At synge sig sammen
Foto: Bertel Nygaard leder fællessang med de fremmødte i en lagerhal på Aarhus Oliehavn under Århundredets Festival arrangeret af Folkeuniversitetet i Aarhus i marts 2022.
At synge sig sammen
Når vi synger, kan vi bekræfte identiteter og fællesskaber. Ikke mindst når vi synger sammen. ”I Østen stiger Solen op” bekræfter menighedens tro på Gud. ”Der er et yndigt Land” bekræfter dansk nationalitet. ”Tak for gode som for onde år” bekræfter det langtidsholdbare parforhold. Og ”I dag er det Heidis fødselsdag” bekræfter ikke kun Heidi, men også de syngendes hengivenhed for hende. Hurra, hurra, hurra!
For så vidt kan sangens funktioner virke meget ligetil. Men der er også noget andet og mindst lige så væsentligt på spil, som dog ofte er knap så åbenlyst. Vi frembringer nemlig også identiteter og fællesskaber, idet vi synger. I sangen som handling kan vi med andre ord skabe identiteter eller fællesskaber, som ikke var der før, eller som bare endnu ikke var helt sammentømrede eller sikre nok. Hverken menigheden, nationen eller Heidi ville helt være sig selv eller føles sådan, hvis de aldrig blev besunget. Det, der ikke manes frem ind imellem, forgår.
Ofte består en væsentlig del af fremmaningens trick dog i, at vi i sangen simpelthen agerer, som om fællesskabet allerede findes i strålende og fuldendt glans. Idet vi foregiver blot at bekræfte og hylde dets eksistens, bidrager vi faktisk til at vække det til live. Vi synger ikke bare sammen. Vi synger os sammen.
Sangen skaber, hvad den nævner
Her er tale om en sælsom mekanisme, som N.F.S. Grundtvig allerede i 1829 understregede i sit salmevers om Guds ord, der ”skaber, hvad det nævner” (fra salmen ”Vidunderligst af alt på Jord”). Nyere sprogfilosofiske tilgange til talehandling understreger noget lignende i menneskenes ord – altså hvad vi gør i kraft af, hvad vi siger. Hvis jeg f.eks. siger, at jeg lover at tage opvasken, er mit udsagn ikke blot en meddelelse, men også en handling: Jeg har afgivet løftet blot ved at udtale sætningen. Siger jeg derpå til mine kone, at hun er skøn, taler jeg ubetvivleligt sandt, men det kan også være en udsigtsløs talehandling – et led i min usle bestræbelse på at undslippe mit løfte fra før. For nok kan talehandlinger have vidtrækkende konsekvenser, men der er også grænser for deres effektivitet. De tager ikke opvasken for mig.
På lignende måde kan sanghandlingen bidrage til at fremmane de fællesskaber, den umiddelbart blot kunne synes at bekræfte. Og selv om sanghandlinger heller ikke er almægtige størrelser, der skaber fællesskaber helt ud af det blå eller agerer helt på egen hånd, så virker de dog på flere parametre end talehandlingerne. For sangen udøver ikke kun sin handling med ord, men også med toner, rytmikker og betoninger, som klinger med de rumlige omgivelser og forplanter sig i følelserne og kroppene hos de syngende. I nogle tilfælde kan samvirket mellem disse elementer få de mange syngende til at virke som ét mangerøstet, samvirkende legeme.
Det er ikke mindst derfor, en fællessang så effektivt kan ryste folk sammen til en fest, et møde eller en gudstjeneste. Det bliver først en rigtig fødselsdag, når vi har sunget sammen. Der kan vi mærke sangens fællesskabsformende egenskaber, uden at vi nødvendigvis tænker nærmere over det.
I modsætning til mit alt for bindende løfte om opvask er sanghandlingen dog typisk flygtig af natur. Ofte er der også noget flygtigt ved det fællesskab, sangen kan fremmane. Når festen klinger af, går hver til sit og tager kun minder og fornemmelser med sig. Men i mange tilfælde forbinder det konkrete, udøvede øjebliksfællesskab sig med større, mere vedvarende identiteter og fællesskaber. De konkrete udøvelser og de abstrakte forbindelser er ikke de samme, men de forudsætter hinanden. Salmen udtrykker jo ikke kun fællesskabet af de 35 mennesker, der dukkede op i den lokale kirke netop denne aprilsøndag. Den skal også udtrykke Guds virkelighed og de troendes fællesskab i langt bredere forstand. Forhåbentlig er vi også Heidis venner og familie, når vi ikke lige er samlet til hendes fødselsdag. Nationalsangen påkalder sig århundredlange traditioner. Men i hvert tilfælde er de mere generelle fællesskaber også afhængige af at blive genoplivet – søndag efter søndag, fodboldkamp efter fodboldkamp, fødselsdag efter fødselsdag.
Fællesskab gennem arbejdersang
Ved nogle punkter i historien træder sammenhængene mellem generelle fælles identiteter og de enkelte, øjebliksbundne udøvelser dog særligt tydeligt frem. Det er især ved de punkter, hvor de generelle, fælles identiteter selv er under opbygning.
Det kan vi se et væsentligt eksempel på i 1870’ernes gryende socialdemokratiske arbejderbevægelse. Her samlede arbejderne sig ikke kun i organisationer og under fælles paroler og idealer, men også i sang. Under Pariserkommunen i foråret 1871 tog arbejderbefolkningen og dens politiske forkæmpere magten i to en halv måned – stadigt syngende, ikke mindst Jean-Baptiste Cléments og Antoine Renards populære kærlighedssang ”Les temps des cerises”. Det officielle Frankrigs tropper nedkæmpede kommunarderne ubønhørligt, men chokbølgerne fra den jævne befolknings kortvarige ophøjelse til magt bredte sig ud over det øvrige Europa.
I Danmark tog den unge løjtnant og postfunktionær Louis Pio kort efter initiativ til Den Internationale Arbejderforening for Danmark, som hurtigt vandt opbakning blandt især hovedstadens arbejdere. Og endnu samme år skrev digteren U.P. Overby ”Socialisternes March”, som med melodi af Christian Joseph Rasmussen hurtigt bredte sig som kendingsmelodi for den spirende arbejderbevægelse.
Vi støder f.eks. på sangen i en politirapport fra Slaget på Fælleden i København den 5. maj 1872 – et enestående blodigt sammenstød mellem den unge arbejderbevægelse og myndighederne, der forsøgte at bremse dens vækst med demonstrationsforbud og fængslinger af dens ledere. Da store flokke af arbejdere trods forbud troppede op til demonstration for at støtte de strejkende murersvende, stod politiet parat. I en samtidig politirapport kan vi læse om optogets bevægelse i retning af Nørre Fælled:
”Arm i Arm som i en Procession over Østerfælled lige mod Blegdamsfælleden, som det syntes i den Hensigt at trænge ind paa denne, idet den afsang Socialistmarschen og med Kraft gjentog Omkvædet: ’Til Arbejdet, Liv eller Død!’” (Kringelbach, s. 64)
Også politiet kendte altså udmærket arbejderbevægelsens nye sang. Men særligt bemærkelsesværdigt er her, hvordan arbejderne forbandt deres klassebevægelses kendingssang med en fysisk sammenknytning af deres kroppe til én størrelse. I denne enhed af sanglig og kropslig samling udtrykte de deres fællesskab, vandt fælles mod og kunne samtidig bedre modstå det uundgåelige indgreb fra myndighederne. Når arbejderne samtidig særligt betonede den sidste strofe i hvert vers: ”Til Arbejdet! Liv eller Død!”, var det næppe kun fordi mange af dem bedst kendte netop den linje blandt de temmelig mange vers. Det var formentlig også, fordi den linje særligt udtrykte, hvad de som fællesskab ville sige: at arbejdet for deres klasses interesser var uomgængeligt.
Subjektskabelse og fremtid
I den samme linje – ”Til Arbejdet! Liv eller Død!” – lå også en åben medgivelse af, at dette sociale og politiske arbejde endnu knap var begyndt. Forsamlingen på Nørre Fælled var den første store demonstration i den unge danske arbejderbevægelses historie. Idet arbejderne greb hinanden i armkrog hen over Øster Fælled, gjorde de sig til et politisk handlende subjekt – nu ikke længere blot i Louis Pios manende skriftlige opråb eller i mindre mødelokaler, men i byens offentlige rum. Og sangen var en integreret del af det projekt. Ikke alene formulerede den en politisk mening og retning med deres bevægelse. Selve dens enkle melodi og rytmiske marchkarakter gjorde den let at intonere og velegnet til netop en demonstrativ march som denne. Uden sangen havde arbejderne kunnet affærdiges som blot endnu en flok uromagere. Med sangen blev de et politisk handlende fællesskab, en fælles aktør med en samlet retning mod den bedre fremtid. De samlede sig til et fælles, handlende og forandringsskabende politisk subjekt.
Både marchrytmen og Overbys tekst annoncerede også tydeligt den anderledes fremtid som udvejen fra arbejdernes delte oplevelser af armod og underkuelse. Derved adskilte den sig fra salmer og nationalsange, der har det med at hævde Guds eller nationens evighed – eller for salmernes vedkommende allerhøjst love frelse i det hinsides, hvor vi skal genforenes med Gud. Og mange af arbejderbevægelsens senere slagsange har især hyldet deres bevægelses traditioner – f.eks. ”Når jeg ser et rødt flag smælde” med dens tekst om, hvordan også de forgangne slægter stod ved den samme røde fane. Men med ”Socialisternes March” annoncerede arbejderne sig selv som et fællesskab under opbygning. Dermed gjorde sangen dét åbent, som så mange andre fællessange gør under dække: Den bidrog til at skabe, hvad den nævnte.
Fællessangens flertydigheder
Dermed er ikke sagt, at sanghandlingen udrettede alt dette alene. Musikken opnår kun afgørende social styrke, når den forbinder sig tæt med afgørende sociale relationer og processer, der også rækker ud over musikken som sådan. Det sker så til gengæld også temmelig ofte.
Alt dette betyder langtfra heller, at sanghandlinger uvægerligt smeder fællesskaber sammen. Ikke alle synger med af hjertens lyst. Der er næsten altid nogle, der tøver – og ikke kun af generthed eller manglende musikalsk selvtillid, men også fordi sangens stærke, fordrende hævdelse af et bestemt fællesskab kan mærkes som en ydre, frastødende tvang.
I flere af 1930’ernes og 1940’ernes nazistiske koncentrationslejre blev fællessang ligefrem brugt målrettet til at nedbryde fangernes moral og selvagtelse. Ikke alene blev fangerne tvunget til at hylde deres undertrykkere i sang. Selv en munter vise om solskin og glæde antog helt andre funktioner, når den blev afsunget under tvang af forkomne, udsultede kroppe. Der kunne fællessangen være med til at knuse den enklave af menneskelig værdighed, fællesskab og styrke, som fangerne ellers kunne have søgt i musikken. (Brauer)
Vi synger gladest med, når det besungne fællesskab er vores eget.
Litteratur
Brauer, Juliane: “How Can Music Be Torturous?: Music in Nazi Concentration and Extermination Camps”, Music & Politics 10:1 (2016). DOI: https://doi.org/10.3998/mp.9460447.0010.103
Kringelbach, Georg (red.): Kriminal- og Politirettens Dom i Socialisternes Sag, med Aktors Bistand forsynet med Oplysninger, uddragne af Forhørene og Sagens øvrige Akter, Kbh. 1873.
Læs også Bertel Nygaards artikel “Til arbejdet fremad i Kor: Fællessang i arbejderbevægelsen”. 2018. I Fællessang og fællesskab – en antologi, red. Stine Isaksen, 111-126. Videncenter for sang, Sangens Hus.
