Arbejdersangen som følgesvend

Kirsten Juul Andersen har sunget og spillet arbejdersange gennem ungdommen og i sit voksenliv bl.a. i to arbejdersanggrupper, der rejste rundt og udbredte arbejdersange særligt i 70’erne og 80’erne, og nu synger hun også sammen med sin mand Erik Juul Andersen.

Videncenter for sang har haft kildeberetninger om levede liv med arbejdersang på ønskelisten. Gennem AOF fik vi kontakt til Kirsten Juul Andersen, som gerne ville bidrage med sin personlige beretning om arbejdersang.
Kirsten Juul Andersen er uddannet psykolog og har fungeret som arbejdspsykolog og underviser i psykologi i fagbevægelsen og AOF. Hendes fokus har været at fremme det hun betegner ’det meningsfulde arbejdsliv’ bl.a. ved at reducere nedslidning og stress. Nu er hun gået på efterløn, men er stadig aktiv i Rejsescenen, et teater, der laver forestillinger om aktuelle emner, ofte i samarbejde med 3F og AOF.

Kildeberetningen er skrevet af Kirsten Juul Andersen og redigeret af Mette Thue fra Videncenter for sang.

Arbejdersangen som følgesvend

Af Kirsten Juul Andersen

Guitarspil og sang på værelset og den lille gule PRIMO med et udvalg af tidens sange var altid med på ture til sammenkomster og til fester. PRIMO var forsynet med becifringer, så man kunne spille til sangene. Så kom Benny Holst og Arne Würgler og en masse upoetiske, politiske sange med slagkraft med i versionen af Arbejdersangbogen fra 1974. Trille blev en følgesvend for mig med en fortælling om kvindeliv og kærlighed. Jeg kunne også godt lide Hulabandula band, Bjørn Afzelius og Michael Wiehes politiske sange og frihedssange, som jeg og mange andre lærte udenad og sang ved sociale sammenkomster.

AOF’s arbejdersanggruppe
Engang i starten af 70’erne dukkede en gammel veninde op til et møde med Bjarne Jess Hansen fra bandet Den røde lue. Vi skulle spille nogle italienske arbejdersange, som Bjarne havde oversat. Det projekt blev ikke til noget, men jeg kom med i AOF’s arbejdersanggruppe.

I 70’ern og 80erne var der en del arbejdersanggrupper, hvor folk samledes om at synge og spille arbejdersange. Grupperne ønskede at sætte mere gang i arbejdersangen. Arbejdet var frivilligt, men blev understøttet af AOF f.eks. med kurser i at udbrede arbejdersang. Min mand Erik Juul Andersen var ansat som amtskonsulent dengang og hjalp AOF- afdelinger og fagforeninger med lokale aktiviteter, og ved disse møder blev der også sunget. Så arbejdersanggruppernes aktiviteter var bundet meget op på arbejderbevægelsens møder og aktiviteter.

Vi fik kørepenge og mad, og havde det dejligt. Det var et socialt liv for os. Vi rejste rundt i hele landet og lærte arbejderbevægelsens medlemmer de nye sange i Arbejdersangbogen, som blev udgivet i 1974.

Vi spillede i fagbevægelsen, på kurser, ved kulturarrangementer, til konferencer, kongresser, politiske møder og valgkampe og rundt i Norden.

Det var som nævnt ikke alle de nye politiske sange fra udgivelsen af Arbejdersangbogen i 1974, der blev mine yndlingssange. Men der skal jo være noget til enhver tid og enhver smag i sangbogen.

Fællessang ved arbejdersanggruppe for socialdemokratiet den 1. maj 1978 i Helsingør på LO-skolen. Fra venstre: John Hansen, S.A. Hansen, Kirsten Juul Andersen, Inger Jensen og datter, Connie Back, Keld Hansen og Poul Erik Holst. Congaspilleren Ole Knudsen er skjult bag sangerne. Kirsten Juul Andersen boede på dette tidspunkt i kollektiv med tre fra arbejdersanggruppen: Connie, S.A. og Keld. Foto: Kirsten Juul Andersen efter foto af Harry Nielsen, Aktuelt.

Vi indspillede forskellige udgivelser af arbejdersange i samarbejde med AOF Danmark. F.eks. et kassettebånd med arbejdersange og digte af Arlitt, en forfattergruppe med arbejderbaggrund. Vi indspillede også to LP’er: ”Du er noget” og ”Hvor længe skal vi vente”. Jeg tror ikke, udgivelserne blev salgssucceser, men det var sjovt at være med, og det var en måde at styrke kendskabet til de nye sange i Arbejdersangbogen.

I begyndelsen bestod AOF’s Arbejdersanggruppe af to guitarister, som også spillede banjo og mandolin og fire, der sang.  Det var fællessangen, der var det bærende. Sangene blev kædet sammen med historier og politiske tanker. Nogle sange blev sunget af gruppens medlemmer, men langt de fleste blev sunget i fællesskab.

Sangene havde betydning for dem, der var med til arrangementerne. Alle havde en yndlingssang, der blev ønsket.  Sangene bærer historien, følelser og de fortæller om drømme, håb og kærlighed, fred og frihed og om kampe for retfærdighed, om helte og fællesskab. Om det land, der er vores, men også om troen på internationale bånd, der binder mennesker sammen. Vi oplevede, at det at synge sammen giver fællesskabsfølelse. Sangen kan løfte mennesker, det kan skabe glæde, håb og tro. At synge sammen fremmer fællesskabet. Energien stiger, og sindet åbnes.

Jeg var med i AOF’s arbejdersanggruppe i små 10 år. Der kom nogle nye musikere med og andre stoppede, men vi var en kerne på fire til fem stykker, der var med i rigtig mange år. Det var næsten en gang om ugen, vi var ude at spille, og så øvede vi hver fredag aften. Det var en stor del af mit liv. Det gav mig meget glæde, sjov og mening, og så kan jeg stadig det meste af arbejdersangbogen udenad.

Sangens betydning for mig
Jeg er uddannet psykolog og har undervist i mange forskellige sammenhænge i mit 45 år lange arbejdsliv. Det er min erfaring, at det at starte dagen med en sang, gerne en der peger mod det, der skal arbejdes med, har betydning for rummets åbenhed. At alle har hørt egen stemme sammen med de øvriges, gør det lettere at åbne munden og udtrykke sig senere.

Man kan sige, at sangen åbner sindet og afstemmer rummet. Er det så lige meget, hvad man synger? Det mener jeg ikke. Sange, der fortæller en historie, eller på poetisk vis fører os ind i et univers, en tid en drøm, et fællesskab, der afstemmer det verdensbillede, der klinger med mit, kan være med til at styrke identiteten og troen på, at der er en fælles vej, også for de udfordringer vi står i nu og her.

Jeg arbejdede som daghøjskoleunderviser på AOF i Køge og Næstved i en årrække i slutningen af 1980’erne under den store arbejdsløshed. I den periode opstod der mange daghøjskoler rundt om i landet. Her kunne ledige mødes i meningsfulde fællesskaber og deltage i kreative aktiviteter i almen undervisning.

Også i denne sammenhæng havde arbejdersangen stor betydning. Sangen er stærkt vanedannende. Det var ikke sjældent, at vi i begyndelsen af et kursusforløb hørte: ”Det mener I ikke, vi skal ikke synge. Det kan jeg slet ikke. Og hvorfor fra den røde sangbog?” Men i løbet af kort tid, var der et massivt ønske om at synge, og deltagerne ønskede deres yndlingssange.

Sanggruppen Side by side
Under daghøjskoletiden var min mand, Erik, og jeg med til at lave en ny sanggruppe. ”Side by side” hed gruppen. Vi var fem medlemmer de første år. En pianist, en guitarist og tre sangere. Nu 30 år senere, er vi kun fire. Dengang var vi alle fire ansat i AOF. Det er vi ikke mere, men vi spiller stadig sammen ca. en gang om måneden.

Den 1. maj 2023 har vi spillet i over 25 år i FOA social og sundhed til fest, taler og fællessang. Der er typisk flere hundrede deltagere, og de elsker at synge fra den røde sangbog. I det regi laver vi typisk en lille times ønskekoncert fra arbejdersangbogen, hvor der bliver sunget igennem. Det er både de nye og de gamle arbejdersange, der synges.

Foto: Sanggruppen Side by side har spillet arbejdersang igennem 30 år. Fra venstre: Troels Neiiendam, Kirsten Juul Andersen, Helle Neiiendam og Erik Juul Andersen.

Vi har prøvet at stoppe nogle gange i årenes løb, men det lykkes ikke. Jeg tror, vi bliver ved så længe, vi får energi og glæde ved at synge sammen. Det er sjovt at være så indarbejdede med andre mennesker, at vi ved, at de fremmødte kan ønske sig en hvilken som helst sang fra arbejdersangbogen, og så kan vi sangene.

Arbejdersangen er en vigtig historisk og nutidig dokumentation for menneskers arbejdsliv og livet i det hele taget. En historie om de kampe, drømme og håb, der har medvirket til at udvikle det velfærdssamfund mange i dag tager for givet. Når vi synger Jeppe Aakjærs Jens Vejmand, får vi historien fortalt om, hvorfor det stadig er vigtigt at kæmpe for gode løn- og ansættelsesforhold i en tid, hvor mange af de rettigheder, vi har oplevet i vores arbejdsliv, kan forsvinde, hvis ikke vi står fast og kæmper sammen for rettigheden til et godt liv.

Arbejdersangen er i live
Fra slutningen af oktober og tre uger frem spillede Erik og jeg f.eks. til disse arrangementer: til et valgarrangement i Gladsaxe, hvor der blev sunget fællessange. Det var Poul Nyrup og Jeppe Bruus, der valgte sange og begrundede, hvorfor disse sange er vigtige at synge netop nu. Vi har også spillet morgensang til Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH’s kongres, hvor ”Når jeg ser et rødt flag smælde” er uundgåelig. Desuden havde vi et job på Konventum, fagbevægelsens konference- kursus- og uddannelsescenter, hvor vi sang op til fællessang om aftenen.

Når jeg vælger at omtale disse musikaktiviteter, så er det for at sige, at det er ikke historie, det er også historie, men arbejdersangen er også fremtiden. Jeg ved godt, at Arbejdersangene i Højskolesangbogen nu er flyttet ind under afsnittet historie. Det siger noget om, at redaktionen der, ikke kender til arbejdersang, for vi i arbejderbevægelsen synger de sange mange, mange gange om året. I regi af Højskolesangbogen er sangene måske historie, men ikke for os.

Det der er særligt for arbejdersangbogen er, at den rummer arbejdets historie og livets fortællinger. Højskolesangbogen rummer livets fortællinger, og det at være menneske i Danmark. Desuden er Højskolesangbogen forbundet til kirken og den kristne tradition. Det er Arbejdersangbogen ikke. Den har til gengæld et særligt fokus på arbejdsliv og det internationale, for arbejdslivets kampe slutter ikke ved landets grænser.

Arbejdersangbogen inviterer med livets sange
Et sidste aktuelt spillejob jeg har lyst til at fremhæve, er en tilbagevendende begivenhed, for der er skabt tradition for at AOF i Greve har et fællessangsarrangement op til jul, som vi spiller til. Jeg vil gerne slutte med at citere programteksten fra dette års arrangement. Den lyder således:

”Mens vinden rusker i træerne, synger vi smukke efterårs- og julesange. Vi kan sådan set godt eksistere uden at synge. Men det bliver lidt kedeligere, og hjerterne bliver lidt køligere. Man mærker sig selv og hinanden, når man synger sammen. Og så ved man igen med sig selv, at livet er ikke det værste man har. Og at der stadig er meget at gøre. At synge sammen giver en følelse af tryghed og fællesskab, det er sundt for både krop og sjæl at synge”.

[I redigeringen af teksten taler Kirsten Juul Andersen og Mette Thue i telefon om detaljerne i artiklen. Bl.a. ovenstående citat.]

Mette: ”Det er en smuk programtekst I har skrevet til arrangementet, men for mig udtrykker teksten primært noget alment ved fællessang, jeg associerer knap til arbejdersang. Hvorfor har du valgt at slutte artiklen med dette citat?”.

Kirsten: ”Vi synes det er skønt, hvis alle mulige mennesker kommer og synger med og opdager, at Arbejdersangbogen også rummer livets sange”, siger Kirsten Juul Andersen inviterende.