0 Kommentarer
Fællessang er mere end spejling
// 10/01/2020
Mette Sanggaard Schultz fra højskolesangbogsudvalget skrev i dette indlæg, som er en del af den nyligt udkomne bog Syng Sammen, følgende: ”Sangene i Højskolesangbogen afspejler ikke kun vores kultur og selvforståelse. De er også med til at danne og udvikle den. De skildrer ikke kun historiens gang, de indvirker også aktivt på den.” Der kan være rigtig god grund til at fremhæve denne pointe i en fællessangsdiskurs, som ellers meget ofte har fokus på fællessangens forpligtelse til at ”afspejle” hvem vi er.
Et spejls funktion er at gengive noget, som allerede findes – uden at ændre på det. Deraf den uhyggelige effekt når en karakter i en gyserfilm ser noget andet end sig selv i et spejl. Så når fællessangens opgave antages at være spejling af sangerne selv og deres egen kultur, så ligger det implicit at fællessangen selv ikke har indvirkning på det, der afspejles. Det ligger som præmis, at vi har en fiks og færdig kultur som det er fællessangens opgave at holde op foran os.
Når Schulz slår til lyd for, at fællessang er andet og mere end afspejling af en eksisterende kultur, ligger hun på linje med prominente positioner i musiksociologisk forskning, som faktisk fra flere hold har udtrykt noget slående ligt. Jeg fremdrager nogle sådanne positioner (alle steder min oversættelse):
”Spørgsmålet er ikke hvordan et bestemt stykke musik eller en opførelse afspejler folket, men hvordan det producerer dem – hvordan det skaber og konstruerer en oplevelse”.
–Simon Frith (1996): Music and Identity. In S. Hall and P. DuGay (eds.) Questions of Cultural Identity (pp. 108-127). London: Sage.
“ligesom musiks betydning kan blive skabt i relation til ting udenfor den, således kan også ting udenfor musikken blive skabt i relation til musik”.
–DeNora, T. (2000). Music in Everyday Life. Cambridge: Cambridge University Press.
“[…] musikkens specielle evne til at fungere som et konstitutivt snarere end et afspejlende medium”
–Peter J. Martin (2006): Music, Identity, and Social Control. In S. Brown, Ulrik Volgsten (eds.), Music and Manipulation: On the Social Uses and Social Control of Music (pp. 57–73). New York: Berghahn Books.
“[…] et forsøg på at komme ud over den idé at musik (og kultur) blot udtrykker præ-eksisterende identitetsformationer. Snarere er det klart, at musik kan være en primær drivkraft for kollektiv identifikation”.
–Georgina Born (2011): Music and the Materialization of Identities. Journal of Material Culture, 16(4), 376–388.
På linje med disse forskerpositioner samt Schulz’ betragtning synes jeg også, der er ræson i at ophøre med at reducere fællessangens rolle til afspejling. Hvor interessant er det også at sidde og se sig selv i spejlet hele tiden? Det lærer man i hvert fald næppe noget nyt af.
–LWB
Læs også Lea Wierød Borčaks tidligere blogindlæg: Sangdebatten blander æbler og pærer
Du kan oprette en bruger her og deltage i debatten, men du kan også skrive og kommentere anonymt
Skriv kommentar
Opret kommentar
