Forskning i sang og corona

Coronanedlukningerne lagde en tung dæmper på kulturlivet i Danmark, men paradoksalt nok blomstrede sangen op. Krisen præsenterede derfor en gylden mulighed for at udforske sangens rolle i krisetid. Den mulighed var der flere danske forskere, der greb.

Den positive pandemi: Musik og sang gik viralt under coronakrisen
Musikforsker Niels Chr. Hansen fra Aarhus Institute of Advanced Studies og Center for Music in the Brain var initiativtager til oprettelsen af et globalt netværk for forskning i musikkens rolle under coronakrisen. Det stod hurtigt klart, at forskere verden over ville kaste deres interesse på dette spørgsmål, og formålet med det såkaldte MUSICOVID-netværk var at samle disse gode kræfter og undgå spredte og redundante forskningsprojekter. Netværket tæller nu mere end 400 forskere fra 43 lande. Forskning udført af medlemmer af netværket, herunder Niels Chr. Hansen, peger på at musik og sang har haft en stor effekt som krisehåndteringsværktøj verden over; fx til modvirkning af ensomhed og styrkelse af mental trivsel i den sociale isolation.

Fællessang er danskernes kulturelle immunforsvar
Hvad fik godt og vel en million danskere til at deltage i DR’s fællessangsprogrammer under nedlukningerne? Det har Katrine Frøkjær Baunvig, ritualforsker og leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet, undersøgt i et forskningsprojekt Overraskende nok viser Baunvigs undersøgelse, at de danskere der ”deltog” i fællessangs-TV, faktisk ikke har følt mere fællesskabsfølelse end andre. Så hvorfor blev den virtuelle fællessang så populær? Baunvig og kolleger peger på, at fællessang er en del af danskernes kulturelle immunforsvar: Ved at synge sammen, sender vi et signal til os selv og hinanden om, at vi hører sammen. Vi har en fælles erindring om, at fællessang tidligere har hjulpet os gennem krisetider, som fx under besættelsen i 1940. Coronakrisen var dog en temmelig abstrakt krise, da den for de fleste ikke var så akut, men mere blot et irriterende indgreb i hverdagen. Den nationale virtuelle fællessang kom dermed til at fungere som markør af krisens alvor: Ved at synge sammen, markerer vi at vi er i krise og at vi tager den alvorligt.

Sammenfattende peger forskningen i sang under corona på følgende tendenser:

  • Den folkelige deltagelse i musik og sang blomstrede op under corona. Mens professionelle musikere aflyste koncerter og udskød pladeudgivelser, så voksede amatør- og græsrodsmusikken. Altansang udsprang i Italien og Spanien og bredte sig til andre dele af verden. Folk tog sangen i egen hånd.
  • Musikalske fællesskaber gik fra fysiske til forestillede. Som følge af isolation og afstandskrav er deltagelsen i teknologisk medieret sang og musik steget overalt, ligesom folk har fundet nye innovative måder at bruge teknikken til at synge sammen. Den danske interaktive TV-fællessang er et af eksemplerne. Flow-TV og live-formater blev vigtige. De kunne give deltagerne en følelse af samtidighed, når de ikke kunne være på det samme sted.
  • Det var vigtigere, at sangene var kendte og elskede, end hvad sangene handlede om. Sjovt nok greb vi ikke til alvorlige, sorgfulde eller ”krisebetonede” sange. Det gælder både internationalt og på dansk grund. I stedet har vi haft en hang til nostalgisk musik; Kendte og elskede sange udført i trygge og hjemlige omgivelser (som dagligstuen, Phillip Faber sad i) gav tryghed i en usikker tid.

Lea Wierød Borčak