Et levet liv med arbejdersang

Erik Juul Andersen har redigeret de seneste to udgaver af Arbejdersangbogen, og har haft arbejdersang som en ledetråd både i sit arbejdsliv og privatliv.

Videncenter for sang har haft beretninger om levede liv med arbejdersangbogen på ønskelisten. Gennem AOF fik vi kontakt til Erik Juul Andersen, som gerne ville bidrage med sin personlige beretning om arbejdersang.

Artiklen er skrevet af Erik Juul Andersen og redigeret af Mette Thue fra Videncenter for sang.

Læs beretningen.

Et levet liv med arbejdersang
Af Erik Juul Andersen

Jeg stammer fra en familie, hvor sang og musik, har haft en meget stor betydning. Der var musikanter på fædrenes side, og min far og mor var aktive i DUI, arbejderbevægelsens børneorganisation. De var afsted fem aftener om ugen og stod for hobbybetonede, kreative aktiviteter, og altid blev aftenen påbegyndt og afsluttet med en sang. I weekender og sommerferier var der lejrture, hvor vi sang om lejrbålet. Sangene var med til at skole og påvirke os. Mange af sangene havde venskab og fællesskab som tema.

”Lad arnes lue ryge mildt, men aldrig krigens bål, et venskab mellem alle er- vort store fælles mål” Også internationale lejre var med til at nedbryde fordomme om andre folkeslag.

Når familien skulle til konfirmationer, sølvbryllupper og lignende på Fyn, blev der sunget arbejdersange af fuld hals på vej i den lille Renault CV4.

Senere blev jeg uddannet musiklærer ved Silkeborg Seminarium og ansat som lærer i folkeskolen med kor, drama-, og sammenspilshold. Jeg har også været leder af musikafdelingen ved Silkeborg AOF med orkestre, instrumentalundervisning og otte kor. I den forbindelse husker jeg et 1. maj-møde i Silkeborg en morgen i 70’erne, hvor en af deltagerne foreslog, at vi sang Jens Vejmand. Den kunne han huske, at de ikke måtte synge i 1910 i skolen på grund af sangens politiske indhold. De sang den så i smug udenfor førstelærerens hørevidde.

Udbredelse af arbejdersang
I 1987 kom endnu en udgave af Arbejdersangbogen, som jeg var med til at introducere sammen med en gruppe, der kaldte sig Røde Roser. Gruppen var meget populær i Storstrøms amt, hvor jeg arbejdede som konsulent for AOF. Vi var bl.a. på en tur rundt i amtets valgkredse, hvor hver af de seks socialdemokratiske folketingskandidater fik til opgave at vælge og kommentere de sange, de havde valgt. Det var en personlig og stærk oplevelse.

I valgkampe blev vi brugt i forbindelse med gadeagitation, dels for at lokke folk til, dels for at yde moralsk opbakning til kandidater og frivillige. Efter Berlinmurens fald i 1989 er afsyngning af ”røde sange” for nogle blevet slået i hartkorn med det regime som faldt i DDR, selv om det at synge sange om arbejderbevægelsens kampe mod uretfærdighed og undertrykkelse og sange om glæden ved arbejdet og livet ligger milevidt fra den undertrykkelse, der fandt sted i bl.a. DDR. Sange har i øvrigt altid spillet en stor rolle, når mennesker i Danmark og rundt om i verden har kæmpet mod undertrykkelse og uretfærdighed. Mange totalitære kræfter har forsøgt at forbyde folkets sange og har forsøgt at forhindre kulturarbejdere i at fremføre deres kritik.

Redaktion af arbejdersangbogen
Senere blev jeg ansat som kulturkonsulent ved AOF Danmark med ansvar for bl.a. Arbejdersangbogen. Derigennem var jeg med til at redigere de seneste to udgaver, der udkom i 1999 og 2014.

Blandt Arbejdersangbogens brugere er der stor bevågenhed om, hvilke sange der kommer gennem nåleøjet i nye udgivelser. Et vigtigt kriterium er, at sangene rent faktisk bliver sunget. Derfor finder der en rundspørge sted blandt ”superbrugerne” af Arbejdersangbogen, for sangbogen skal være en brugsgenstand og ikke en museumsgenstand.

Arbejdersangbogens format er i dag mere som andre sangbøgers, mens den tidligere var i lommeformat. Dengang havde folk den på sig og fik venner til at skrive på siden med deres yndlingssang.

Den politiske vise
I 2004 var jeg med til at grundlægge ”Laboratorium for politiske viser” sammen med Trille, Per Warming og Leif Monnerup. Vi ville finde den politiske vise. Død eller levende. Hvor er den? Hvad er det for én? Hvem synger den? Hvem kan huske den? Og hvem fornyr den? Derfor tilbød vi scene, lydanlæg, evt. akkompagnatør, publikum og god behandling. Vi spurgte bredt: ’Er du selv én – eller kender du nogen, der laver noget i retning af en politisk vise? Vi kunne godt tænke os at finde ud af, om der er en levende tradition, og om der kommer nye bidrag. Men først og fremmest vil vi gerne lave en platform, hvor folk kan stå frem, få et lydhørt publikum og blive hørt med det, de har at sige. Det gælder både helt uprøvede og dem, der har gjort det i mange år’.

Det viste sig, at der var et rigt liv af politiske viser. Der var mange forskellige mennesker, der mødte op til arrangementerne og sang deres viser. Også de unge. Der kom mange, som vi ikke havde været i kontakt med før, hvilket i høj grad skyldtes, at initiativtagerne havde kontakt til mange forskellige mennesker i hele landet. Der var f.eks. også kristne grupper gennem Per Warmings netværk. Altid var der mange sangere at tage af til arrangementerne. De kom og sang deres politiske sange med det, der var deres.

Laboratoriet bidrog til fornyelsen af Arbejdersangbogen, og ca. 10 af sangene er stadig at finde i den seneste version af Arbejdersangbogen fra 2014. Nogle af dem bliver sunget meget, f.eks. ”Det land der rummer alle jordens farver”, ”Danernes vang” og ”Håbets lille orkester” og ”Hyldest tilsammen”.

Generelt tager det lang tid for de nye sange at komme i brug. En sang skal leves i rigtig mange år, før man kan sige, at det bliver en fælles sang.

Laboratoriet eksisterede i knap seks år og holdt til i den daværende PH-Café på Halmtorvet i København. I 2014 genopstod Laboratoriet ved indsamlingen af sange til den seneste udgave af Arbejdersangbogen.

Pianist for fagbevægelsen
Jeg spiller fast til morgensang på Dansk Metals Kursusejendom for tillidsvalgte 50 gange om året, hvor kursisterne, som en del af undervisningen, står for morgensangen, udvælgelse og sammenkædning af sangene. Der er fire sange pr. dag i fire dage, som er valgt på skift af kursusholdene. Ofte er der gengangere i løbet af året. Når man har valgt sangene, er det ofte et succeskriterium, at det ”lyder af noget”. Det er svært, hvis ingen kender sangen i forvejen. Pianisten vælger én sang, som er gennemgående for den pågældende uge. Her er det en for kursisterne ukendt sang, som de så får lært i løbet af ugen.

Jeg husker, at sangen ”Kære Linedanser” blev valgt som et eksempel på tillidsrepræsentanternes balancegang mellem kolleger og ledelse, hvor de så deres Metalafdeling og Forbundskontor som det sikkerhedsnet, de havde i vanskelige situationer.

Desuden spiller jeg en gang om måneden for HK Hovedstaden, hvor jeg først spiller en længere variation over sange fra Arbejdersangbogen og herefter spiller for til morgensangen fra Arbejdersangbogen.

Det er en særlig glæde at spille til fællessang. Det at tilpasse sit spil efter fællessangernes kendskab til sangen, deres formåen og f.eks. ønske om hastighed. At mærke, om det er en sang, der skal få ”taget til at løfte sig” eller understøtte en særlig inderlig stemning kræver en indføling og kunnen fra pianisten. For eksempel er det vidunderligt, når fællessangerne kan sangen så godt, at jeg kan spille andenstemmer for at fuldende lydbilledet og dermed give en ekstra fylde og klang.

Jeg oplever, at arbejdersangen i dag bliver brugt på kongresser, årsmøder og ved demonstrationer. Og jeg husker et møde med 5.000 deltagere, hvor sangen næsten fik taget til at lette på Odense Congress Center. Det var fantastisk at opleve.

Arbejdersangbogens betydning
For mig er det vigtigt at sangene i Arbejdersangbogen er velegnede som fællessange, og samtidig bidrager til udbredelsen af den sangskat og det menneske- og fællesskabssyn, som arbejderbevægelsens ideer og sange rummer i bredeste forstand. Samværet om sangen i sig selv kan bidrage til at skabe fællesskab. Fællesskaber, hvor begreber som solidaritet, tolerance, livsglæde og medmenneskelighed kan udvikles som modvægt til intolerance, uretfærdighed, egoisme og snæversyn. Sangene stemmer overens med et af Arbejderbevægelsens bærende fundamenter: fællesskabet. Det er unikt, at man dyrker den bærende værdi ved at udtrykke sig i fællesskab – i fællessang.