Reformationens menighedssang og den folkelige fællessang
Af Stine Isaksen, Videncenter for sang
Ser man på årsagerne til, at fællessangstraditionen er blevet så udbredt i netop Danmark, er der selvfølgelig rigtig mange historiske, åndelige og kulturelle faktorer, som har bidraget hertil. Blandt alle disse årsager er en væsentlig faktor i skabelsen af den folkelige fællessang i Danmark den særlige menighedssang, som vandt frem i kirken i forbindelse med reformationen. Den nye menighedssang var blandt andet resultat af det nye syn på individet og på relationen mellem den enkelte og Gud, som introduceres i tilknytning til renæssancen og reformationen. Et centralt element i reformationen er således tanken om det almindelige præstedømme – det at ”enhver, der er krøbet ud af dåben, er både præst, bisp og pave”. Det betyder, at kirken ikke længere har monopol på at forkynde Guds ord. I stedet kan enhver nu gøre dette i overensstemmelse med det, der nu blev betragtet højeste autoritet på det religiøse område: Biblen. I forlængelse heraf får den nye menighedssang stor betydning i forhold til at virkeliggøre netop Luthers ide om det almindelige præstedømme. I modsætning til menighedens udprægede passivitet under den typiske katolske messe, er introduktionen af den nye menighedssang med til at aktivere hele menigheden, og gøre hvert enkelt individ til medforkynder af det kristne budskab samtidig med, at salmen for den enkelte også udgør en personlig henvendelse til Gud. Det er endvidere karakteristisk, at man i menighedssangen alle deltager – mænd såvel som kvinder og høj såvel som lav. Dette er med til at demonstrere, hvordan fællessang kan medvirke til at skabe stærke fællesskaber baseret på de fælles værdier og indsigter, som udtrykkes i salmer og sange. Samtidig udgør den unisone fællessang et radikalt opgør med den hierarkiske tankegang, som kendetegnede det dominerende syn på samfundet og relationerne mellem individer gennem hele Middelalderen. I fællessangen er alle lige og bidrager på lige fod.
Som kontrast til hans egne tanker om det almindelige præstedømme mente Luther, at det gode samfundsliv var afhængigt af disciplin, og at den enkelte altid befandt sig i relationer, hvor de enten befaler eller adlyder. For Luther var disciplin ethvert fællesskabs forudsætning, og på den måde var der hos ham ikke plads til religiøse afvigere, til tanker om politisk frihed og selvstændige holdninger hos den enkelte eller til politiske og samfundsomvæltende bevægelser. På længere sig har reformationens hovedbudskab omkring det almindelige præstedømme dvs. ideen om, at der ikke er nogen principiel forskel på lægfolk og præster, samt den praksis omkring menighedssangen, som udsprang heraf, dog bidraget til den mynddiggørelse af almindelige mennesker, som er demokratiets forudsætning. Den menighedssang, som indførtes med reformationen, fik i løbet af 1800-tallet stor betydning for indførelsen af den nye nationale fællessang og derved indirekte betydning både for grundlæggelsen af det nye nationale fællesskab og for den almene accept af de individuelle politiske rettigheder – fx vedrørende frihed og lighed, som var en forudsætning for indførelsen af demokrati i Danmark.
Den erkendelse, som affødtes af reformationen, af, at alle har en (sang)stemme, og kan indgå i det kristne fællesskab og forkyndelsen på lige fod og i fællesskab med andre, blev således ved indførelsen af demokratiet udvidet til helt konkret at betyde, at alle har en (politisk)stemme.
