Fællessang som prisme for arbejderhistorie

Foto: Malthe Folke Ivarsson. Sangvært og historiker Mikkel Skovgaard og Arbejdermuseets arrangementsansvarlige, Josefine Albris, sætter stemningen for endnu en omgang fællessang på Arbejdermuseet i København.

Festsalen, fællessangen og folkets stemme

Af Josefine Albris, arrangementsansvarlig Arbejdermuseet

I 2022 har Arbejdermuseet afprøvet et nyt arrangementsformat – Fællessang og Folkets køkken. Bænket ved langborde og med den lille røde arbejdersangbog ved hånden bydes arrangementets deltagere på husmandskost og fællesskab under glasloftet i arbejdernes historiske festsal. Markedsføringsbudgettet har været 0 kr., men kombinationen af sang og historieformidling har ledt til udsolgte arrangementer hver eneste gang.

Ordet Fællessang fik i september 2022 hele 1700 personer til at skrive sig op til Arbejdermuseets nyhedsbrev. Det var en stor gruppe i forhold til de godt 7000 abonnenter, Arbejdermuseet havde i forvejen. Tallene taler sit klare sprog og siden lanceringen i marts måned, har Arbejdermuseet oplevet en overvældende interesse, glæde og taknemmelighed for sangen. Under coronaepidemien blev den danske sangglæde genoplivet med fællessang i forskellige formater. Måske netop på grund af vores adskillelse har dét at synge sammen, spise sammen og være sammen på en ny måde vundet indpas i vores fælles bevidsthed. På Arbejdermuseet får man dog også andet og mere end dét:

Som arrangementsansvarlig oplever jeg, at festsalen på Arbejdermuseet udgør den ideelle historiske ramme for forsamling og fællesskab. Ikke alene er salen animerende og håndværksmæssigt smuk. Den er også fyldt med detaljer, der understreger den faglige kamp, de stolte traditioner og kampen for fællesskabet, som arbejderbevægelsen står for før som nu. I festsalen er man en del af noget større end sig selv, og man bliver bevidst om, at man står på skuldrene af andre. Når vi ved arrangementer slår op i den røde arbejdersangbog og flyglet stemmer klart, så får deltagerne ikke bare sunget – de bliver også en del af et fællesskab af levende samhørighed og stolte rødder i historien.

”Bevægelser synger, og sang er koordinationen af følelser. Når man synger sammen med andre, deler man et følelsessprog og det skaber en solidaritet. Man skal have den fornemmelse af dybe forbindelser med andre, som gør, at man tager risici sammen og sætter noget på spil i fællesskab, hvis man skal opdage sine egne kilder til håb og handling” (Marshall Ganz, Information 29. maj 2021).

Foto: Søren Hytting. Der serveres stegt flæsk med persillesovs og arbejderbevægelsens kampsange for at markere 150-året for Slaget på Fælleden 5. maj 2022.

Da der gik mode i sangforeningerne
Arbejdermuseet har til huse i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning, der slog dørene op i 1879. Det er det første arbejderforsamlingshus i Danmark og unikt, fordi det er den første frugt af arbejderbevægelsens fælles indsats. Forsamlingsbygningen blev bygget både som arbejderbevægelsens hovedkvarter, men også som spirekasse for de mange fællesskaber, der voksede ud af arbejderbevægelsen. Et hus hvor helt almindelige arbejdere fik et større fællesskab, der bød på deltagelsesmuligheder hele livet igennem. Her var både sociale, kulturelle, faglige og politiske arrangementer, der traditionen tro altid bød på sang som indledning og afslutning.

Og selvom arbejdere har sunget siden de stod i deres værksteder med håndholdt værktøj, fik arbejdersangen en hel særlig betydning under industrialiseringen. I takt med at organiseringsgraden i fagforeninger steg fra 1880’erne, steg antallet af faglige arbejderkor. Typografernes kor kom til så tidligt som 1846. Arbejderbefolkning, der var flyttet til byen fra landet, levede også i en form for undtagelsestilstand, der var en kamp for overlevelse. Det er ikke så mærkeligt, at sangforeningerne oplevede voldsom tilslutning. Deres eksistensberettigelse var dog vigtig på flere måder: For den enkelte var sangforeningerne sociale fællesskaber, der gav et afbræk fra den ensformige og op til 12-14 timer lange arbejdsdag. Indenfor bevægelsen bidrog sangforeningerne til opbygningen af arbejdernes egen kultur, selvforståelse og identitet. Overfor en bredere offentlighed spillede arbejdernes sang en vigtig rolle som agitator og kommunikatør for det socialistiske budskab (Hemmersam 1998, Collemorten 1943).

Bevæbnet med sang
Sangforeningernes organisering afspejlede bevægelsens ambition om at skabe et fællesskab for arbejdere. Og historien om arbejdersangen, de mange sangforeninger og medfølgende traditioner kan derfor bruges som et alternativt prisme for fortællingen om den samlede arbejderbevægelse.

Lige siden 1850’erne har arbejdersangen udgjort et kampmiddel, som i særdeleshed blev taget i brug ved faglige og politiske aktiviteter, hvor bevægelsen havde brug for at markere sig. Det kendetegner bevægelser verden over, at arbejdersang har indtaget en rolle som kommunikations- og propagandamiddel på linje med taler, agitation og avisartikler. Ofte skrevet på marchmelodier, som hjalp demonstranter med at holde rytme, tempo og moralen oppe. Kampsangen er kernen i arbejderbevægelsens bidrag til den nationale sangskat. Helt ind i takterne bærer den vidne om den organisering og kamp, som arbejderbevægelsen er et udtryk for (Bertolt 1932, Gemzøe 1979-1982).

Særligt ikonisk for sangens betydning for arbejderbevægelsen er beretningen om hændelserne ved det, vi siden har kaldt Slaget på Fælleden den 5. maj 1872. Myndighederne havde forbudt arbejderne at mødes under åben himmel, de skulle snart forbyde den Internationale Arbejderforening for Danmark, og de havde smidt foreningens ledere i fængsel. Men arbejderne trodsede myndighedernes krænkelse af den grundlovsgivne forsamlingsfrihed og gav alligevel møde: De mødte op bevæbnede til det yderste med sang. Intet kunne forhindre dem i at synge. Sådan kom de vandrede syngende arm i arm til Fælleden. Dagen understregede arbejdersangens værd som inkluderende, folkeligt og fredeligt kampmiddel (Hemmersam 1998). En funktion den endnu har den dag i dag ved strejker og overenskomstforhandlinger.

Når alting starter med en sang
Sangen, som de sang – på deres vej til Fælleden, var i øvrigt U.P. Overbys klassiker: Socialisternes March, der også kendes under navnet Snart Dages det brødre. Sangen blev lanceret i den Internationale Arbejderforening for Danmark ved dens første nytårsfest i 1871-72. Foreningens stifter, Louis Pio, og hans følge elskede den så meget, at de sang den før og efter alle fester. Sangens afsluttende linjer lyder: ”En bygning vi rejser til skærm i vor nød, til arbejdet, liv eller død”. Linjen kan både læses som selve det socialdemokratiske samfundsprojekt og en – knap så metaforisk – faktisk, fysisk bygning. Myndighederne havde de facto gjort arbejdernes forsamling forbudt. Det så bevægelsens ledere på med stor alvor, for tag over hovedet var en forudsætning for det politiske og organisatoriske arbejdes fremdrift.  På rekordtid – og stik imod alle odds – lykkedes det dem at skaffe penge til en bygning gennem salg af aktier. Arbejderne sparede op i fællesskab, samlede ind og bygningen i Rømersgade stod færdig i april 1879. Arbejdernes Forsamlingsbygning var arbejderbevægelsens første officielle erobring af en plads på landkortet og i folks bevidsthed, og samtidig blev bygningen oplevet som et sejrsmonument over retten til at forsamle sig (Helge2005). Arbejdernes første digter U.P. Overby døde allerede i januar 1879, og han nåede altså ikke at opleve forsamlingsbygningens skærmende mure og sangen, der trivedes inden for dem. I 1890’erne blev hans betydning som bevægelsens første digter dog mindet, og en buste af ham blev rejst. Den står endnu i dag og kigger udover Festsalen. Selvom Overby kun er kendt af få, har alle, der er involveret blot en smule i bevægelsen, kendskab til sangen ”Snart dages det brødre”.

Sangen som historiens prisme
Til arrangementerne Fællessang og Folkets køkken har vi igennem 2022 eksperimenteret med forskellige temaer på Arbejdermuseet. Vi har bl.a. sunget kampsange, kvindesange, ungdomsorganisationernes sange og satiresange. Vi har haft en aften med sange af John Mogensen, såvel som en aften med udgangspunkt i Anker Jørgensens favoritter. Hver aften byder på omtrent ti sange, som ledsages af en historisk fortælling. Den kan for eksempel handle om sangenes tilblivelseshistorie, sangenes samtid, brug eller betydning – før som nu.

Foto: Malthe Folke Ivarsson. Under årets Golden Days Festival Queens satte Arbejdermuseet spot på det tillæg til Arbejdersangbogen, der udkom i 1985, der skulle sikre fokus på bevægelsens sange om og af kvinder.

Fællessang og Folkets Køkken har desuden sendt os, museets medarbejdere, på en unik genopdagelsestur i Arbejdermuseets samling. I Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv findes der overvældende mange sange og sangbøger. Arbejdersangbogen rummer en række kendte hits og klassikere, men det er ikke svært at finde sange, som ingen af de fremmødte kender. Til tider har den musikalske forberedelse til arrangementerne været omfattende, da melodierne somme tider skal rekvireres i arkiv eller vi skal stå på hovedet for at finde Oskar Hansens Røde Revyer. Et fællestræk for arbejdernes sangskat er nemlig, at den ikke er dokumenteret på internettet. Arbejdersangbogen eksisterer endnu kun analogt og har ikke opnået den tilgængelighed, søgbarhed og afspilningsmulighed som både Salmebogen og Højskolesangbogen vinder udbredelse gennem. På Arbejdermuseet forsøger vi at holde hævd i traditionen, og italesætte idéen om teknisk førstehjælp til Arbejdersangbogen. Vi håber, at AOF, der udgiver Arbejdersangbogen, vil samarbejde omkring fremtidssikringen af den fælles brug af arbejdersangskatten.

Foto: Søren Hytting. Der synges fra den elskede lommeudgave af Arbejdersangbogen, her den fra 1987. Den nyeste udgave af Arbejdersangbogen fra 2015 er i et stort format, der gør den dyr og klodset. Den er ellers altid udkommet i et praktisk lommeformat, som passer til det, den skal bruges til – at blive taget med ud i kampen for bedre vilkår. Arbejdermuseet oplever stor efterspørgsel fra folk, der ønsker at købe lommeudgaven.

Gæsterne vil have mere sang
På Arbejdermuseet synger vi os ind i historien og puster liv i den særegne danske kulturarv, som arbejdersangene udgør. Ved live-arrangementer kan vi også lære noget om sangtraditionen, som hverken noder eller sangtekster beretter om. Oftest kan vi nemlig se, at der følger en hel række ritualer med til sangene. Det kan være alt fra knyttede næver, særlige udråb eller vers eller hele sange, der skal synges stående. Den levende sangtradition bibringer således viden, som vi aldrig kunne have læst os frem til. Det er også synligt, at det har været populært at kunne sangene udenad. Det er der fortsat mange der kan, og det vækker genklang i historien: Af praktiske årsager har det være en fordel at kunne sangene udenad under march. Vi har erindringer, der beretter, at det var et spørgsmål om ære, at kunne sangene udenad, når det virkelig gjaldt. Derudover er man langt mere overbevisende, hvis man – fremfor at kigge ned i en sangbog – holder hovedet højt og spejler sig i fællesskabet.

Deltagerne til Fællessang og Folkets Køkken er oftest midaldrende og ældre. Mange er børn af bevægelsen, men der er også folk, der slet ikke har noget forhold til arbejdersangbogen –  som bare kommer for at synge og blive klogere på historien og arbejderfællesskabet. Ved seneste arrangement inviterede fire unge DSU’ere undertegnede til et møde i fagbevægelsens tværfaglige ungepanel, så vi sammen kan udvikle de unges opskrift og afholde et sangarrangement. De bad om ”Hit med sangen”, tværpolitisk sangaften og masser af øl.

Film: Arbejdermuseet. I oktober 2022 skildrede Arbejdermuseet Anker Jørgensen gennem sang, og efter tidligere statsminister H.C. Hansens begravelsessang ”Blødt på båren hviler”, som ingen kendte, rejste en sig op og forlangte, at der skulle synges ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. Valget var udskrevet og stemningen var, ifølge Arbejdermuseets arrangementsansvarlige, Josefine Albris, rød.

Kilder

Bertolt, Oluf. 1932. ”Arbejdersang”, Esbjerg Højskole, Elevskrift Nr. 4, december.

Collemorten, TH. 1943. ”Korsangens betydning”, Radioforedrag 1927, bragt i Poulsen, A.C, De samvirkende københavnske arbejdersangkor 1918-1943.

Hemmersam, Flemming. 1998. Cigararbejder-sangforeningen af 1872 – jubilæumsskrift.

Gemzøe, Anker m.fl. 1979-1982. Arbejderkultur 1870-1924 .

Helge, Nynne. 2005. Velkommen til Forsamlingsbygningen, Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek.