fbpx

Akkompagnement i liedgenren - Sangerens og pianistens rolle

Julie Brorsen Smidt er nyuddannet pianist, der har specialiseret sig i akkompagnement. Her på bloggen skriver hun om relationen mellem sanger og pianist, og hvordan denne relation har udviklet sig gennem tiden.

Julie Brorsen Smidt

Igennem min uddannelse har jeg fattet interesse for relationen mellem sanger og akkompagnatør, og akkompagnatørernes rolle i det hele taget. Særligt er jeg optaget af liedrepertoiret og opførelsen heraf, fordi relationen mellem sanger og pianist i netop denne genrer er så intimt. Man finder relativt nemt biografiske og musikteoretiske analyser af eksempelvis Schuberts Winterreise, men ofte er der ikke meget fokus på selve opførelsen, forholdet imellem samt de forskellige roller hos sangeren og pianisten. Det er et interessant partnerskab, der både har udviklet sig hos nutidens sangere og akkompagnatører, men også synes at have ændret sig mere generelt i et historisk perspektiv. Min undersøgelse af denne udvikling afslører, at der i forskellige epoker har eksisteret divergerende opfattelser af akkompagnementsfaget.

Jeg vil præsentere de helt overordnede resultater af min undersøgelse i to blogindlæg her på Videncenter for Sangs blog – dette blogindlæg handler om udviklingen i synet på akkompagnatørens rolle overordnet set, mens jeg i et senere indlæg vil gå i dybden med udviklingen over tid i opførelsespraksis af Schuberts Vinterrejse

Akkompagnatører oplever i dag ofte, at man forventes at at stå i skyggen af sangeren, men samtidig understreger mange musikere og sangere selv den meget vigtige rolle akkompagnatøren har, og det er tilmed muligt som pianist at specialisere sig indenfor netop dette felt. Gennem interviews og forskellig litteratur skrevet af eksperter indenfor faget, vil jeg dykke ned i de forskellige opfattelser af akkompagnatørens rolle og se nærmere på, hvor de kommer fra, og hvilken sammenhæng de har med måden lieder er blevet opført på dengang og nu.

The collaborative pianist

På de fleste konservatorier er der indført eksamen i akkompagnement og muligheden for at tage en kandidat – eller sågar solistuddannelse inden for feltet, er efterhånden også til stede mange steder. Udtrykket ”collaborative pianist” har i specielt England og USA vundet frem siden 1990’erne for at udskifte ”at akkompagnere” betydende ”at arbejde for” med i stedet ”collaborative” – ”at arbejde med” og understreger dermed ideen om pianistens  rolle som en ligeværdig del af et team. Spørgsmålet er, om der fagligt egentlig er stor forskel på at være solopianist eller akkompagnatør – en diskussion som florerer livligt på internettets forskellige klaverblogs. Den anerkendte akkompagnatør Graham Johnson har udtalt følgende: “If a solo pianist can do my job simply by opening up the score and playing the music better than me without thinking, then why should people take the trouble to study accompanying?”. Der er altså I mange pianistkredse en opfattelse af, at akkompagnement er et særligt felt – en ekspertise, for skal opøves, og som man ikke nødvendigvis besidder, hvis man som udgangspunkt er solist.

Divaen i rampelyset og ”The unashamed pianist”

På Schuberts tid blev koncerter ofte opført i mindre og mere intime sammenhænge, end vi ser det i dag. På den tid er det derfor meget sandsynligt, at relationen har lignet det man i dag forstår ved en collaborative pianist. Noget kunne dog tyde på, at akkompagnatøren i løbet af en årrække er blevet mere usynlig. Tenor Markus Schäfer påpeger, at det muligvis kan skyldes, hvad han kalder et øget fokus på ”show business” i det 20.århundrede. Med eksempelvis Richard Strauss blev der skabt et ny sangrepertoire, der ikke var skrevet til mindre rum, men store sale med plads til mange billetkøbende publikummer, store stemmer, store orkestre, og hvor den økonomiske gevinst bestemt har spillet en rolle. Det er måske her vi første gang støder på billedet af den gallaklædte solist som en diva i centrum, der stjæler rampelyset. Gerald Moore beskriver i forbindelse med ”The unashamed accompanist” i 1962: ”The most enchanting lady walks on to sing, and all the ladies look at her because of what she’s wearing, and all the men look at her because – well, all the men look at her. And nobody looks at me. And I can’t blame them. Nobody notices the accompanist at all. He looks so slender and shy and so modest that people think he’s there just to do what he’s told, to follow the singer through thick and thin. Well, there’s a great deal more to it than that. Gerald Moore udgiver i 1943 bogen ”The unashamed pianist”, og måske netop på grund af ovenstående iagttagelse har han fundet behov for at belyse akkompagnatørens vigtige rolle. Han er den første til rigtigt at sætte grundige ord på, hvad det kræver at være en dygtig akkompagnatør, og får sat diskussionen på den musikalske dagsorden. Bogen er en refleksion omkring hans egne erfaringer og en slags guide for den akkompagnerende pianist, og kommer ind på emner som forberedelse,  øvning – alene og med sangeren og deres partnerskab. Især vigtigheden af ordenes betydning og forståelsen heraf bliver et gennemgående tema. Gerald Moore starter med denne nye opfattelse af akkompagnatøren en slags skole, der på mange måder har sat kursen for senere anerkendte akkompagnatører, heriblandt Roger Vignoles og Geofrey Parsons. Omkring det ”perfekte partnerskab” bruger han ord som telepati, gensidig beundring og  kunstnerisk respekt, der hjulpet af den generelle entusiasme fra begge parter kan skabe de helt sjældne fantasifulde momenter – ”of real music”, som han kalder det. De vil inspirere hinanden, gøre ting anderledes ved koncerten end aftalt uden at noget spoleres, men derimod forbedres så hver ikke tænker på opførelsen i 1. person, men musikken som et hele.

Schubert og sangerinde spiller koncert i intime rammer i begyndelsen af det 19. århundrede

I det 19. århundrede – da eksempelvis Schubert komponerede sine lieder, var disse først og fremmest møntet på opførelse i små, intime og private sammenhænge – fx blandt en lille gruppe mennesker til et middagsselskab i det fremvoksende borgerskab. I denne sammenhæng må man gå ud fra, at relationen mellem pianist og sanger har været forholdsvis ligeværdig, og at fokus har været rettet mod begge parter. Baritonen Johann Michael Vogl var allerede en succesfuld operasanger, da han første gang mødte Schubert i 1817. Vogl var i høj grad med til udbrede Schuberts lieder ved både private og offentlige koncerter – ofte med komponisten selv som akkompagnatør. Det var et vigtigt parterskab for dem begge, der fik Schuberts navn frem i offentligheden, og var med til at sikre Vogl en karriere efter sine yngre dage på operascenen.

Efter at musikken senere hen blev et massefænomen – blev show business – var det tydeligt, at pianistens rolle blev nedtonet: Han trådte et skridt tilbage og overlod rampelyset til sangeren, der var stjernen i showet. I denne periode var der tilsyneladende ikke den store fokus på pianistens rolle i fortolkningen og fremførelsen af musikken, men med blandt andre Gerald Moores refleksioner i hans forskellige bøger, er der nu igen kommet fokus på akkompagnatørens rolle og samspillet mellem pianist og sanger – et fokus, som i mine øjne musikalsk set er meget frugtbart.

Litteratur:

Moore, Gerald (1943): The unashamed accompanist, London, (2. udgave 1984)

Moore, Gerald (1962): Am I too loud?, London

Philip, Robert (1992) Early recordings and musical style, Cambridge

Spang-Hansen, Ulrik (2014) Musikken imellem noderne. Swing i klassisk musik, Aarhus

Quantz, Johann Joachim (1752): Versuch einer Anweisung die Flöte travesiere zu spielen, Berlin

0 Kommentarer

Du kan oprette en bruger her og deltage i debatten, men du kan også skrive og kommentere anonymt

Skriv kommentar



Opret kommentar