Akkompagnement i liedgenren - Opførelsespraksis gennem tiden

Opførelsespraksis og Schuberts Winterreise

Med udgangspunkt i en analyse af forskellige indspilninger af Schuberts Winterreise vil jeg i dette blogindlæg undersøge en række faktorer indenfor opførelsespraksis herunder rytme, vibrato og portamento, som især viser sig at være en hel del anderledes på de ældste optagelser fra første halvdel af det 20. århundrede. De mange forskellige fortolkninger af ”Winterreise”, som jeg har set nærmere på, afslører, at der gennem tiden er sket store ændringer i den generelle opfattelse af, hvordan værket bør opføres. For den moderne lytter fremstår de tidlige optagelser umiddelbart lidt kaotiske i deres udtryk, men efter nærmere fordybelse åbner de også op for en række kvaliteter, vi måske bør lære at værdsætte, men som ofte overses i mængden af nyere tids meget korrekte, nodetro og rene opførelser.

Ved at lytte til tidlige optagelser af musikken får vi også et indblik i den opførelsespraksis, der har eksisteret ikke bare i første halvdel af det 20. århundrede, men også i det 19. århundrede, hvor mange af de første indspillende kunstnere er født,  og dermed har viderebragt denne tids stiltræk i de optagelser, vi kan høre i dag. Der findes en del skriftlig dokumentation omkring spilletraditioner, men tiden omkring de første indspilninger er altså den tidligste periode, hvor primære kilder for opførelsespraksis eksisterer.

Et eksempel på to meget forskellige optagelser høres af  Dietrich-Fischer Dieskau og Gerald Moore fra 1955:

og Leo Slezak og Bruno Seidler-Winkler fra 1923:

https://www.youtube.com/watch?v=RT-d53CBhIQ

Med udgangspunkt i disse indspilninger er det tydeligt, at den nyeste indspilning fra midten af det 20.århundrede generelt har et mere begrænset rubato end de ældste. Der hersker en enighed på tværs af alle årtier om, at musikken har brug både fleksibilitet i tempo og elasticitet inden for de enkelte fraser, men igen kan vi tale om graden af, hvor meget de går frem og tilbage i både større afsnit og indenfor et mindre antal takter. På indspilningen med Slezak er det tydeligt, at han forholder sig lang mere frit til pulsen og den nedskrevne rytme end Dieskau gør.

På de nyere indspilninger høres også stadig portamento, hvor sangeren glider fra tone til tone, men det er langt færre steder og i mindre grad end på de gamle. Omvendt: jo tættere vi kommer på nutiden jo mere gør sangerne brug af et bredere vibrato. Både pianist og sanger har med tiden fået mere og mere fokus på den lodrette samtidighed, hvorimod indspilninger fra første halvdel af det 20. århundrede indikerer, at sangerne gjorde langt mere brug af det melodiske rubato, hvor melodien svæver frit henover det faste akkompagnement.

Schuberts “Winterreise” – fra komponistens egen hånd

Den tidlige opførelsespraksis kan for moderne ører som nævnt måske lyde temmelig rodet og kaotisk, men  man finder også en særlig uformel, improvisatorisk kvalitet hos musikerne af den ældre tradition. I dag er det de færreste, der vover at opføre lieder med samme grad af tempomæssige udsving, rubato og portamento. Det er med stor sandsynligvis et spørgsmål om ”mode”, der har ændret sig markant, hvilket netop understreger vigtigheden af at forstå og måske endda sætte pris på en anden stilistisk opførelse, der kan åbne op for andre musikalske kvaliteter, end dem vi er vant til.

Litteratur:

Blyth, Alan (1986): Song on record, Volume I, CambridgMoore, Gerald (1975): The Schubert Song Cycles with thoughts on performance, London

Moore, Gerald (1943): The unashamed accompanist, London, (2. udgave 1984)

Moore, Gerald (1962): Am I too loud?, London

Philip, Robert: (2004): Performing music in the age of recording, New Haven

Philip, Robert (1992) Early recordings and musical style, Cambridge

Spang-Hansen, Ulrik (2014) Musikken imellem noderne. Swing i klassisk musik, Aarhus

Quantz, Johann Joachim (1752): Versuch einer Anweisung die Flöte travesiere zu spielen, Berlin