Grønlandske stemmer

Rapperen Josef Tarrak havde en trommesangsgruppe fra Uummannaq med på scenen, da han til Roskilde Festival 2026 gav en anmelderrost koncert. Foto: Iben Andersen.

Af Andreas Otte

Den grønlandske sangpraksis er udbredt og genremæssigt varieret, men man kan finde hovedstrømninger, som er historisk funderet. Helt overordnet kan man sige, at Grønland som musiknation er baseret på udbredt amatørisme i ordets positive forstand. Folk spiller og synger af kærlighed til aktiviteten, og aktiviteten er udbredt blandt langt flere, end vi fx ser i Danmark. Omvendt er der ikke den grad af formel musikundervisning og professionalisering, som man fx finder i Færøerne og Island, og man kan måske ligefrem tale om en manglende interesse for formel undervisning i Grønland (Otte, 2018b).

I Grønland synger man i mange forskellige kontekster og primært på grønlandsk. I kirken synges salmer, og en del af befolkningen kan levere de mest kendte salmer flerstemmigt. I de fleste større, og nogle gange også mindre, byer og bygder, er der kor, som synger salmer og nationale sange flerstemmigt. Der findes desuden et utal af bands primært indenfor pop-rock genren, som spiller egne kompositioner på grønlandsk. I det private rum synges og spilles der ved sammenkomster, fester og måske særligt til de såkaldte ‘efterfester’, hvor guitaren går rundt, og deltagerne synger grønlandske klassikere til langt ud på natten (Otte, 2018a).

I Grønland kan man finde alt fra opera til dødsmetal og growl, men der er en relativt stringent tendens i befolkningens sangpraksis, hvor fokus er på at udtrykke sangerens følelser frem for at have fokus på sangteknik a la bel canto. Denne tilgang bliver særligt udpræget i sangstilen inuttooq, hvor korsange synges langsomt, flerstemmigt, og hvor sangerne glider rundt på tonerne og synger sig ind på dem frem for at forsøge at ramme dem rent ved ansatsen. I denne stil er en ret bred intonering almindelig. Det mest udbredte eksempel på denne sangstil er ved afsyngning af Grønlands første salmekomponist Rasmus Berthelsens julesalme ”Guuterput Qutsinnermiu” (Hvor Gud i det høje) (Fredensborg, 2000).

Den grønlandske korsang kan historisk spores delvist tilbage til Hans Egedes mission fra år 1721, hvor han sammen med sine sønner og andre missionærer begyndte at oversætte europæiske salmer til grønlandsk (Lynge, 1981, s. 24). Men det særegne ved den grønlandske korsang tilskrives ofte Herrnhuterne. De første indenfor denne gren af protestantismen kom til Grønland i år 1733. De brugte netop meget salmesangen i deres forkyndelse og havde en høj grad af fokus på individuelle følelser i forholdet til Gud (Kleivan, 1983, s. 227).

Den traditionelle grønlandske musik fra før koloniseringen spiller fortsat en rolle i Grønland i dag, hvor trommesang og -dans er i opblomstring i Vestgrønland, efter at traditionen har været forsvundet som følge af koloniseringen. Den traditionelle musik blandt inuit bestod af trommesange på den grønlandske rammetromme qilaat og en række sanggenrer som kælesange, tryllesange, arbejdssange og maskedanse, der blev brugt til hverdag og fest. Blandt disse er særligt den underholdende trommesang vendt tilbage i mange forskellige udtryk. Nogle udøvere laver nye sange og blander dem med popmusik, dødsmetal eller korsang, mens andre fokuserer på at holde gamle sange i live. En række etnografiske optagelser fra starten af 1900-tallet er en kilde til dette (Hauser, 1992).

Den følelsesmæssige tilgang til stemmens udtryk i grønlandsk korsang kan også spores i pop- og rockmusik, hvor den til gengæld kan være lidt sværere at bemærke, fordi særligt rockmusik har nogle lignende idealer omkring etos og patos. Som udefrakommende vil man muligvis bemærke, at man i Grønland kan finde en ret høj grad af tolerance for særligt mandlige sangstemmer med begrænsede tekniske færdigheder, men som alligevel værdsættes netop på baggrund af deres evner til at formidle følelser og fortællinger. Der er samtidig en tendens til, at kvindelige stemmer i højere grad er blevet værdsat på baggrund af sangtekniske evner og mere sjældent optræder som sangskrivere. Men dette billede er ved at ændre sig (Otte, 2013).

Tilgangen til musik og sang i Grønland har betydning for, at der ikke er ret stor interesse for at professionalisere sig inden for musik. Omvendt er det at spille og synge en del af livet for en ret stor del af befolkningen. Musik og sang er noget alment og noget, rigtig mange kan og gør, og på den måde står sang og musik som praktisk færdighed stærkere end i fx Danmark.

Litteratur
Fredensborg, L. (2000). Guuterput qutsinnermiu: Den grønlandske julesalme. Tidsskriftet Grønland, 48(8), 290–292.

Hauser, M. (1992). Traditional Greenlandic music. Kragen/ULO.

Kleivan, I. (1983). Herrnhuterne eller brødremenigheden i Grønland 1733–1900. Tidsskriftet Grønland, 31(8–10), 221–235.

Lynge, B. (1981). Rytmisk musik i Grønland. Publimus.

Otte, A. (2013). Musikken i Grønland og Grønland i musikken: Om sted og globalisering i musik fra Grønland. https://greenlandicpopularmusic.com/musikken-i-gronland-og-gronland-i-musikken-om-sted-og-globalisering-i-musik-fra-gronland/

Otte, A. (2018a). Attending concerts: Local musicking among Greenlandic youth. I S. A. Reily & K. Brucher (Red.), The Routledge companion to the study of local musicking (s. 43–54). Routledge.

Otte, A. (2018b). Musikskolerne i Grønland – I spændet mellem formel og uformel læring. Danish Musicology Online, Særnummer 2018, 140–160. https://www.danishmusicologyonline.dk/arkiv/arkiv_dmo/dmo_saernummer_2018/dmo_saernummer_2018_musikkens_institutioner_08.pdf

Om forfatteren
Andreas Otte er formidler og projektleder ved Nordatlantisk Hus og bassist i det grønlandske band Nanook. Han er uddannet lærer, cand.mag. i musikvidenskab og ph.d. på baggrund af en afhandling om grønlandsk populærmusik.

Læs mere
Du kan læse mere om grønlandsk sang og musik af samme forfatter på denne hjemmeside https://greenlandicpopularmusic.com/musikken-i-gronland-og-gronland-i-musikken-om-sted-og-globalisering-i-musik-fra-gronland/