Foredragskoncert: Sangens betydning for Genforeningen
Sangens betydning for Genforeningen
Oplev en fortælling om sangens historie og rolle i Sønderjylland fra 1848 og frem. Hvordan sangen i slutningen af 1800-tallet udviklede sig i foreninger, forsamlingshuse og private hjem. Og hvordan de tyske myndigheder på alle måde prøvede at chikanere fællessangen i den danske del af befolkningen, fordi man forstod sangens betydning og evne til at skabe fællesskab. Fortællingerne føres frem til sangens rolle i forbindelse med afstemningen og Genforeningen samt i tiden efter 1920.
Hele fortællingen understøttes af musik og sange undervejs – nogle fremført af Zenobia og andre som fællessange.
Sangforsker
Foredragsholder Elsemarie Dam-Jensen er museumsinspektør på Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Tønder. Hun har forsket i sangens historie i Sønderjylland og været medudgiver af flere bøger om emnet. Hun har en omfattende foredragsvirksomhed om kulturhistorie og sønderjysk sangtradition bag sig.
Musikere – rejsende i den danske sangskat
Zenobia er veletablerede fortolkere af den danske sangtradition. De tre kvinder har spillet hundredvis af koncerter siden 2007. De er alle oprindeligt fra området nær Egtved i Jylland og har den danske sangskat med hjemmefra. De har fra starten suppleret hinandens musikalske særkender fornemt og har siden trioens start skabt en fælles tilgang til musikken og teksterne og dermed skabt Zenobias særlige tone.
Trioen har samlet solgt over 10.000 eksemplarer af deres fire CD’er. Udgivelserne rummer udover sange fra den danske fællessangstradition også trioens egne sange. Zenobia har også udgivet en sangbog med noder og tekster til 20 af deres nye sange med korsatser af Erik Sommer.
I 2017 havde trioen 10års jubilæum, og det blev rundet af med, at Louise Støjberg modtog en Danish Music Award som ’Årets Folk Sanger 2017’, for sit arbejde med Zenobia og ‘en særlig fin kontakt til publikum og sin evne til både at være poetisk … og rå, når det skal være’.
Elsemarie og Zenobia er af Sangens Hus blevet inviteret med til et stort projekt i anledning af 100-året for genforeningen i 2020. I den sammenhæng vil de sammen lave foredragskoncerter.
Oplev foredragskoncerten
Publikum kan glæde sig til en engageret fortælling om sangens vigtighed af musikere, der er rundet af den danske sangs ord og toner. De fire er i fællesskab forrygende til at skabe et intenst fortællende og musikalsk rum mellem sig selv og publikum, og deres optrædener er både nærværende og underholdende.
De første foredragskoncerter støttes økonomisk af projeket, Sangen Genforener 2020, og kan derfor bookes til 12.500 kr. Herefter er prisen 17.500 kr.
FAKTA OM ELSEMARIE DAM-JENSEN
Elsemarie er cand.mag. i musikvidenskab og historie fra Aarhus Universitet ,1981.
Hun har i mange år arbejdet med sangens historie i Sønderjylland og været medudgiver af bøger om emnet.
I perioden 1983-97 var hun højskolelærer på Løgumkloster Højskole. Siden 1997 har hun været museumsinspektør på Museum Sønderjylland – Kulturhistorie Tønder blandt andet med varetagelse af området: Sønderjyllands musikhistorie.
Hun har en omfattende kulturhistorisk foredragsvirksomhed bag sig.
FAKTA OM ZENOBIA
Sangerinden Louise Støjberg er uddannet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Hun underviser i sang på MGKsyd i Kolding og optræder udover i Zenobia som solist samt med duoen Louise Støjberg/Martin Rauff og bandet UrbanStøjband.
Harmonikaspilleren Mette Kathrine Jensen Stærk er uddannet på folkemusiklinjen på Det Fynske Musikkonservatorium og blev i 2016 udnævnt til rigsspillemand. Udover i Zenobia spiller Mette Kathrine med duoen ’Jensen og Bugge’, der fra tid til anden udvides med Morten Alfred Høirup eller amerikanske Dwight Lamb, ligesom hun optræder solo med både foredrag og koncerter.
Pianist Charlotte Støjberg er cand. mag i musikvidenskab fra Aalborg Universitet. Hun er organist ved Rødding Frimenighed og pianist i projektet ”Sommerfugledalen – et requiem” med Carl Erik Lundgaard.
Zenobia har været nomineret til 2 Danish Music Awards; for debutalbummet ‘Midnat’ i 2008 og til årets traditionspris i 2013.
Trioen kan kontaktes via Louise Støjberg – louise@zenobia.nu – 25 74 12 13