Arbejdersangbogens magt- og norm kritik
Hvis Arbejdersangbogen er fortid, men dens magt- og normkritik ikke er det – er fremtiden så en ny, aktivistisk sangbog baseret på denne kritik?
Arbejdersangbogens historiske betydning
Det er hævet over enhver tvivl, at Arbejdersangbogen har spillet en markant rolle i 1900-tallets sangbogskultur. Dele af det kernerepertoire, som var knyttet til bogen, fik nemlig stor betydning for arbejderbevægelsen og dermed for opbygningen af det nyere Danmarks klassebevidsthed og arbejdsmarkedsforhold.
Man talte engang om den sorte, den blå og den røde sangbog som en samlet samfundsinstans, hvor Arbejdersangbogen altså blev regnet i selskab med henholdsvis Den Danske Salmebog (dvs. den sorte) og Højskolesangbogen (dvs. den blå). I lighed med disse to bøger var Arbejdersangbogen institutionelt set solidt forankret i et klart defineret tankegods og ideologisk verdenssyn. Og i lighed med de to formåede Arbejdersangbogen samtidig at overskride sine egne institutionelle rammer: Også den fandt anvendelse ikke blot i de kredse, den egentlig var tiltænkt, men kom desuden i kontakt med mange andre i alle sociale lag, der ellers ikke havde noget med bevægelsen at gøre.
Utallige danskere udenfor arbejderbevægelsen har i hvert fald gennem årene fundet sig selv siddende eller stående med netop Arbejdersangbogen mellem hænderne, når de var til stede i en forsamling. Og bogens særlige ideologiske forankring må i mange tilfælde have betydet, at bredt anerkendte og udbredte danske sange, som også var at finde i mange andre sangbøger, ganske enkelt fik en lidt anden klang, når de blev sunget fra Arbejdersangbogen.
Det kunne fx gælde en sang som ‘Jens vejmand’: Mon ikke Jeppe Aakjærs indignerede ord lød mere virkelige, mere bydende, når de kom fra forsamlinger, som havde netop denne bog i hænderne? Denne omstændighed er for mig at se et af Arbejdersangbogens blivende fortrin, som er kilde til evig inspiration for fremtidens sangbøger.
Klasseaspektets ændrede forhold
Men det er længe siden, at man kunne tale om den sorte, den blå og den røde sangbog som ligeværdige størrelser. For i modsætning til de to andre gled den røde med tiden i et stort omfang ud af brug. Personer udenfor bogens egne cirkler har den langt sjældnere i hænderne nu, og dens navn høres ikke så ofte, når talen falder på markante sangbøger i dag.
Som Lea Wierød Borčak og jeg argumenterede for det i vores bog Fællessang – fælles sag? fra 2022, fik identifikationen med klasseaspektet samt positioneringen imod den borgerlig-kapitalistiske kultur stadig mindre betydning i den postindustrielle epoke, altså i det videns- og informationssamfund, som begyndte at gøre sig gældende i 1970’erne og 1980’erne. Det var en omstændighed, der symbolsk, men så sandelig også helt konkret, blev understreget af Murens fald i 1989 og af statskommunismens efterfølgende kollaps i Østblokken. Jeg vil derfor gå så langt som til at hævde, at det 21. århundredes kollektive bevidsthed er tæt på at have glemt Arbejdersangbogen.
Dette sagt, selvom jeg er klar over, at bogen selvfølgelig fortsat er i brug i partiforeninger og fagbevægelsen, ligesom den anvendes ved enkeltstående begivenheder og holdes i hævd af ildsjæle. Den er fx omdrejningspunkt for Arbejdermuseets aktuelle fællessangsarrangementer, som blev sat i værk i efteråret 2022, og dertil kommer enkeltpersoner eller grupper, der fortsat holder bogens repertoire i hævd. I litteraturlisten herunder kan i den forbindelse ses titlerne på to artikler, begge bragt her på Videncenter for Sangs hjemmeside, som viser det.
Problematikken blev diagnosticeret i 1980 af den fransk-østrigske politolog André Gorz. Det skete i bogen med den provokerende titel Adieux au prolétariat, oversat til engelsk som Farewell to the Working Class. Her argumenterede han for, at arbejderklassen ikke længere eksisterede i sin traditionelle form, og at man derfor ikke længere kunne regne med den som den instans, der ville omstyrte kapitalismen.
Eftertiden skulle komme til at give Gorz ret i den forstand, at begrebet ‘arbejderklasse’ snart blev en umådelig diffus størrelse. Samtidig stod det klart, at begrebet var kommet til at mangle den sammenhængskraft og det revolutionære potentiale, som det tidligere havde haft. Det er i hvert fald, hvad den amerikanske sociolog Erik Olin Wright ifølge den danske sociolog Nikolaj Kure har hævdet: Selvom klasseaspektet fortsat har “stor relevans og forklaringskraft” i en kapitalistisk verden, er “samfundets klasseforhold blevet et langt mere komplekst og modsætningsfyldt fænomen med fremvæksten af en række forskellige middelklasse-positioner samt derved, at individet ikke længere er fikseret ét bestemt sted i klassestrukturen.” Resultatet har været, at markant færre samfundsborgere har set sig selv som del af en egentlig arbejderklasse, selvom de måske alligevel tilhører den som del af et lavtlønnet segment og/eller som del af prekariatet.
Arbejdersangbogens manglende relevans
Begrundelserne for Arbejdersangbogens fortsatte eksistens har derfor forekommet stadig mindre indlysende for andre end dens kernemålgruppe. Og det er måske det, der her i det 21. århundrede ser ud til at være det egentlige problem ved den: Dens manglende relevans skyldes først og fremmest, at ikke ret mange i dag kunne finde på at omtale sig selv som “arbejder” endsige som del af en “arbejderklasse”. Ordet frembringer ikke længere følelser som stolthed, trods eller kampiver, men derimod blot undren: “Arbejder – hvem, mig?”
Ordet er dermed ikke blot gledet bevægelsen selv af hænde; det er også gledet både hverdagssproget og den politiske virkelighed af hænde som referenceramme og som forklaringsmodel. Og dermed er Arbejdersangbogens kernerepertoire, dets rammesætning og dets anvendelighed blevet betragteligt mindre.
Så selvom begreberne “arbejder” og “arbejderklasse” historisk set har haft så stor prægnans, forekommer det i en nutidig sammenhæng dermed at være ude af trit med de måder, selv mindre bemidlede og mindre privilegerede borgere opfatter sig selv på. Og når der bliver sunget egentlige arbejdersange i dag som ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’ eller ‘Danmark for folket’, sker der derfor ofte som udtryk for kitsch snarere end for en seriøs anknytning til sangene og det, de står for. Frisættelsen af fællessange fra deres oprindeligt positionerende kontekster er dermed i det hele taget blevet en central faktor i det 21. århundredes fællessangskultur, og det præger også forholdet til arbejderbevægelsens sange.
Det har også en anden årsag, nemlig at marchprægede melodier som de, der præger i hvert fald dele af den ældre arbejdersang, ikke har haft gode vilkår i fællessangskulturen det seneste halve århundrede. Tiden lader ganske enkelt til at være rendt fra den form for musikalsk iscenesættelse, ikke mindst i fællessangsregi.
En ny, aktivistisk sangbog?
Jeg skrev før, at Arbejdersangbogen kan se ud til at være tæt på glemt af den kollektive bevidsthed. For nu at blive i billedet kan man spørge, om det, som bogen karakteriserede, alligevel ikke huserer i den kollektive underbevidsthed – og det tror jeg faktisk er tilfældet. Jeg vil i hvert fald hævde, at fællessangskulturen i dagens Danmark lider under fraværet af en alment kendt og anvendt sangbog, der i højere grad end Højskolesangbogens velmenende pip af fåtallige protest- og indignationssange kan bidrage til at mobilisere netop den magt- og normkritik, som Arbejdersangbogen historisk set har været den mest markante sangbog herhjemme til at praktisere i fællessangsregi.
I sin omtalte bog fra 1980 hævdede André Gorz, at andre sociale bevægelser i Europa havde overtaget arbejderklassens plads, nemlig 1970’ernes kvindebevægelse og grønne bevægelse. Hans tanker forekommer nærmest at være profetiske i forhold til i dag, hvor aktivistiske tiltag netop i Europa først og fremmest er knyttet til de nyfeministiske og identitetspolitiske bevægelser på den ene side og klima- og miljøbevægelserne på den anden. Jeg kunne derfor forestille mig en pendant til Arbejdersangbogen, som i langt højere grad end nu tog sådanne bevægelser mere alvorligt ved at genopstå under et nyt navn à la Aktivistsangbogen.
For selvom dele af de aktuelle, hjemlige bevægelser foretrækker helt at undgå fællessang til fordel for kampråb, sådan som det er dokumenteret i Fællessang – fælles sag?, ville de utvivlsomt byde en sangbog velkommen, som stod på skuldrene af Arbejdersangbogens unikke tradition for magt- og normkritik, og som ville kunne skabe rammerne for en fællessangskultur, der havde et venstreorienteret, aktivistisk engagement som sit udgangspunkt.
Litteratur
Albris, Josefine. (2022). “Festsalen, fællessangen og folkets stemme”. Internetartikel, Videnscenterforsang.dk, bragt den 12. december 2022.
Andersen, Kirsten Juul. (2023): “Arbejdersangen som følgesvend.” Internetartikel, Videnscenterforsang.dk, bragt den 10. januar 2023.
Borčak, Lea Wierød, og Henrik Marstal. (2022). Fællessang – fælles sag? En bog om sang som kollektiv handling. Forlaget Højskolerne, 2022.
Gorz, André. Farewell to the Working Class: An Essay on Post-Industrial Socialism. Pluto Books, 1994 (opr. 1980).
Kure, Nikolaj. (2019). “Arbejde og arbejdsliv.” I Anders Blok og Carsten Bagge Laustsen (red.): Sociologiens problemer: En grundbog. Hans Reitzels Forlag, s. 302-320.
