God sommerferie - med podcasts om sang

Videncenter for sang deler anbefalelsesværdige podcasts om sang i sommerferien.

De ugentlige podcast deles i facebookgruppen Videncenter for sang. Vær velkommen i gruppen!
– og de deles desuden herunder:

  • Lydmagasinet ”Sounds of War” udgives som del af et forskningsprojekt på Aarhus Universitet. I den seneste episode, der handler om fællessang i krisetid, taler Puk Elmstrøm Nielsen og Lea med Sigrid Nielsen Saabye, som selv forsker i lyden af besættelsen i Danmark.
  • Serien ”Sangen, der ændrede alt” går tæt på historien om en række store hits, og hvordan sangene ændrede både sangskriverens og tusindvis af lytteres liv.
  • Podcastserien ”Prøv-li-å-hør-her” udgav i januar 2020 som ekstramateriale et interview med sundhedsforsker og ekspert i sang og sundhed Lasse Elbrønd Skovgaard. Hør eller genhør ham her fortælle om alt det gode, sangen kan gøre for kroppen og sjælen.
  • Lydjournalist Susanna Sommers formidable serie om højskolesangbogen fra 2018, ”Sangenes blå bog” tager på 8 afsnit lytteren igennem højskolebevægelsens, fællessangens og det moderne Danmarks historie.
  • Radio4’s videnskabspodcast ”Kraniebrud” bragte i coronaforåret 2020 hele to episoder om sang. I episoden ”Musik og fællesskab” sætter hjerneforsker Peter Vuust og formand for Højskolesangbogsudvalget Jørgen Carlsen fokus på, hvordan sang og musik skaber fællesskab. I episoden ”Fællessang og ritualer” fortæller religionsforsker og Grundtvigekspert Katrine Frøkjær Baunvig om sin forskning i fællessang samt om tankerne bag det på daværende tidspunkt nystartede forskningsprojekt i DR’s fællessangs-TV under corona.
    PS: Hvis du bliver nysgerrig på Katrines resultater af projektet, så kan du finde links til hendes forskningsartikler her.

Vi er her nogle uger endnu, og ellers er vi tilbage igen i starten af august, hvor vi glæder os til at høre fra dig til spændende samarbejder og snitflader om sang, og til at dele på VidencenterForSang.dk, når ny viden om sang er på trapperne.

Sommerhilsner fra Mette og Lea