Den ”demokratiske” danske sangskat

Af Line Rishøj, sanghistoriker, foredragsholder og organist

Det følgende er overvejende baseret på forskningsartiklen, ”Den danske sangskat – hvad er det? Kanonisering af dansk folkesang”, som er udgivet i Tidsskriftet SANG (Rishøj 2024).

Vanskeligheder i en definition

Hvis man kan konkludere én ting om ’den danske sangskat’, så må det være, at det er et begreb, som er svært at definere. Det er imidlertid generelt kendetegnende for kulturarv i dag (se f.eks. Lowenthal 1998, 94). Det er faktisk så svært at definere, at selv Lea Wierød Borčak og Henrik Marstal, to af de førende forskere indenfor dansk fællessang, tyer til et diskussionsformat i bogen, Fællessang – fælles sag?, hvor de hver kun står inde for deres egen opfattelse af begrebet (Borčak og Marstal 2022).

Som begreb bliver ’den danske sangskat’ brugt i flæng uden enighed om, hvad det beskriver. Men fordi brugen af begrebet er steget så voldsomt i løbet af de sidste 20 år, er det vigtigt, at vi begynder at italesætte, hvad vi forstår ved det, netop fordi det bliver tolket så forskelligt. Giver det mening at råbe vagt i gevær, når Højskolesangbogen redigerer ’arvesølvet’ ud, som om den har magten til i én vending at ændre hele ’den danske sangskat’? Hvis der fra institutionel side lægges vægt på bevarelsen af ”en håndgribelig kulturarv af sange (ofte kaldet ”sangskatten”)” igennem fællessang i skolen, som Lea Wierød Borčak fremhæver (Borčak 2024), så må man desuden være agtpågivende overfor, hvordan repertoiret for sangskatten i så fald fastsættes, hvem der gør det, og ikke mindst, hvilke mekanismer der ligger bag.

’Den danske sangskat’ i brug

Hvis man ser nærmere på de beskrivelser af ’den danske sangskat’, der eksisterer i forskningen, samt den række af sangbøger og musikalbums, der bærer prædikatet ’den danske sangskat’, så kan man bl.a. konkludere tre overordnede brugsfunktioner for ’den danske sangskat’, som noget der:

1. fungerer som en samlebetegnelse for alle danske sange, der nogensinde er blevet skrevet.
2. virker som et forestillet museum med et repertoire af sange, som der hersker en vis kollektiv enighed om, er bevaringsværdige.
3. er udtryk for vores individuelle opfattelser af, hvad den er, og hvilke sange den indeholder – om vi så end vælger ud fra vores personlige præferencer eller efter, hvad vi mener er bevaringsværdigt i dansk og historisk kulturel kontekst.

Det er altså værd at bemærke, at ’den danske sangskat’ ikke har én klar definition, men i stedet er afhængig af forskellige perspektiver og formål. På denne baggrund kan man tale om, at ’den danske sangskat’ ikke bør anskues som én sangskat, men i stedet som flere tæt sammenknyttede sangskatte. Den fungerer på mange måder som en kanon, men afviger fra typiske kanondannelser ved i højere grad at være styret af popularitet fremfor kvalitet. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som har tilknytning til Kulturministeriet, giver i Den Danske Ordbog en definition af ’den danske sangskat’, som et ”repertoire af kendte og elskede sange der tilsammen er en vigtig del af danskernes nationale selvforståelse” (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab u.å.). De påpeger ligeledes kriteriet om popularitet fremfor kvalitet, men påpeger også en funktion i ’den danske sangskat’, som noget, der spiller en rolle for danskernes nationale selvforståelse. Det er, som Marcia Citron påpeger, et karakteristika ved kanoner, at de har evnen til at indgyde identitetsfølelse i en kultur og ”imply ideals of unity” (Citron 1993, 1). Men kulturer ændrer sig, og det registreres også i kanoner, som optegner ”how our historical self-understandings are formed and modified” (Kermode 2004, 36).

Et netværk af sangskattens medskabere

Ingen har dog autoriteten til at definere, hvad en kanon er (Bloom 1995, 36; Citron 1993, 19), og det må vi også have in mente, når det kommer til ’den danske sangskat’. Kulturministeriet, Højskolesangbogen, DR eller Folkekirken har ikke nogen større overordnet autoritet til at bestemme indholdet af ’den danske sangskat’. Men de indgår i et netværk af mange aktører, som alle har hver sin indflydelse på sangskatten. ’Den danske sangskat’ bliver skabt igennem en vekselvirkning mellem folket/de syngende, sangbøger og deres redaktører, kulturinstitutioner og -organisationer, forlag, kunstnere, forskere, fonde, uddannelsesinstitutioner, ’sangmotivatorer’ m.fl.

Folket spiller en stor rolle som medskabere af ’den danske sangskat’. Hvis vi ser på den tredje brugsfunktion for sangskatten, så har vi, som nævnt, hver især muligheden for at skabe vores egen ’danske sangskat’. Det er formentlig dét, der gør, at så mange danskere er positivt stemt overfor ’den danske sangskat’, idet vi bruger den som en beholder for de sange, som vi hver især holder mest af. Det kan virke modsatrettet, men dette subjektive aspekt af ’den danske sangskat’ er med til at inkludere os i et fællesskab. Alle kan være med, selvom sangskatten ikke har det samme repertoire for alle; vi indgår i et fællesskab omkring sangskatten som en samlende betegnelse for en del af vores kulturarv, og denne funktion gør os til aktive medejere af den. Men vores indbyrdes forhold til de sange, vi anser som del af sangskatten, er imidlertid bundet op på forhold, som er afhængige af andre instanser.

Vi er, som folk, ofte bundet af sangbøgernes indhold, da det er et fåtal af os, der kan en masse sange udenad, og vi er påvirket af, hvilke ’sangmotivatorer’ vi kommer i kontakt med – begge kuraterer fællessange for os. Programtilrettelæggere for DRs fællessangsprogrammer og værter for fællessangsbegivenheder, såsom lærere og præster, har en særlig magt over, hvilke sange vi kommer i berøring med. Men da sangmotivatorerne ofte er bundet af sangbøgernes indhold alt efter hvilken én, der er til stede til arrangementerne (Den Danske Salmebog i folkekirkerne, DGI Sangbog i idrætsforeningerne etc.), så bliver sangbogsredaktører vigtige gatekeepere af sangskattens indhold. De er dog i stor udstrækning underlagt folket, og hvad der bredt set er ’kendt og elsket’ af folket. Hvis folket ikke vil synge sangene, bliver sangbøgerne ikke brugt, hvilket er formålet med sangbogen som brugslitteratur/-kunst.

Kunstnerne bidrager med den mest væsentlige ressource – selve sangene, som er materialet for ’den danske sangskat’. Men de er afhængige af folket, sangmotivatorerne eller sangbogsredaktørernes vurdering for at kunne blive indlemmet i ’det gode selskab’. Med den første brugsfunktion for sangskatten indgår deres sange per automatik i ’den danske sangskat’, men vil de inddrages i ”det forestillede museum” eller i individers egne ’danske sangskatte’, er de afhængige af de andre aktører.

Det udemokratiske museum

Det bliver imidlertid lidt problematisk, når disse aktører smelter sammen i flere funktioner. Der er flere eksempler, hvor komponister og forfattere indtager rollen som sangbogsredaktører, hvilket giver dem mulighed for at inddrage deres egne sange i sangbøgerne. Udover de etiske spørgsmål, der rejser sig i kølvandet på den økonomiske fordel redaktørerne/kunstnerne kan drage af denne position, så giver de også sig selv en forlomme ift. potentiel indlemmelse i ’den danske sangskat’, som det forestillede museum af bevaringsværdige, kendte og elskede sange. Der bør være et større fokus på habilitetsproblemerne i, at komponister og forfattere fungerer som sangbogsredaktører, og det problematiske i, at kunstnere kan kanonisere sig selv.

Historisk set har kvinder været underrepræsenterede i ’den danske sangskat’, uanset hvilken forståelse man har af begrebet. Denne strukturelle skævhed har kvindebevægelserne italesat på forskellig vis. Fællessangene, der blev skrevet til den tidlige kvindesag og Dansk Kvindesamfunds sangbøger, gik ofte i dialog med den mandsdominerede sangtradition. De kommenterede kritisk på ’de mandlige’ sanges indhold og synsvinkel gennem tekstreferencer eller ved at skrive en ny tekst på sangenes melodier. Rødstrømperne skrev i 1970’erne en lang række nye fællessange i reaktion på den manglende følelse af repræsentation i de danske fællessange og ’tog sangen tilbage’:

Vi skal ikke uden videre overtage sangen og musikken fra mændene. Som vi kender det meste sang og musik i dag er det jo udviklet på mændenes betingelse. Sangen er blevet ’taget fra os’ – sådan som så mange andre udfoldelsesmåder er blevet det. Og nu skal vi tage den tilbage. I traditionen er det, så langt tilbage vi kan følge det, kvinderne der har båret sangen. Den er blevet givet videre fra mund til mund, fra kvinde til kvinde, uden ’hjælp’ fra autoriteter, lige indtil for højst et par generationer siden. (Østre 1977, 9)

Der er heldigvis kommet større fokus på denne skævhed; der kommer i stigende grad flere kvindelige komponister og forfattere med i de mere udbredte sangbøger, og sangbogen, Dansk Sang 500, har f.eks. haft et repertoireudvalg bestående udelukkende af kvinder.

’Den danske sangskat’ er en spændende konstruktion, som åbner op for mange fortolkninger og aktiv medskabelse fra alle, der har lyst til at indgå i fællesskabet omkring den. Men det er også værd at have in mente, at det ikke er alle, der har lyst til det, og at der samtidig er nogle strukturer, som medfører at en stor del af den danske befolkning er underrepræsenteret i ’den danske sangskat’.

Litteraturliste

Bloom, Harold. 1995. The Western Canon: The Books and School of the Ages. New York: Riverhead Books.

Borčak, Lea Wierød. 2024. “Skolesang i Danmark – et historisk rids”. Videncenter for Sang. Fællessang og medborgerskab (blog). 2. februar 2024. https://videncenterforsang.dk/skolesang-i-danmark-et-historisk-rids/.

Borčak, Lea Wierød, og Henrik Marstal. 2022. Fællessang – fælles sag? En bog om sang som kollektiv handling. 1. udgave. Forlaget Højskolerne.

Citron, Marcia J. 1993. Gender and the Musical Canon. Cambridge: University Press.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. u.å. “den danske sangskat”. I Den Danske Ordbog – Moderne Dansk Sprog. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=den%20danske%20sangskat&tab=for.

Kermode, Frank. 2004. Pleasure and Change : The Aesthetics of Canon. Redigeret af Robert Alter. New York: Oxford University Press.

Lowenthal, David. 1998. The Heritage Crusade and the Spoils of History. Cambridge: Cambridge University Press. https://doi.org/10.1017/CBO9780511523809.

Rishøj, Line. 2024. “Den danske sangskat – hvad er det? Kanonisering af dansk folkesang”. Tidsskriftet SANG Årg. 5.

Østre, S. 1977. Kvinder Synger. 1. udgave. Rødstrømpebevægelsen i København.