og på et land. Både inden for og uden for kirken”.

Hans bemærker om antallet af nye salmer i de to seneste udgaver af Højskolesangbogen: ”Det er jo en indikator for, om der er berøringsangst over for det religiøse, over for kristendommen. Man kan bare tælle de nye salmer op, og som indikator er det et tal, der siger: Nej det er der ikke”.

Efterskolerne kommer med
I kommissoriet stod også, at efterskolerne skulle med og repræsenteres. Derfor kom bl.a. sangen Kære linedanser med. ”Der var delte meninger om den sang i redaktionen, men det var jo i høj grad efterskolernes sang, og den blev sunget meget i det kirkelige ungdomsarbejde. Den var på vej til at blive stor, og i dag er det en af de mest sungne”, siger Hans og tilføjer: ”Hvis sangbogen skal have den folkelige forankring, så skal vi også lytte til brugskriteriet og sange, som folk holder af”.

Melodibogen og becifringer i noderne
Samtalen falder på Højskolesangbogens Melodibog, og Hans fortæller, at den blev udgivet af Wilhelm Hansen, mens Højskolesangbogen udgives af Folkehøjskolernes Forening på Forlaget Højskolerne. Han uddyber: ”Siden noderne kom med i den 15. udgave af Højskolesangbogen og becifringer til alle noderne kom med i den 18. udgave, har Højskolesangbogen været fuldt spilbar til alle sange”, fortæller Hans Dammeyer.

Der var lagt et stort arbejde i Højskolesangbogens Melodibog til den 17. udgave, men mange af satserne var svære at spille. I forbindelse med udgivelsen af den 18. udgave blev det derfor besluttet, at melodibogen skulle redigeres, så satserne blev nemmere at spille og stadig klingede godt på klaver. ”Det var et kæmpe arbejde, som Michael Bojesen gjorde rigtig godt. Han udliciterede salmerne til Jacob Lorentzen, som også gjorde et godt forenklingsarbejde til gavn for klaverspillere”, fortæller han.

En ting der dog undrede Hans Dammeyer som musikvidenskabelig var, at der ikke blev anført noter i Højskolesangbogens Melodibog i de tilfælde, hvor der havde været en arrangør ind over satserne. På den måde oplever han, at det efterlader tvivl om, hvor vidt en klaversats er udfærdiget af komponisten selv. Men sådan var praksis.

”Det er en stor fornøjelse at spille Michael Bojesens smuktklingende satser til især de svenske viser”, siger Hans, som ellers oftest spiller fra sangbogen for samtidig at kunne følge med i teksterne.

Hver tid har sin sang og hver sang har sin tid
Nogle sange bliver uaktuelle, når verden ændrer sig og må derfor udgå af Højskolesangbogen. Andre sange flytter af samme grund over i afsnittet ’Historien’, fordi de fremstår som en beskrivelse af et tidsbillede, der er vigtig for vores forståelse af dansk historie. Et eksempel på det sidste er sangen Den gang jeg drog afsted, som beskriver ånden fra 1848. Hans fortæller om redaktionsarbejdet med den 18. udgave:

”Vi havde en stor diskussion om Shu-bi-duas danmarkssang: ”Se solen stiger op over bilkirkegården” frem mod udgivelsen i 2006. Sangen var meget populær i 90’erne. Vi skrålede med ved koncerterne, og alle vidste, at der var tale om sarkasme og en beskrivelse af danskernes egen selvtilstrækkelighed, når vi sang: ’De varme lande er noget lort’. Dette var en kritik af os selvfede danskere. Men i dag er der mange danskere, der ikke kender Shu-bi-dua-sangene mere, og teksten er derfor let at misforstå. Sarkasme er kun brugbar i stor indforståethed. Og denne indforståethed har vi ikke længere. Derfor måtte denne sang give plads til en ny sang i Højskolesangbogen. Hver tid har sin sang, og hver sang har sin tid. Shu-bi-duas danmarkssang kom med i 17. udgave, vi lod den blive i 18. udgave, og den blev taget ud af 19. udgave. Sådan skulle det være”, siger Hans Dammeyer.

Han håber, man har et udvalg af sange, der er sat sammen og repræsenterer det danske folk. ”Det er det Højskolesangbogen er, det er 601 gode historier, som er relevante for os alle sammen, og som får Danmark til at hænge bedre sammen”, siger Hans og tilføjer: ”Og så håber jeg, at Højskolesangbogen bliver ved med at være vores alle sammens sangbog.

Næste klumme handler om, hvad en god fællessang er og om balancen mellem ’arvegods’ og ’Fairbarsange’. Det er 2. del af samtalen med Hans Dammeyer om den 18. udgave af Højskolesangbogen. Har du forslag til fremtidige temaer, så kontakt skribenten, Mette Thue på mette@sangenshus.dk

Gå til temaet “Har du styr på Højskolesangbogen?” og læs næste klumme i serien om Højskolesangbogen som et spejl på den tid vi lever i.

Baggrund
Den 18. udgave af Højskolesangbogen blev udgivet i 2006. I udvalget sad Carsten Andersen, Michael Bojesen, Jacob Bonderup, formand for udvalget Ole Brunsbjerg, Jørgen Carlsen, Hans Dammeyer, René A. Jensen og Karen Hanne Munk.